Lysforurening: Vi kysser stjernerne godnat

Jack Chain: Mælkevejen. Unsplash.com

Om lysforureningens æstetik

September 2017

En kølig sensommeraften. Koncert med The Savage Rose. Den gamle Sukkerfabrik, Stege.

Møns fhv. sukkerfabrik er i god drift og fin form. Der er gang i alskens business i de gamle haller. Udenfor er der denne aften boder med kram, kunst, pandekager og rigeligt med øl. Det lokale øl indbyder til at blive drukket. Armene bøjede sig i hvert fald villigt, og på det kan man fornemme om øllet er godt.

Man kan sige meget om rock som musikform, og gør det også gerne, men rockmusikere har i hvert fald mulighed for at vise stil og attitude. Vilde Rose, Annisette, danser rødkjolet og barfodet rundt blandt musikerne, bækkenerne klinger og gnisterne springer fra forstærkerne. Roserne spiller kompositions-rock, “Prog Rock”, som det hed anno dazumal. Et lille, stort orkester med kant og signaturlyd. Man savner godt nok at se den dynamiske organist Palle (Kron)Hjorth give den gas bag tangenterne. Men to stjerner på samme scene kan jo også være for strålende.

Før aller-aller sidste nummer, og mens guitaristen stilfærdigt leger strengeleg i baggrunden, taler Annisette om hvor vigtigt det er med kærlighed og kys - og stjerner. Og minsandten - lige oppe over os titter en enkelt lysprik frem fra et hul i skyerne. Vi ved nok hvor vi er - hjemme i Midgård.

6 - 800 gæster fik drikkelse og musik i prima klasse og rigeligt mål. Hvis de havde det sjovt, var det kun rimeligt, for deltagerne havde på lange stræk selv betalt gildet. Alle er vi skatteborgere for kommunen, og mange af deltagerne er formentlig til daglig kunder i de Mønske forretninger, som støttede festen.

Det skulle nemlig fejres, med borgmestertale, øl og rockmusik at Møn, samt halvøen Nyord, nu er certificeret som samfund, hvor manglen på lysforurening anses for at være et kulturelt og økonomisk gode. Møn m.m. er behørigt godkendt af sagkyndige som “Dark Sky Park” - og som “Dark Sky Community”, dvs. et samfund, hvor man står sammen om at bevare mørket ude på landet.

I praksis foregår der en frivillig fredning af øens nattemørke. Fredningen er hverken tinglyst eller lovbefalet. Men der findes en kommunal politik på området, som vejer mere end hensigtserklæringer. Man kan og vil finde offentlige og private midler til den nødvendige indsats. Man må investere, før man kan forvente et udbytte.

Jo flere hænder, der vasker hinanden, jo bedre. Der ses mindst tre interessegrupper: Lokale astronomer er selvsagt interesserede i høj-kvalitets nattemørke, for det giver de bedste observationer. Mønske hoteller og gæstgiverier ønsker sig flere gæster. Nattemørke-turister lægger guldæg, og kommunen får derved flere skattepenge.  Måske foregår der samtidig en slags “social  engineering”, i og med at mønboerne får noget at stå sammen om og være stolte af. I hvert fald vil man markedsføre Det Mønske Mørke som en turistattraktion.

Hvorfor i Lucifers navn skulle det nu være nødvendigt?

Jo, herude i et lidt søvnigt vedhæng til Sjælland finder vi noget som minder om ægte beskidt middelalderligt nattemørke; det stormende snefyldte mulm Odin og hans følgesvende, Asgårdsrejen, farer vilde og gale frem i. Her kan vi gense (!) vore landligt duftende forfædres vinterlige buldermørke, der ligesom “prikkede på øjnene”, når man var udendørs. (Johs. V. Jensen).

Dette gamle overtrosbefængte mørke forsvandt lige så stille, umærkeligt og usavnet med elektrificeringen af Danmark, som tog fart i første halvdel af 1900-tallet. På grund af byernes enorme vækst fra midten af århundredet blev et uforstyrret nattemørke forvist til spredte enklaver, som “udviklingen” gik uden om. Natten blev lysere og lysere, himlen mere og mere tåget, og vi oplevede aften og nat på andre måder end vore mørkerædde forfædre, som en ikke specielt truende del af døgnet, en måske lidt ubekvem, men også romantisk, afslappet scene i livets daglige teater. Vi tog natten i brug som aldrig nogensinde før. Med udbredelsen af det elektriske lys foregik en “natliggørelse” af de moderne samfund. 

Nattemørke-turisme findes i udlandet, og det giver begrundet håb om at man kan trække stjernetossede byboere til Møn. Med en målrettet reklameindsats, forstås. Produktet er - oplevelsen af en frostklar stjernehimmel i al sin tindrende pragt og vælde. Mælkevejen som en silkestrømpe fuld af ildfluer! Andromeda-galaksen henne ved det store W ligner nærmest en meget tilsodet staldlygte, men prøv at se på vor galakses nærmeste nabo gennem en kraftig kikkert. Den er enorm. Satteliter stryger glimtende forbi oppe i alt det sorte. Et stjerneskud, eller to.

Dette, og mere til har man mulighed for at opleve på Møn og Nyord, netop fordi udsigten ud i rummet - stadigvæk - er relativt uforstyrret af vor tekniske civilisations “lyssmog”; alt det overflødige lys, som reflekteres af skyer og støv i atmosfæren og gør, at det aldrig mere bliver rigtig stjerneklart, de fleste steder i Europa. Der er sne på skærmen.

Månen står op, fuld og mægtig, stille over Østersøens glimtende krusninger. En rund, bomstærk og lidt spøjs kæmpe er blandt os. Han vil gerne klinke, når vi skåler med ham fra vores udsigtspunkt på klinten. Jo da, han har magt over det i aften! Men allerede i morgen har han mistet lidt af formen og bliver melankolsk og træt at se på.

I klare efterårsnætter glimter sildestimerne i måneskæret, når de skifter kurs derude. Man tror næsten at man kan se til verdens ende, men det er vistnok kun halvvejs til Bornholm. 

Hvad er lysforurening og er det et æstetisk problem?

Lysforurening er utilsigtede, potentielt skadelige følger af kunstig belysning, både i hjemmene og  offentligt. En langsomt forøget mængde “hårde” facts tyder desværre på, at megen (og forkert) kunstig belysning, ofte kan være et problem for planter, dyr og dyret menneske; et forhold som gør livet lidt mindre levedygtigt, og måske ligefrem er decideret skadeligt og sygdomsfremkaldende. Fx ved at biologiske rytmer ændres.

Er lysforurening et æstetisk problem?

Jeg har en fordom om, at der findes en fordom om, at humanister elsker at skrive langt og indviklet om, hvorfor de ikke kan give enkle svar på simple spørgsmål. Begge fordomme kan jo være korrekte. Men selvom det her ikke er et simpelt spørgsmål, vil jeg alligevel forsøge at gøre det kort, ved at skitsere problemet og foreslå en løsning.

Hvad er formålet med  at spørge til lysforureningens æstetik?

Formålet er at opklare hvorvidt, og på hvilken måde fænomenet lysforurening ændrer menneskers opfattelse af verden og sig selv.

Vi går ud fra konceptet, eller emnefeltet, lysforurening. Det har, som ovenfor antydet, en rimelig solid evidens.

Vi definerer til formålet æstetik som læren om følelsesmæssige erfaringsmuligheder, der opstår ved mødet med fx kunst, kærlighed og naturfænomenter.

Jeg vil anlægge en stemnings-vinkel på spørgsmålet om lysforureningens æstetik. Jeg spørger ud fra konceptet lysforurening til vores stemnings-befindende.

Martin Heidegger mente, at vi med stemninger erfarer hvordan det går med os, og for os.

Stemninger - opstemthed, højtidelighed, nedstemthed - kan billedligt opfattes som psykens dybere “resonansstrenge” eller grundfølelser. Stemninger kan formodentlig være mere eller mindre i samklang med vort øvrige fysiske og mentale apparat.

Jeg formoder videre, at hvis der er noget i vejen med os, kan det skyldes, at der er noget i vejen for os.

Filosoffen (og linse-sliberen) Benedict de Spinoza mente, at følelser er rørelser i sindet, som vi begriber ud fra en indre eller ydre årsag. Fx når man er forelsket. Eller skinsyg. Vi gribes af følelserne, og de kan i dén grad køre rundt med os, med mindre vi begriber dem fornuftigt. Det var det, Spinoza var ude på.

Grundfølelser har, så vidt jeg kan se, deres egne, dybere sandheder og veje. De er der, hele tiden, uden vi altid er klar over dem. Stemninger har ikke nødvendigvis nogen påviselig årsag. Men samtidig kan vi jo iagttage, at hele nationer til tider er behersket af stemninger som fx optimisme, depression eller begejstring, alt sammen ud fra ydre årsager, fx økonomiske. Hvorom alting er, så besidder vort sind grundlæggende en stemthed, og dermed en grad af parathed og åbenhed.

Vi må bruge hovedet og hjertet, hvis vi vil forstå grundstemningerne. Med ihærdighed og åbenhed, kan et uspoleret nattemørkes stemninger måske give bedre forståelse af, hvad der foregår med os, altså hvis der ikke er noget i vejen for os.

Fx hvis vi oplever universets helhed under en uforstyrret stjernehimmel. Tusindvis af forskelligt farvede stjerner giver et festligt udvalg af astrofysikken, og det lige foran  vore nøgne øjne. Måske aner vi i grunden, at godt nok er vi små ubetydelige aber, tæmmet af kulturens bånd, men samtidig er vi helt bestemt også en del af det hele. Hinduerne beskriver den mystiske oplevelse af enheden med altet således: “Tat Tvam Asi” - “Dette er du”. 

De fleste mennesker i de teknisk udviklede dele af verden oplever, det meste af livet, et evigt lysende "herinde". Som oftest er der intet særligt at bemærke på nattehimlen i byerne, uden denne slørende sfære. Hele natten pakker civilisationens kunstige lys land & by ind i gigantiske tågede kokoner af genskin fra vanddamp og støv i atmosfæren. Derved mindskes muligheden for at man, med sine følelser, fx kan erkende, at man er del af noget umådeligt meget større.

Æstetik handler om erkendelse og erfaringsdannelse med følelser - og ved en oplevelse af den uspolerede nattehimmel lærer man måske mere om sin plads i den store sammenhæng.

Anskuet på denne måde er kernen i det æstetiske problem omkring lysforurening, at "overskudslyset" slører stemnings-kontrasterne mellem nat og dag. Dermed forstyrres muligheden for at opleve tydelig forskel på “hernede” og “derude”. Vi kan ikke længere orientere os med vore stemninger og opleve - at vi befinder os blandt stjernerne.

Måske har vi glemt, at vi har glemt, at vi har mistet den mulighed. Vi har så at sige solgt ud af arvegodset for bekvemmelighedens og sikkerhedens skyld. Ubevidst gav vi køb på et næppe uvæsentligt potentiale: aktualisering og udfoldelse af en naturlig stemning. Man er blevet fattigere og mindre, med den nye rigdom.

Ja, lysforurening er et æstetisk problem.

Jeg lovede at gøre det kort. 

Forhistorien

Hvordan kom vi hertil?

I middelalderen var natten en skummel tumleplads for mørkets magter. Alt det onde var ude for at plage menneskene. Natten var heksenes og troldtøjets rige. I det rige huserede også tyve, røvere og ransmænd, som jo til alle tider har holdt af at arbejde uset. Menneskene levede i to adskilte verdener, dagens og nattens, den ene behersket af Gud, den anden af Djævelen.

Men så begyndte det militærdiktatur, som går under navnet "enevælden", at gøre noget ved denne uorden. I 1681 indførtes ved kongelig forordning Københavns første gadebelysning, et projekt ledet af astronomen og politidirektøren Ole Rømer. Fra dette tidspunkt af rulles natten i Danmark tilbage, og som tiden gik blev aften og nat så småt en kilde til romantiske sværmerier hos borgerskabet. Med udbredelsen af gadebelysning, og bedre lyskilder indendørs, opleves mørket mindre og mindre truende. 

I 16 - 1700-tallet var gadelygterne i Kongens København kun tændt på måneløse nætter. Det var de organiske brændstoffers tid, og “stenolie” fandtes kun som en sjældenhed på apoteket. Det har været en ikke ubetydelig udgift for bystyret at have bare fem hundrede tranlamper tændt som pejlemærker for de få borgere, som var ude efter portene var låst af, og nøglerne bragt op på slottet. I praksis var der tale om et udgangsforbud. Hvis man absolut måtte ud efter mørkets frembrud, skulle man selv eller éns tjener bære en lygte, ikke så meget for at undgå gadepløret, men mere for at kunne ses af nattevægterne. Tyve, røvere og fulderikker gik ikke rundt med lys. Og de undgik at vise sig i gadelygternes svage skær. 

Den gamle Gadelygte

H.C. Andersens eventyr “Den gamle Gadelygte” handler om en udtjent gammel tran-gadelygte, som står overfor at skulle erstattes af den nymodens gasbelysning. Aftenen inden den skal pilles ned, og måske smeltes helt om, taler lygten med vinden, som kommer susende om et gadehjørne. Lygten er helt fortvivlet og vinden opfordrer den til at bede om en velsignelse fra Månen. Men nej! Den er i aftagende, og har ikke noget at give af. For øvrigt har den altid lyst for lygten! Men lygten har aldrig lyst for Månen, det er den alt for ringe til. Månen skylder slet ikke lygten noget. Og så trækker den sig om bag en sky for at være i fred.

Heldigvis forbarmer de flinke små stjerner sig over Gadelygten. De lader et stjerneskud falde ned i den!

Her spiller HCA formodentlig på en middelalderlig, nærmest arketypisk forestilling om det kosmiske / himmelske hierarki, med Jorden nederst og stjernerne øverst, i deres egen sfære, tæt på den guddommelige himmel. Stjernerne optræder som Guds agenter, ligesom englene, og de “beånder” gadelygten.

Den opdager herved sit eget værd:

[Stjernerne] har lagt mærke til mig fattige gamle lygte og sendt én ned med en present til mig, der består i den evne, at alt hvad jeg selv husker og ser rigtig tydeligt, skal også kunne ses af dem, jeg holder af! og det er først den sande fornøjelse, for når man ikke kan dele den med andre, så er den kun en halv glæde!

Men vinden, lygtens gode ven, siger:

Det er meget agtværdigt tænkt!" sagde vinden, "men du ved nok ikke at der hører vokslys til. Uden at der bliver tændt et vokslys inden i dig, er der ingen af de andre, der kan se noget ved dig. Det har stjernerne ikke betænkt, de tror nu at alt hvad der skinner, har i det mindste et vokslys i sig.

I begyndelsen af historien er Gadelygten beskrevet som lidt naiv og sløv, men i og med at den står over for truslen om at blive smeltet om, med døden, så vågner den op, og længes voldsomt efter en bekræftelse på sit værd. I sin tid har den stilfærdigt passet sit arbejde med at lyse for andre, men desværre glemt at lyse for sig selv. Stjernernes (Guds) velsignelse bekræfter Lygten i dens værd, netop fordi den nu har evnen til at kalde søde minder frem hos mennesker. Dermed lyser Gadelygten også for sig selv.

Men kun hvis nogen tænder et vokslys i den. Tran lugter og soder for meget.

Ud over at være en fin allegori, er eventyret også en sød biedermeier-historie med happy ending. HCA vidste udmærket, hvad datidens publikum ville have. Den gamle Gadelygte fik sig en rar aftægt hos hos en pensioneret nattevægter og hans kone. Nattevægtere var der heller ikke brug for længere, efter gas-belysningen kom til. Og de levede lykkeligt, indtil Lygten rustede op.

Morale

Hvis den her montage overhovedet har en morale, er den nok, at man ikke skal sætte sit lys under hverken gadelamper, gulvspande, skæpper eller noget som helst andet.

Man skal sætte det i Lygten.

Referencer

Andersen, H.C.: Den gamle Gadelygte (1847)

Aldrich, Per Tybjerg: https://lysforurening.wordpress.com/

Axelsen, Tom: http://grib-stjernerne.dk/

Dark Sky Møn: http://darksky-moen.dk/da/dark-sky-news

Fleischer, Jens: København, kulturhistorisk opslagsbog (1985)

http://www.kobenhavnshistorie.dk/bog/kko/g/kko_g-1.html

Heidegger, Martin: Væren og Tid (1927/2007)

Jensen, Johannes V.: Himmerlandsk Musik - Erindringsmyter samlet af Niels Birger Wamberg (u.å)

Jünger, Ernst: Krigsdagbog. https://internetdidaktik.dk/ernst-j%C3%BCnger-i-rusland

Koslofsky, Craig: Evening's Empire A History of the Night in Early Modern Europe (2011)

Spinoza, Benedict de: Etik (1677/1969)