Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

H.C. Andersen (1805 - 1875): Hvor Himlen har Stjerner

Digteren møder nede i Italien sine gamle venner fra hjemlandet, stjernerne. Det syn modvirker hjemve og minderne køler så dejligt i det hede middelhavsklima.

Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,

De hjemlige Venner, hvor funkle de her!

De sende en Luftning saa frisk og saa mild,

En Lædskedrik i den brændende Ild,

Et Vindpust over det glødende Sand,

Det er som et Kys fra det danske Land!

H.C. Andersen: Hvor Himlen har Stjerner

J. W. v Goethe (1749 - 1832): Trost im Tränen. Min gendigtning.

(...)

Die Sterne, die begehrt man nicht,
Man freut sich ihrer Pracht,
Und mit Entzücken blickt man auf
In jeder heitern Nacht.

(...)

Stjernerne, dem begærer man ikke,
Man fryder sig over deres pragt,
Og med begejstring ser man dem   
I alle klare nætter.

J. W. von Goethe: Trost im Tränen/ Trøst gennem tårer.

Carsten Hauch (1790 - 1872): Pleiaderne ved Midnat. (1861)

Mælkevejen er en skiveformet samling af stjerner, en galakse, som drejer rundt. Så meget kunne 1800-tallets  astronomer blive enige om, men de havde ikke midler til at erkende, hvorvidt vores galakse er hele universet, eller blot en del.

Menneskene menneskeliggør (med et spiritustest-egnet ord: antropomorficerer) naturen - fx ved at opfinde stjernebilleder, med jordiske konnotationer - og på den måde gør de universet beboeligt. Det gør Carsten Hauch også i dette digt, hvor han anlægger det helt store perspektiv på tingene. Vi hører skæbnegudindernes sang om tiden - og evigheden. 

Hauch mente, ligesom fx fysikeren H.C. Ørsted, at der er en en sammenhæng i alting, en "ånd i naturen". Man kalder denne filosofiske og litterære retning "universalromantik". I 1860-erne var romantikken imidlertid under afvikling. På den måde var det allerede et gammeldags digt, da det blev skrevet.

Vi ere de natlige Væversker,

der sanke de usynlige Traade

Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,

Hvor Vævens Ende staaer.

Svævende Nattesyner,

Aldrig trættede,

Flyvere uden Vinger,

Med hvem dog ingen Fugl

Kan maale sig i Flugt.

For os er Tiden knap begyndt,

Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,

Nysudrugede,

Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,

Drømmer om Æoner og Evigheder,

Og troe, at Enden er der,

Skjøndt de ei endnu have fuldendt

Et eneste Kredsløb

Omkring de fastforbundne Atlasdøttre,

De Lysøiede,

Hvis Blik funkler igjennem Sløret,

Og der bærer utallige Verdners Tryk,

Uden at mærke det;

Og der ligne svulmende Druer,

Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

Hvad I kalde tusinde Aar,

Er kun et kløvet Sekund,

For kort til at vort Øies Blink deri

Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre.

Som kredser i Melkeveiens Ring.

For os er Eders længste Sorg

Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag

Før dens hurtige Død.

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,

Og selv de længste Baner,

Hvori lysende Verdner dreie sig,

Ere for Intet at regne

Mod Evighedens usynlige Kreds,

Hvortil Tiderne aldrig naae;

Og skjøndt vi udmaale dem

Med Millioner af Aar,

Ere de kun som en Strøm,

Der udtørres og hensvinder i en Sommerdag,

Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,

I de høie Aanders Rige,

Som forløstes fra Tidernes Tryk.

https://kalliope.org/da/text/hauch1861a0