Krigskunsten - interview med Sun Tzu

Annie Spratt. Unsplash.com

Vil De med en tur ud i historiens blå dis? Ja? –- så lad os flyve til Parnassos!

Sæt Dem kuns op på min ven, Lykkedragen – ja, er han ikke kær? - De behøver ikke at holde så fast - vi skal hilse på en god gammel kineser af mit bekendtskab. Og inden De når at pudse brillerne, så er vi der!

Solen lyser gennem en regnbyge, mens vi går ad en sti igennem en bambus-lund. På en bænk udenfor et lille tempel sidder en meget gammel mand - han rejser sig og hilser med et afmålt buk. Men han virker glad for at få besøg, det sker vist ikke så ofte.

Efter et par høfligheder fører han os ind i en have bag templet, hvor han byder på the og ingefærkager.

- Ærede marskal Sun Tzu- vi er kommet fra det fjerne Vesten for at bede om råd. Vores stat er i krig, og den trækker ud. Måske vil De give os vejledning i denne situation?

- Langvarige krige har aldrig været til gavn for nogen stat. Små krige styrker moralen og øger nationens sammenhold. Store og langtrukne krige undergraver moralen og svækker sammenholdet mellem folket og dets ledere. En langvarig krig gavner slet ikke et civiliseret lands selvrespekt.

- Hvad er Deres mening om "krigen mod terror?"

- Terror er en teknik, man bruger for at nå et mål. Man kan ikke føre krig mod en teknik, men mod terrorister - som har deres mål. Nogle af disse mennesker ønsker at skabe et rige, hvor alle kender deres plads under Profetens lov. Kalifaterne i Cordoba og Baghdad var stjernestunder i historien, men de islamiske terrorister jager en drøm om fortiden. Og bag de smukke idealer gemmer sig formentlig helt andre interesser!

- Hvordan vurderer De Vestens muligheder i denne“krig”?

- Den vestlige måde at leve på har sejret, indtil videre. Men Vesten er sårbar og usikker, på grund af sin åbenhed.

Nutidens teknologi gør at meget få krigere er i stand til at dræbe mange mennesker, med små midler.

Og så er denne krig religiøst motiveret, og det er den værste begrundelse! Islamiske selvmordsbombere er tegn på strategisk underlegenhed –og lokal teologisk overlegenhed! Jeg vil anbefale en defensiv, henholdende strategi. Jeg ville foretage indirekte manøvrer, og ikke engagere modstanderen direkte. Afskær ham fra at skaffe sig forsyninger og ødelæg hans moral.

Hvis vi ikke ønsker direkte kamp, kan vi kaste et eller andet værdiløst, vi har til overs, på hans vej. På den måde leder man ham på vildspor og får ham måske til at opføre sig så dumt, at han mister opbakning i befolkningen. Man fratager ham initiativet, ved at tvinge ham til at forberede sig på mulige angreb.

Men man kan ikke vinde en krig mod guerillasoldater, ikke så længe de har støtte i den jævne befolkning. At sætte en hær ind mod en guerilla er tåbeligt. Derimod kan man fjerne årsagerne til terrorisme, men det tager lang tid!

- En af Deres Vestlige kolleger, Hr. von Clauzewitz, skriver at krig er politikkens fortsættelse med andre midler. Hvad siger De til det?

- Han har ret. Der er intet klart skel mellem krig og politik. Begge metoder handler om fordeling og udveksling af energi. De to glider over i hinanden, for eksempel i diplomatiet. Derfor bør man gøre sig klart hvilke politiske mål man kan opnå ved et felttog. Og hvilke militære fordele der kan skaffes ved forhandlinger. Man kan ikke vinde krigen med forhandling, men man kan vinde freden - med forhandling og fornuftige traktater!

Den største kunst er at vinde uden kamp. Det vil sige, at man ved politisk arbejde får sin vilje, uden ofre og store anstrengelser. Det er bedst at nå sine mål på fredelig vis. Hvis det kommer til krig, er det kun den hærfører, som kender krigens elendighed og ondskab til bunds, som kan vide hvordan hæren skal ledes.

- Hvad er demokratiernes muligheder for at forsvare sig mod totalitære styreformer?

- Jeg har ikke forstand på demokrati. Men det må gælde for alle stater, at lederne skal være i overensstemmelse med folkets opfattelse af situationen. Altså må lederne finde ud af hvad deres nations mål er, og få disse mål til at stemme overens med folkets opfattelser.

I min aktive tid, ved hoffet i riget Chi´n, var der et krigsparti og et fredsparti. Det har næppe ændret sig. For mig at se, er det største problem, at den vestlige civilisation er i konflikt, både med resten af verden og med naturen. Vesten kæmper så at sige på to fronter. Denne dobbelte konflikt kan man ikke vinde. Vil Vesten udbrede sin uhæmmede måde at skabe rigdom og velstand på til hele verden?

Hvis det er tilfældet, så arbejder Vesten mod egne interesser på lang sigt. Og så er de vestlige nationer splittet mellem forskellige interesser.

Man kan ikke føre krig uden snyd og bedrag. Men hvis man i virkeligheden kæmper mod sig selv, mod sine egne interesser, så må man afsløre selv-bedraget!

Hvordan allierer man sig med naturen? Kan man forhandle med et tordenvejr, en snestorm eller tidevandet? Nytter det noget at ofre til stormen, til det brusende hav? Hvordan besværger man en smeltende gletscher?

- Hvad bør man gøre i denne situation?

- Rigdom, magt og overdreven selvsikkerhed gør blind for andres måder at anskue tingene på. Sand indsigt vindes ved afkald og forsagelse.

Vesten - som på en mærkelig måde nu også omfatter mit kære Kina! –- er foragtet og misundt af mange, som kunne være forbundsfæller.

De vestlige nationer har med videnskab, godt købmandskab og militær magt skaffet sig adgang til meget store mængder energi. Energi er i sig selv hverken lys eller mørk. Men de måder man anvender energien på er gode eller onde...

- Ærede marskal Sun Tzu, vi er taknemmelige for Deres venlighed og gode råd. Vi vil nu rejse tilbage til vores jordiske hjem...og tak for the!