Arbejdsmarked: Forvandlingen

Gargoyle. Wikipedia.

En morgen vågnede Peter Munk-Baier og opdagede at han var forvandlet til et regneark.

Det gik sådan til:

Forstil Dem en lettere tudseagtig, beskægget, bebrillet personage med vigende hårlinje, tunge øjenlåg og bitre mundvige som vidner om, at livet lærte ham, at hvis man vil frem i verden og leve godt, må man kunne slå ihjel.

I hvert fald var han udmærket i stand til at dræbe de ansattes lyst til at arbejde på den undervisnings-institution, hvor han var mellemleder. Lærerne kaldte ham Bunker-Peter. Man så ham sjældent uden for det vinduesløse chef-kontor, hvor han puslede med kompetence-regnskaber, udviklingsarbejde, statusopgørelser og andre interessante ting.

Om morgenen, når han entrerede skolen, så vidste flertallet af eleverne ikke, hvad den der lavkomiske mandsling med tophue og topmave egentlig bestilte. Men han kunne sige alle de rigtige ting og var en mester i at give pep-talks til lærermøderne. Dygtig manipulator, navnlig når det gjaldt om at redde egen røv. Han passede godt ind det sted.

Ledige stillinger inden for det offentlige skal selvfølgelig offentliggøres. På mange arbejdspladser er det kutyme, at nye stillinger også bliver ”opslået internt”; helt enkelt spørger lederen relevante medarbejdere, om de er interesserede i at skrive en ansøgning. Det sparer tid for chefen, idet han ikke behøver bøvle med så mange jobsamtaler, og giver tryghed for de ansatte, som ikke behøver føle sig forbigåede.

Det er selvfølgelig også snyd overfor de arbejdsløse stakler, som sætter deres sidste håb om frelse fra social deroute ind på at score ønskejobbet. Hvis de kommer til jobsamtale, kan de ikke vide, om sagen allerede er afgjort, og det hele bare er bluff og skuespil.

Nå, men på denne gymnasieskole, hvis navn ikke skal nævnes, havde en yngre vikar opdaget, at hun ikke var del af et ”internt opslag” og spurgte så den bebrillede gargoyle, om hun var på vej ud af virksomheden? Og om det gav mening for hende at søge den ledige stilling?

- Næ, nej, slet ikke og ja, vi har vist overset at der går en ressource rundt på skolen, som måske kunne udnyttes; skriv endelig en ansøgning, så tager vi den derfra...

Sagen var, at Bunker-Peter havde lovet stillingen bort til en af sine favoritter i lærerkorpset, og det var jo ikke et tegn på rettidig omhu. Derfor arrangerede han en fup-jobsamtale. Den slags havde han været med til før. En sekretær, som havde en slags under-mellem-leder funktion på skolen, fik besked på at deltage i bedrageriet.

Den unge lærers mistanke blev så småt vakt, da hun trådte ind i mødelokalet til de to varulve og overhørte en stump af instruktionen til sekretæren: ”Vi kører den lige efter bogen...” Men i situationen forstod hun ikke hvad det betød.

Efter samtalen, som for så vidt var behagelig nok, fik den håbefulde ansøger at vide, at hun kunne ringe og få svar om et par dage.

Svaret var – no surprise – et forretningsmæssigt: Vi må desværre meddele dig, at stillingen er gået til anden side; selvom skolen i høj grad sætter pris på dine kompetencer og meget gerne giver dig en anbefaling med på vejen til drømmejobbet (alternativt socialkontoret); farvel og ha' en god dag; bum, bummelum, så er den affære klappet af...

Ordsproget siger: Hvad én ved, ved ingen, hvad to ved, ved alle.

Senere samme dag var der et lille optrin på chefgangen. Det endte med, at bemeldte sekretær knaldede sit nøglekort ned i mer-bemeldte chefs skrivebord og flygtede den hurtigste vej ud af bygningen - ad brandtrappen. Hvorefter hun følte trang til at lette samvittigheden over for den forsmåede ansøger.

Ud over at være kandidat i spansk og historie, så var den unge lærer også kyndig i at uddrive onde ånder, med hvid magi. Det havde hun ikke fra fremmede, men fra sin bedstefar, som var instruktør på en shaman-højskole i Peru. Troldmandens lærling begyndte at opfriske sin børnelærdom...

Således begav det sig, at Peter Munk-Baier, nogen tid efter dette kedelige bedrageri, en morgen opdagede, at han var forvandlet til et regneark.

Der stod altid en tændt computer i soveværelset og gennem dens kamera kunne han se sig selv ligge livløs hen i sengen.

Først var han lidt rystet og forvirret. Men glæden var stor da han opdagede, at han gennem Internettet kunne bevæge sig ind til sin hule på gymnasiet, og der stilfærdigt pusle videre med skolens visioner og missioner, inkompetence-regnskab, medarbejder-udvikling og andre virkelig interessante ting.

Fremover, når han virtuelt deltog i mellemleder-møder, så skulle han altid lige fremhæve, hvor langt han personligt var kommet med den digitale omstilling. Og når han, via storskærm, gav sin store tale til de nye studenter ved dimissionen, så var emnet selvfølgelig den digitale fremtids vidunderlige rige.

Da hans krop til stadighed lå hen i dyb coma, og derfor var berettiget til handicap-hjælp, oprettede man en særlig plejegruppe for den hjemme i Lille-Bølle.

Shipibo-indianeres magi er kraftig. Men - åbenbart ikke kraftig nok til at lave om på en Bunker-Peters ledelsesstil.

Jeg har beskrevet disse begivenheder for to sagkyndige inden for feltet AI-ledelse (ledelse ved hjælp af kunstig intelligens). 

De mente samstemmende, at der ikke er grund til bekymring, tværtimod. Selvom der måske er tale om et usædvanligt tilfælde, så indikerer det, at det bestemt er muligt og ønskeligt at erstatte mellemledere med kunstig intelligens. Den vil formentlig opføre sig mere menneskeligt.

De sagde endvidere, at eksemplet kunne tyde på, at at vi kan forvente en rimelig uproblematisk digital omstilling inden for offentlig ledelse. Hvis det i den forbindelse skulle være nødvendigt at lægge ledere i kunstig coma, bliver der måske nok brug for mere plejepersonale rundt omkring, men det var ligesom ikke deres problem.