Kunst: Asger Jorn & Kanon-kulten

Stalingrad, le non-lieu ou le fou rire du courage (1957 - 1972) Museum Jorn

Skrevet i anledning af kulturminister Brian Mikkelsens Kulturkanon 2006.

Kulturkanon og Kanon-kult

Kanoniseringen af danske kulturprodukter er et opgør med alskens overleveret smagsdommeri. Endelig får borgerne - med vejledning fra udvalgte fagfolk - lov selv at tage stilling til det bedste fortiden har givet os! Man må glædes over at fremtidige generationer kan slå op i kanon-kataloget og der finde den ægte danske vare.

Forhåbentlig vil de ved nydelsen af kvalitetsstemplede værker føle den samme rislen i rygraden som nutidens gode borgere føler  om søndagen på Statens Museum for Kunst. Opleve et løft i sjælen og fred med verden ved betragtningen af kvalitetsstemplede værker, skabt af de store gamle mestre. De, Vorherre har givet forstand til at sige hvad der er god kultur, må vel også besidde guddomsgnisten?

Skeptikere vil måske betragte kanoniseringen af kulturprodukter som mindre talentfulde ånders forsøg på at komme på statusniveau med de talentfulde. Hvis man ikke kan skabe sig som kunstner, så danner man sig som kritiker. Man lærer at "smagt" rimer på "magt".

Og så kommer jeg altså til at tænke på en umådelig dum sang (en kanon!) fra romanen om Den gode Soldat Svejks oplevelser i Første Verdenskrig. Sangen handler om den tapre kanonér Jaburek. Første og eneste vers lyder sådan:

"Han fyldte sin kano-on, og gik så i aktio-on/ En tilfældig kugle traf ham og rev begge hænder af ham. / Men som en dyds-dragon blev han ved sin kanon." (Gentages ad nauseam)

Man kunne få det indtryk, at kanoniseringen af danske kulturprodukter indgår i et nationalt opdragelsesprojekt. Mener gerningsmændene bag projektet at befolkningen burde blive lidt tykke i mælet og mælkede i øjnene, når man mumler om "Henrik Pontoppidan", "Johannes V. Jensen",  "Asger Jorn"?

Er en "kultur-kanon" en fetich, folket bør tilbede?  Lægemiddel for nedgroet nationalisme? Medicin som kan gøre gamle kællinger gravide?

Stalingrad

En sommerdag for nogle år siden sad jeg - og efterhånden lå jeg - på en bænk en tidløs tid og opdagede Asger Jorns "Stalingrad" på Silkeborg Kunstmuseum/  Museum Jorn. Et kæmpestort og underligt maleri, strittende i alle retninger og tider.

Gråhvid snestorm over isørken; dokument fra skyttegravenes affaldsbunker; blodig bandage på mindet om Stalingrad og andre sindssyge slag; drøm om menneskeuhyrer; Goya på syre.

Kommer der mon snart en håndgranat flyvende ud af billedet?

Fascinerende vildt og smagløst; et værk som bevæger én derud, hvor kategorierne bryder sammen.

1960-ernes kulturkonservative smagsdommere - og Dansk Folkepartis forfædre, Rindalisterne - elskede at hade sådan nogen skæggede og piberygende oggenokker som Asger Jorn. Det må han have elsket! Han havde rod i dansk kunsttradition og skrev en læseværdig bog om romansk kunst i Norden. Men dansk-national - non, monsieur!

Den unge Asger Jørgensen fik i det store hele ingenting forærende fra det dannede og kulturkonservative Danmark, bortset fra sult, afvisning og tuberkulose. Han rejste rundt i provinsen og solgte sine billeder for en madpakke. Det gik ham en hel del bedre i Frankrig og Italien.

AsgerJorn fik til sidst anerkendelse og arbejdsro i Danmark og det var godt. Men - nu har hans foragteres åndelige efterkommere ladet "Stalingrad" signe som en anden Jellinge-sten eller Roskilde Domkirke. At gøre "Stalingrad" til et national-politisk ikon er noget helt andet end anerkendelse og støtte. Har kultur-kanon-kustoderne mon glemt at det er dynamit, de vogter?

Det er en sej død at blive trådt ihjel af gæs.