Kunst: Asger Jorn & Kanon-kulten

Stalingrad, le non-lieu ou le fou rire du courage (1957 - 1972) Museum Jorn

 

Skrevet i anledning af kulturminister Brian Mikkelsens Kulturkanon 2006.

 

Kulturkanon og Kanon-kult

Kanoniseringen af danske kulturprodukter er et opgør med alskens overleveret smagsdommeri. Endelig får borgerne - med vejledning fra udvalgte fagfolk - lov selv at tage stilling til det bedste fortiden har givet os! Man må glædes over at fremtidige generationer kan slå op i kanon-kataloget og der finde den ægte danske vare.

Forhåbentlig vil de ved nydelsen af kvalitetsstemplede værker føle den samme rislen i rygraden som nutidens gode borgere føler  om søndagen på Statens Museum for Kunst. Opleve et løft i sjælen og fred med verden ved betragtningen af kvalitetsstemplede værker, skabt af de store gamle mestre. De, Vorherre har givet forstand til at sige hvad der er god kultur, må vel også besidde guddomsgnisten?

Skeptikere vil måske betragte kanoniseringen af kulturprodukter som mindre talentfulde ånders forsøg på at komme på statusniveau med de talentfulde. Råbe op om, at hvis man ikke kan skabe sig som kunstner, så danner man sig som kritiker.

Jo da, man lærer at "smagt" rimer på "magt". Og så kommer jeg til at tænke på en meget dum sang (en kanon!) i romanen om Den Gode Soldat Svejks oplevelser i Første Verdenskrig.

Sangen handler om den tapre kanonér Jaburek. Første og eneste vers lyder sådan:

"Han fyldte sin kano-on, og gik så i aktio-on/ En tilfældig kugle traf ham og rev begge hænder af ham. / Men som en dyds-dragon blev han ved sin kanon." (Gentages)

Man kunne få det indtryk, at kanoniseringen af danske kulturprodukter indgår i et nationalt opdragelsesprojekt. Mener gerningsmændene at befolkningen bør blive lidt tykke i mælet og mælkede i øjnene, når de siger "Henrik Pontoppidan", "Johannes V. Jensen",  "Asger Jorn"?

Er en kultur-kanon sådan en fetich, folket bør lære at tilbede?  Ideologisk lægemiddel for nedgroet nationalisme? En medicin som kan gøre gamle kællinger gravide?

 

Stalingrad

En sommerdag for nogle år siden sad jeg - og til sidst lå jeg - på en bænk en tidløs tid og opdagede Asger Jorns "Stalingrad" på Silkeborg Kunstmuseum/  Museum Jorn. Et kæmpestort og underligt maleri, strittende i alle retninger og tider.

Gråhvid snestorm over isørken; dokument fra skyttegravenes affaldsbunker; blodig bandage på mindet om Stalingrad og andre sindssyge slag; drøm om menneskeuhyrer; Goya på syre.

Kommer der mon en håndgranat flyvende ud af billedet?

Fascinerende vildt og smagløst; et værk som bevæger én derud, hvor kategorierne bryder sammen.

1960-ernes kulturkonservative smagsdommere - og Dansk Folkepartis forfædre, Rindalisterne - elskede at hade sådan nogen skæggede oggenokker som Asger Jorn. Det må han have elsket! Han havde rod i dansk kunsttradition og skrev en læseværdig bog om romansk kunst i Norden. Men dansk-national - non, monsieur!

Den unge Asger Jørgensen fik i det store hele ingenting forærende fra det dannede og kulturkonservative Danmark, bortset fra sult, afvisning og tuberkulose. Han solgte sine billeder for en madpakke. Det gik meget bedre i Frankrig og Italien.

Jorn fik anerkendelse og arbejdsro til sidst og det var godt. Men nu har hans foragteres åndelige efterkommere ladet "Stalingrad" signe som en anden Jellinge-sten eller Roskilde Domkirke. At gøre "Stalingrad" til et national-politisk ikon er noget helt andet end anerkendelse og støtte.

Har kultur-kanon-kustoderne mon glemt at det er dynamit, de vogter?

Det er en sej død at blive trådt ihjel af gæs.