Arbejdsmarked: Forvandlingen

Gargoyle. Wikipedia.

Hvis man vil vide noget om de raske, skal man studere de syge. Og omvendt.

En morgen vågnede Per Munk-Baier og opdagede at han var forvandlet til et regneark.

Det gik sådan til:

Forstil Dem en lettere tudseagtig, beskægget, bebrillet personage med vigende hårlinje, tunge øjenlåg og bitre mundvige som vidnede om, at livet havde lært ham, at hvis man vil frem i verden og leve godt, må man kunne slå ihjel. I hvert fald var han udmærket i stand til at dræbe de ansattes lyst til at arbejde på den undervisnings-institution, hvor han var mellemleder.

Lærerne kaldte ham Bunker-Per. Man så ham sjældent uden for det vinduesløse chef-kontor, hvor han puslede med kompetence-regnskaber, udviklingsarbejde, statusopgørelser og andre interessante ting. Om morgenen, når han entrerede skolen, så vidste mange af eleverne ikke hvad den der pudsige mandsling med topmaven egentlig bestilte her. Men han var en mester i klichéfyldte pep-talks til lærermøderne og dygtig til manipulation, navnlig når det gjaldt om at redde egen røv. Han passede godt ind det sted.

Ledige stillinger inden for det offentlige skal selvfølgelig offentliggøres. På mange arbejdspladser er det kutyme, at nye stillinger også bliver ”opslået internt”; helt enkelt spørger lederen relevante medarbejdere, om de er interesserede i at skrive en ansøgning. Det sparer tid for chefen, idet han ikke behøver bøvle med så mange jobsamtaler, og giver tryghed for de ansatte, som ikke behøver føle sig forbigåede.

Det er selvfølgelig også snyd overfor de arbejdsløse stakler, som sætter deres sidste håb om frelse fra social deroute ind på at score ønskejobbet. Hvis de alligevel kommer til jobsamtale, kan de ikke vide, om sagen allerede er afgjort, og det hele bare er bluff og skuespil.

Nå, men på denne gymnasieskole, hvis navn ikke skal nævnes, havde en yngre vikar opdaget, at hun ikke var del af et ”internt opslag” og spurgte så ovennævnte bebrillede gargoyle, om hun var på vej ud af virksomheden? Og om det gav mening for hende at søge den ledige stilling?

- Næ, nej, slet ikke og ja, man havde vist overset at der gik en ressource rundt på skolen, som ikke var blevet udnyttet, jamen hun skulle da bare skrive en ansøgning, så ville man tage den derfra. Sagen var, at Bunker-Per havde lovet stillingen bort til en af sine favoritter i lærerkorpset og det var jo ikke ligefrem et tegn på rettidig omhu.

Derfor arrangerede han en fup-jobsamtale. Den slags havde han været med til før. En sekretær, som havde en slags under-mellem-leder funktion på skolen, var medsammensvoren. For øvrigt var det kun en gud som kunne vide, hvad hun foretog sig der på stedet.

Den unge lærers mistanke blev så småt vakt, da hun trådte ind i mødelokalet og nåede at overhøre en stump af instruktionen til sekretæren: ”Vi kører den lige efter bogen...” Men i situationen forstod hun ikke hvad det betød.

Efter samtalen, som for så vidt var behagelig nok, fik den håbefulde ansøger besked på at ringe om et par dage. Og – no surprise – desværre måtte man meddele, at stillingen var gået til anden side, selvom skolen da i høj grad satte pris på hendes kompetencer og meget gerne ville give hende en anbefaling med på vejen til drømmejobbet (alternativt socialkontoret).

Hvis de havde læst den unge lærers CV grundigere, så havde de måske bemærket, at hun også havde en uddannelse i anvendt hvid magi, fra en stats-autoriseret shaman-højskole i Peru.

Og således begav det sig, at Per Munk-Baier, nogen tid efter dette kedelige bedrageri, en morgen opdagede, at han i nattens løb var forvandlet til et regneark.

Der stod altid en tændt computer i soveværelset og gennem dens kamera kunne han se sig selv ligge livløs hen i sengen.

Først var han lidt rystet og forvirret, men ved nærmere efterforskning viste forvandlingen sig at være en fordel, thi glæden var stor da han opdagede at han – gennem internettet – med lysets hast kunne bevæge sig ind til sin trygge hule på gymnasiet, og der stilfærdigt pusle videre med udviklingsplanlægning, visionsudvikling, kompetenceudviklingsregnskab og andre virkelig interessante ting.

Fremover, når han virtuelt deltog i mellemleder-møder, så skulle han altid lige fremhæve, hvor langt han personligt var kommet med den digitale omstilling. Og når han pr. storskærm gav sin store tale til de unge studenter ved dimissionen, så handlede den hver gang om den digitale fremtids vidunderlige rige.

Da Hr. Munk-Baiers krop til stadighed lå hen i dyb coma, og derfor var berettiget til handicap-hjælp, oprettede man en særlig plejegruppe for den hjemme i Bakkebølle Boligby.

Og ingen bemærkede nogen som helst ændring i hans ledelsesstil.

Denne historie er skrevet ud fra oplysninger fra bekendte inden for gymnasieverdenen.

Jeg har også talt med sagkyndige inden for feltet AI-ledelse (ledelse ved hjælp af kunstig intelligens). De mente samstemmende, at der ikke er grund til bekymring, tværtimod. Selvom der måske er tale om et usædvanligt tilfælde, så indikerer det, at det bestemt er muligt og ønskeligt at erstatte mellemledere med kunstig intelligens.

De sagde videre, at eksemplet kunne tyde på, at at vi kan forvente en rimelig uproblematisk digital omstilling inden for offentlig ledelse. Hvis det i den forbindelse skulle være nødvendigt at lægge ledere i kunstig coma, bliver der måske nok brug for mere plejepersonale rundt omkring, men det var ligesom ikke deres problem.