Kunst: Guide til Guldhornene

I 1802 stjal en falskmøntner de to store jernalder-guldhorn fra statens Kunstkammer og smeltede dem om i sit køkken. Denne forbrydelse gav motivet til Adam Oehlenschlägers digt "Guldhornene" (Digte 1803)

Inspirationen kom fra filosoffen Heinrich Steffens. Han var i København på udkig efter ansættelse ved universitetet, sprængfuld af nye ideer fra den tyske romantiks intellektuelle centre. Oehlenschläger og Steffens havde en lang natlig samtale, og om morgenen gik førstnævnte hjem og skrev sit program for den romantiske bevægelse, i ét hug.

Det følgende er et rids af baggrunden for denne kraftpræstation.

Politik

I 1789 lavede det forarmede franske folk revolution.

Revolutionens idealer var frihed, lighed og broderskab. Mange gode borgere forestillede sig at oplysningstidens ideer om indretning af samfundet på fornuftens vilkår nu kunne føres ud i livet.

Desværre gik revolutionen grassat og åd sine egne børn – den såkaldte rædselsperiode – og det var jo ikke videre fornuftigt.

Opgøret med det gamle styre blev kompliceret af andre staters nævenyttige indblanding, og den ballade banede vejen for Napoleon Bonaparte, som i 1803 gjorde sig til kejser over Det franske Imperium – frugten af revolutionens nationale samling og begejstring.

På den måde blev nationalismen, som ide og i praksis, eksporteret på franske soldaters bajonetter til hele Europa, Rusland inklusive.

Ideologi

Samtidig udvikles i Tyskland nye måder at anskue mennesket og naturen på. Man kalder denne bevægelse “universalromantik”.

Vigtige elementer er panteisme, monisme, dualisme og idealisme.

Gud opfattes som værende i naturen, ja naturen er Gud! Alt hænger sammen i en åndelig enhed, som kan føres tilbage til ét enkelt ophav.

Der findes ét universelt grundprincip, “ånden”, som er til stede i alt, fra sten til mennesker, og som forener alt – i ét.

Særligt udvalgte mennesker – genier – er i stand til at overskue og beskrive hele det sammenhængende system, som verden er. De oplever modsætningen mellem den harmoniske ideverden, man erfarer i sit indre og en triviel, borgerlig hverdag...

Denne dualisme er forbundet med sidste ide-element i universalromantikken: idealisme – verdens bagvedliggende ideer betragtes som virkeligere end hverdagens virkelighed.

Universalromantikken, eller organismetanken, er en måde at tænke og skrive på, som opstår i kølvandet af den franske revolution. Man tror ikke længere så fast på at samfundets problemer kan begribes eller løses ved en "oplyst" politik, i fællesskab. I stedet søges en individuel (for) løsning ved indsigt i disse højere, ideale verdener.

Jo højere op i naturens og samfundets organismer man bevæger sig, jo mere er de gennemtrængt af ånd. Allerøverst på den åndelige kransekage står kunstneren - skjalden, barden, digteren, musikeren - med sine visioner..

Universalromantikken afløses snart af nationalromantikken, og og det vidner om en øget bevidsthed om  national identitet. I den forbindelse vækkes i borgerskabet en interesse for “folkets” kunst: Folkeeventyr, folkemusik, folkeviser, folkedragter: tegn på længsel efter noget oprindeligt og autentisk.

Noget gik i stykker og må heles igen. Man søger autenticitet, sundhed og sikkerhed i naturen, nationen og historien.

Guldhornene forsvandt for evigt, men genopstod i Oehlenschlägers digt.

Findes fx på denne udmærkede poesi-tjeneste:

https://kalliope.org/da/text/oehlenschlaeger2019022016