Arbejdsmarked: Frokost med Frk. Doublebottom

Hieronymus Bosch. Detalje fra "De jordiske glæders have" (Ca. 1500)

Eller: Frokost med Bosch & Dali 

For at gøre sandheden mere sandsynlig, må man ubetinget blande noget løgn imellem.  

- Dostojevskij

Vi begynder med tre meditationer:

Indtag en hvilken som helst stilling, meditér på disse madretter og sig “uhmmm...”

Meditér på brun sovs fra spand -

Meditér på pølseskiver -

Meditér på pølseskiver i brun sovs -

Tonen er slået an, historien kan begynde:

En flok gymnasielærere sad en decemberdag omkring frokostbordet i en skoles alrum.

Ventilationskanaler, vandør og bundter af kabler under ståltaget; glasdøre, æggehvide vægge, linoleumsgulv, kunstige planter i vindueskarmen og i et hjørne oplyste en reklametavle om glæderne ved at købe energidrikke og mobiltelefoner.

Overvågningskameraer i loftet og akustik som et autoværksted. Kort sagt en skrabet klimaskærm i et industrikvarter under vinterskyerne et sted i nærheden af motorvejen.

Frokostsnakken kredsede om rejseplaner og gaveønsker. En stemning af opbrud, ferie og fredsommelighed. Man fornemmede så småt duften af jul.

Entré Louise Doublebottom.

Seneste personlighed i det optog af forunderlige ledere, som i årevis havde slået deres folder på dette lille provinsgymnasium.

Hun udstødte nogle høje, glade lyde og ca. 240 pund rektorkød plantede sig ved siden af lille mig.

Åh, hun var så glad for at se mig, hun havde nemlig “jagtet” mig hele formiddagen og ringet forgæves hele elleve gange siden klokken halv syv i morges, fordi hun i går ved middagstid fandt ud af, at der i dag ville mangle en lærer til en klasse, to timer i dansk, fra klokken otte af.

Til oplysning: I danske gymnasier anses det, som udgangspunkt, for spild af tid at lærere vikarierer uforberedt. Sådan er kutymen og den kan begrundes. Sådan nogle lektioner udvikler sig nemlig ofte til en omgang frustrerende børnepasning. Eleverne forstår udmærket, at de og læreren skal være der, fordi de skal være der. Og det er ikke en måde at behandle voksne mennesker på. Problemet er velkendt og kan løses af enhver 40-watts pære. Man aflyser lektionen.

Imidlertid vinder i disse neoliberale tider et andet læringssyn frem. Ingen ressourcer må gå til spilde. Det gælder nationens overlevelse i denne globaliserede verden. Læreres viden og kundskab er ressourcer, gymnasieelever er fremtidens ressourcer og eleverne skal undervises, undervises. Ellers kommer kineserne - eller robotterne - og spiser os.  

Da Louise det forløbne døgn ikke havde kunnet få fat på mig, hverken pr. mail eller telefon, så havde hun selv måttet vikariere i den pågældende klasse, ak-ja og uha-da. Men de havde sunget julesalmer og det var da noget.  

Uden megen fuglekvidder i stemmen sagde jeg, at den tossehistorie skulle hun ikke tørre af på mig.

Jeg er godt analogt opdraget, er jeg, og har ikke telefonen liggende under hovedpuden. Jeg åbner min (ofte uinteressante) arbejdsmail en gang eller to i døgnet. Hvad var egentlig meningen med at ringe til mig så mange gange, og det lige indtil undervisningen begyndte klokken otte? Jeg har en god times transport til skolen. Og - hvorfor blev jeg først tidligt i morges skemalagt til de famøse to lektioner? Jeg kiggede på mit skema i aftes og opdagede ændringen, da jeg mødte til undervisning ved 10-tiden.

Det var da en pudsig oplevelse, hva'ba?

Ledelses-fagligt spørgsmål: Hvem skal brandmajoren give skylden, hvis hun har sat ild på brandstationen?

Korrekte svar: Indrøm aldrig en fejl. Brug den mindst føjelige i flokken som syndebuk. Del og hersk.

Følgelig var Louises universal-svar, at lærerne her på skolen fremadrettet måtte indstille sig på at stå til rådighed, hvis det var nødvendigt. For øvrigt burde vi to snarest have en dialog om mine forpligtelser, sådan under fire øjne.

På den måde blev ansvaret for kalamiteten fordelt, lige efter Snedkermester Petersens "Haandbog i Folkehold":

Man anbringer Stymperen i et Hjørne af Gaardspladsen, hvor der er god Gjenklang, og saa raaber man Ham ind i Ansigtet, indtil Han indrømmer sin Fejltagelse. Kap. 3 Om Røfler. (1883)

Med en antydning af skærebrænder i stemmen sagde jeg, at vi to næppe havde mere at tale om.

Således døde den tjenstlige del af samtalen en nådig død og vi aktiverede samtale-plan B: Uforpligtende smalltalk.

Mens hun brugte sin ledelsesret til at forklare mig, hvad det vil sige at have tjek på tingene, så kunne jeg ikke undgå at bemærke, hvad det var for en slags frokost hendes solidt byggede lederskikkelse ubevidst-uskyldigt guffede i sig.  

En af Francisco Goyas tegninger fra napoleonskrigene hedder “Når fornuften sover, trænger monstre sig på.” Han havde da også set mere, end han brød sig om at se.     

Uden sammenligning i øvrigt - men altså: med mit Goya-Dali-Bosch-inficerede billedsyn så (og hørte) jeg langt inde i skyggernes rige - oh rædsel! - en sækkepibe, klædt i munter storblomstret kittelkjole. Den sad i en slags tronstol og havde højt opsat grå-blåt hår i rokokostil og små sorte knapøjne i et tungt pandekage-ansigt.

Med lange grenagtige arme skovlede den et brunligt fluidum ind i sin brede fiskemund; guldstykker strømmede klingende nedenud gennem et hul i stolen. Her kørte en flok smådjævle pengene bort i trillebøre til videre behandling i en af stedets sorte ovne.

Klokken elleve er jeg i helvede. Klokken tolv ser jeg en trold. Klokken et spiser jeg fedt...

- Ud af drømmeland, tilbage til arbejdsmarkedets realiteter, farvel til kageformen, hop og galop hen til et klasseværelse og undervise 30 elever.

Og jeg tænker endnu engang, at det danske arbejdsmarked efterhånden kan rende mig noget så royalt -