Historie: Kort om kildekritik

Historikeren Kristian Erslev (1852 -1930) løste elegant det af tyske historikere opstillede problem om opdelingen af kilderne i levn ("Uberreste") og beretning ("Tradition"). 

Han gjorde problemet til et spørgsmål om betragterens anvendelse af kilden; ikke en opdeling der beror på tingen selv.

I lærebogen “Historisk Teknik” fra 1911 skriver han:

I mine Grundsætninger fra 1892 betonede jeg, at enhver Beretning naturligvis tillige er en Lævning, og paa den anden Side, at hvor Lævningen indeholder en beretning, maa denne benyttes og bedømmes som saadan: men jeg var da endnu ikke nået til at drage den nærliggende Slutning, at Forskellen i Virkeligheden ligger i vor forskellige Maade at benytte Kilden paa.

Det betyder, at ting fra fortiden ikke kan rubriceres som enten levn eller beretninger. Det ville give nogle aldeles kunstige skel. 

En sådan Tvedeling vilde i meget grove Træk komme til at svare til den i Tyskland benyttede.Men hvilke Urimeligheder vilde den ikke føre til. Vi har fra Broncealderen en Del ensartede Redskaber, som man mener at kunne Bestemme som Rageknive, og paa en Del af dem ses en Afbildning af Skibe: vilde man sætte disse sidste i den ene Hovedgruppe, den, der fattes Afbildninger, i den anden, var det dog at adskille det, som naturligt hører sammen.

Alt, hvad der overleveres til os af menneskelige frembringelser fra fortiden, er levn eller artefakter. Det gælder alt fra bronzealder-rageknive til barbermaskiner.

“Levn” bruges i første omgang som en samlebetegnelse for alle disse potentielle kilder til viden om fortiden.

Hvis nogle af disse levn rummer en intenderet meddelelse, fx en samling breve / mails, kan de bruges som kilder af historikeren på to måder. 

1) Som levn, hvor han skaffer sig dokumentation for, hvordan forholdene var, da kilden blev til. Her bruges betegnelsen “levn” om historikerens hensigt. Gennem levns-aspektet slutter man til kildens ophavssituation.

På den måde kan man, særlig hvis det er informationsrige kilder man arbejder med, skaffe sig oplysning om ophavsmandens værdinormer; hvad han synes er smukt og rigtigt, hans verdensbillede og holdninger til andre mennesker. Kort sagt: kildens ideologi. 

2) Historikeren kan alternativt bruge kilden som beretning, det vil sige, at han skaffer sig viden om, hvordan forholdene var udenfor ophavssituationen. Man undersøger kildens emne, f.eks. en politisk begivenhed.  

Ved at skille levns- og beretningsaspektet bliver det muligt at sige noget sikkert om kildens tendens, altså kildens mulige fordrejning af faktuelle begivenheder, hvilket kan skyldes ophavsmandens værdier, fordomme eller vidensniveau. 

På samme måde er litteratur, malerier eller rumlig kunst intenderede meddelelser fra fortiden og kan  anvendes som kilder til kunstnernes holdninger og/ eller til de begivenheder, værkerne beretter om.  

Kristian Erslev: Historisk Teknik. Side 6 - 7

Findes på: https://slaegtsbibliotek.dk/910690.pdf