Kunst: Apropos Jorn: Kanonkulten

Stalingrad, le non-lieu ou le fou rire du courage. Museum Jorn.

Apropos Jorn: Kanonkulten og Stalingrad

Skrevet i anledning af kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanon.

Kanonkulten

Kanoniseringen af danske kulturprodukter er et befriende opgør med alskens overleveret smagsdommeri. Endelig får vi - med vejledning fra udvalgte og kompetente fagfolk - lov selv at tage stilling til det bedste fortiden har givet os! Man må glædes over at fremtidige generationer kan slå op i kanon-kataloget og finde den ægte danske vare.

Forhåbentlig vil de ved nydelsen af kvalitetsstemplede værker - i en mere nedslidt verden kanhænde - føle den samme rislen i rygraden som vi gode borgere føler søndag eftermiddag på Statens Museum for Kunst. Opleve det løft i sjælen og den fred med verden, det giver at betragte kvalitetsstemplede geniale værker, skabt af store mestre. De, Vorherre har givet forstand til at sige hvad der er god kultur, må vel også besidde lidt af guddomsgnisten?

Skeptikere og andet ufolk vil måske betragte kanoniseringen af kulturprodukter som mindre skabende ånders forsøg på at komme på statusniveau med de, der kan "hitte på". Rasmus Modsat og hans venner vil råbe op om, at hvis man ikke kan skabe sig som kunstner, så danner man sig som statskritiker.

Man lærte at "smagt" rimer på "magt".

Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på en sang i romanen om Den Gode Soldat Svejk. Sangen handler om den tapre kanonér Jaburek. Første og eneste vers lyder sådan: "Han fyldte sin kano-on, og gik så i aktio-on/ En tilfældig kugle traf ham og rev begge hænder af ham. / Men som en dyds-dragon blev han ved sin kanon." (Gentages) (Og gentages)

Man kan få det indtryk, at kanoniseringen af danske kulturprodukter er del af et nationalt opdragelsesprojekt. Mener pæne mennesker virkelig, at befolkningen kan stats-besværges til at blive lidt tykke i mælet og mælkede i øjnene, når de siger f.eks. "Henrik Pontoppidan", "Johannes V. Jensen",  "Asger Jorn"? Er denne kultur-kanon en fetich, folket skal lære at tilbede? Et ideologisk lægemiddel for nedgroet nationalisme? Kan sådan et pulver mon også gøre gamle kællinger gravide?

Stalingrad

En sommerdag for nogle år siden sad jeg - og til sidst lå jeg - på en bænk en tidløs tid og opdagede Asger Jorns "Stalingrad" på Silkeborg Kunstmuseum/  Museum Jorn. Et kæmpestort og underligt maleri, strittende i alle retninger og tider.

Gråhvid snestorm over isørken; dokument fra skyttegravenes affaldsbunker; blodig bandage på mindet om Stalingrad og andre sindssyge slag; drøm om menneskeuhyrer; Goya på syre. Man forventer så småt at der kommer en håndgranat flyvende ud af billedet.

Fascinerende smagløst, faktisk. Et værk man ikke lige kan tage med hjem i sin mentale rygsæk..

1960-ernes kulturkonservative smagsdommere - og Dansk Folkepartis forfædre, Rindalisterne - elskede at hade sådan nogen oggenokker som Asger Jorn. Det må han have elsket! Han havde også rod i en dansk kunsttradition og skrev læseværdige bøger om romansk kunst i Norden. Men dansk-national - non, monsieur!

Den unge Asger Jørgensen fik i det store og hele ingenting fra det dannede og kulturkonservative Danmark, bortset fra sult, tuberkulose og afvisning. Han solgte sine billeder for en madpakke. Og - nu har hans foragteres åndelige efterkommere ladet "Stalingrad" helligsigne som en anden Jellingesten. Jorn fik nogen anerkendelse til sidst, også her i landet og det var godt. At gøre hans billede til et national-politisk ikon er noget helt andet. Har kustoderne glemt at det er dynamit, de vogter?

Det er en sej død at blive trådt ihjel af gæs.

PS:

Hvorfor er Bamse og Kylling ikke med i børnekanonen?