Historie: Mumitrolden opdager Kometen

Von einem Schrecklichen vnd Wunderbarlicehen Cometen. Træsnit 1570-erne. Wikimedia Commons

Barndom - voksendom

Som barn tager man tingene for givet. Hvad de jo også er, for mennesket bliver om ikke kastet, så i hvert fald sat i verden.  En nyfødt ved ikke, at der findes noget bagved tingene og begivenhederne. Alt er bare som det er. Årsagsløst og ren overflade.

Jeg går i den violette time hjem fra kælkebakken ved åen med kolde tæer i gummistøvlerne gennem høj nyfalden sne. En forårsmorgen indånder jeg duften af ti tusind kirsebærblomster, og en støvet og kedelig sommereftermiddag finder vi en kær redefuld blinde kattekillinger i en halmbunke oppe på loftet. Stadigvæk er alt bare til, som den syrlige duft fra bunken af valnøddeblade i fars trillebør.

Men langsomt vågner mistanken om at verden har dybde og skjulte årsager. 

Mennesket er en barnlig dyreart. I hvert fald kan biologer næppe være meget uenige om (eller i), at mennesket, som dyreart betragtet, har ”neoteniske” eller barnlige træk: en stor hjerne i forhold til kropsvægten og pelsløs hud, for at nævne et par. At vi forbliver barnlige og dermed lærevillige livet igennem, er formodentlig én forudsætning for at vi kan udvikle os til velsocialiserede voksne, som stadig kan lære nyt, også i en halvhøj alder.

I denne dialektisk indrettede verden forholder det sig måske samtidig helt omvendt: mennesker fødes vise og præcis sådan som de skal være. Men selvom vi kan hænde har lov at tro, at mennesker begynder som små voksne i svøb, så skal voksendom læres.

Vi ville ikke være i stand til at lære noget som helst, uden at vide noget på forhånd. Er dannelsen af bevidstheden afhængig af, at der ligger en forudviden, en medfødt mental matrice, som udfyldes eller aktiveres?

Menneskes medfødte potentialer aktiveres gennem leg og undervisning, sådan at det gennem små prøvelser udstyres med  lærelyst og anvendelig kundskab. Kærlighed, viden og livsmod er selvklart grobund for at mennesker udvikler sig harmonisk.

Menneskekroppen foldes ud af ægget og fostret efter en fantastisk velfungerende plan.

Følges dette programmerings-mirakel med udfoldelsen af en grundlæggende fiks og færdig bevidsthed, i den genetiske ”pakke”, vi får med på livsvejen? Formes bevidsthed og personlighed til dels ud fra en art "sjælens genetik"?

Hvis, hvad er dens medium og dens DNA? 

Eller - her begynder vi at træde i den tynde luft - formes bevidstheden ud fra en oprindelig, medfødt, bevidsthed, som bor i et for øjeblikket ubekendt indre "rum", og formidles af et for øjeblikket ubekendt medie? Formes bevidstheden udelukkende af kulturen og naturen, som vi kender den? Kan man skelne skarpt mellem individ og omverden, mellem psyke og physis, når det gælder skabelsen af det mest mærkværdige vi møder her i livet - os selv? 

Lad os komme ned på Jorden igen og konstatere, at vi bliver til de voksne, vi er, og forbliver de børn, vi var.

Hvis det går helt, helt galt med kulturen og der er krig i landet, så lider mange børns tillid til verden et knæk, det er selvklart. Heldigvis findes der potente kulturelle modgifte mod kedelige eller ligefrem livstruende miljøer.

For eksempel i sang og musik, film, læsestof, tegneserier, intelligensudfordrende computerspil. Hvis børn har adgang til gode historier, så får de en chance for at lære noget om veje og udveje i livets krisetider og at holde ud. Gode eventyr viser som groftskårne træsnit livets grundsituationer - kærlighed og jalousi, rigdom og fattigdom, krig og fred, udrejse, hjemkomst.

Mumitrolden og mig

En af mine første bøger var, og er, Tove Janssons roman, ”Mumitrolden opdager Kometen”.

Romanen er fra 1947, oversat til dansk 1954. Jeg fik den til min syvårs fødselsdag 1962. Jeg vidste ikke (jeg var ny i læsekunsten, og kiggede ikke på ikke det, der står bag på titelbladet), at der fandtes en fortsættelse: ”Mumitrolden vender hjem”. Senere læste jeg adskillige af Mumibøgerne, men styrede på en eller anden måde uden om fortsættelsen. I 2005 købte jeg de to samlede romaner i Helsinki og læste dem på hotellet.

Mumidalen, mumitroldenes hyggelige hjemegn – hele verden – trues af udslettelse af en kæmpestor komet. Mumitrolden og hans bedste ven Snif drager ud til et observatorium i de højeste bjerge, for at spørge videnskabsmændene deroppe om, og hvis hvordan, Jordens undergang kan undgås. Efter mange anstrengelser finder de ud af, at det eneste brugbare videnskaben ved, er præcis hvornår kometen vil ramme Jorden. Undergangen er uundgåelig.

Mumitrolden, Snif og vagabonden Snusmumriken, der har sluttet sig til dem, drager hastigt hjem til Mumidalen, for at advare familien. Her ender første del. 

I anden del kommer rejsekammeraterne, efter mange farer og genvordigheder (og en kærlighedshistorie), hjem til Mumidalen i sidste øjeblik. Mumifamilien og deres venner søger tilflugt for kometen i en klippegrotte ved havet. Heldigvis strejfer kometen blot Jorden og alle overlever. Man vender tilbage til det vante liv i Mumidalen. Stor lettelse og glæde til sidst! Videnskaben kunne ikke forudsige alt, heldigvis.

Da jeg lukkede bogen i, der på hotellets balkon, med udsigt til birketræer i den lyse nordiske nat, gik det op for mig at noget var afsluttet i min personlige historie. Den kolde Krig var helt forbi inden i mig og bare en ufarlig ting i fortiden, skønt det godt nok var femten år siden konflikten endte i ”virkeligheden”.  Jeg var på en mærkelig måde vendt hjem til freden. Stor lettelse og glæde til sidst. Fremtiden var alligevel uforudsigelig, heldigvis.

For - det meste af mit liv havde en lille bitte del af min bevidsthed, på en sær måde, befundet sig sammen med Mumitrolden og hans venner oppe på observatoriebjerget, lige da de havde fået den forfærdelige besked af videnskabsmændene. Jeg vidste de ville rejse hjem til Mumidalen igen, men ikke hvordan historien endte. Og den situation passede godt sammen med, at jeg i mange år havde frygtet, at livet på Jorden ville ende på en rigtig kedelig måde.

Læsning er noget besynderligt noget.

Finland i 2. Verdenskrig

Romanerne om Mumitrolden og kometen er skrevet på baggrund af Finlands barske oplevelser under 2. verdenskrig.

Efter et, trods alt, ærefuldt nederlag mod Sovjetunionen i Vinterkrigen 1939 – 40, var landet frivilligt – nødtvungent gået sammen med Tyskland mod Sovjet, i den såkaldte Fortsættelseskrig 1941 - 44. Finland var ikke allieret med Tyskland, men gik alligevel i krig igen, dels af frygt for at tyskerne ville besætte landet og bruge det som base, dels fordi man fik mulighed for at genvinde de landskaber, russerne just havde røvet.

Man frygtede vel også, at Sovjet ville benytte sig af en eventuel neutralitet og erobre landet – før Tyskland. Det lille demokratiske land befandt sig i en næsten umulig situation og måtte manøvrere i den retning, situationen krævede. Finnerne elskede hverken deres påtvungne venner eller fjender.

Mænd og sønner kæmpede og døde, kvinder og børn bad og græd. Som de gjorde i store dele af verden.

Med besindighed, snedighed, sjælsstyrke og den nødvendige portion held kom finnerne ned på den rigtige side af koldkrigs-hegnet, da krigen sluttede. Hvis det umættelige Nazi-Tyskland havde sejret, var Finland formodentlig blevet et tysk protektorat med samt ensretning, racerenhed og alt det dér bræk.  Hvis finnerne ikke havde været tilbageholdende og selvstændige i samarbejdet med tyskerne, var de sandsynligvis blevet besat af Den røde Hær. Nationen undgik med nød og næppe vanære og trældom. 

Romanerne om Mumitrolden og kometen er en historie om verdens undergang, fortalt for børn. En lignelse om Jordens snarlige udslettelse, med uforklaret og næsten mirakuløs vending til sidst. De er ikke blot børnebøger, men også historier for børn, der lever inden i voksne, som ikke har forvandlet sig selv til omvandrende  beskyttelsesrum.

Den kolde Krig

Få år efter 2. Verdenskrig sluttede, begyndte menneskehedens lange vandring gennem den uhyggelige ørken, hvor der vokser radioaktive hvide kæmpefluesvampe.

I fyrre år udkæmpede verdens to tilbageværende stormagter, USA og Sovjetunionen, en ulideligt forlænget kamp om hvem der virkede mest besluttet på at turde lade verden gå under. "Den kolde Krig" er et selvmodsigende men præcist udtryk for denne  sjæls-opslidende konflikt mellem to politisk-økonomiske systemer, som var lige sindssyge, hvad angik lysten til at danse dødedans på randen af afgrunden. 

En krig ført som forberedelse til en krig, man ikke ønskede at udkæmpe.

I den kapitalistiske vestlige ”lejr” måtte borgerne i det store hele tænke og sige hvad de ville, f.eks. om følgerne af en atomkrig. Fredsdemonstrationer betød til tider en irriterende udfordring til staterne, men magthaverne i vesten havde generel opbakning til at "fronte" fjenden på den anden side Jerntæppet. Blandt andet fordi kapitalismen på lange stræk fungerede glimrende. Høj levestandard gav god national moral og mulighed for en vis politisk frihed. En velfungerende økonomi gav propagandafordele og mulighed for at hælde umådelige ressourcer i det militær-industrielle kompleks.

I den "socialistiske lejr” var det en borgerpligt at ytre sig positivt om landets militære sager. Man måtte selvfølgelig gerne kritisere Vestens provokerende oprustning. Selvstændig meningsdannelse betragtedes som forræderi og mental republikflugt. En stærkt ubehagelig politisk undertrykkelse i landene øst for Jerntæppet viste, hvor ringe den folkelige opbakning var til ”Den reelt Eksisterende Socialisme". Også kendt som Russisk Imperialisme.

USA og dets allierede vandt Den kolde Krig, navnlig fordi man kunne tvinge Sovjetunionen og dets klientstater til at bruge så mange ressourcer på en stående hær og udvikling af nye våbensystemer, at det gik hårdt ud over produktionen af forbrugsgoder. Manglen på basale varer og en smule nødvendig luksus gav dårlig national moral. Desuden var populær-kulturen i Sovjet & vasalstater på ingen måde sprælsk og spændende. Så var amerikansk rock & roll meget sjovere.

Jeg har repeteret disse forhold for at give baggrund for en grundstemning i min opvækst og ungdom: Verdens Mulige Undergang.

Som drøn om natten fra kanonerne på øvelsesterrænet ude bag skoven. Som mandskabsvognes larvebælter mod asfalt. Som afprøvningen af alarm-sirenen oppe på skolens tag, hver eneste onsdag middag. Som efterårsmanøvrer, hvor soldater ses allevegne i landskabet og jagerfly suser skræmmende lavt henover bakkerne.

Den første fornemmelse af mulig fælles udslettelse fik jeg under Cubakrisen i 1962. En stille efterårsaften samlede folk sig i små klynger på vejen; det plejede de ellers ikke. Normalt var det kun børn, der søgte sammen for at lege efter aftensmaden. Min far og jeg gik en tur op og ned ad vejen og jeg hørte for første gang ordet ”Cuba”, da han snakkede med en bekendt. Ingen fortalte os børn noget, men uroen, bekymringen kunne mærkes i den tiltagende skumring. De voksne tænkte vel på, om de var i live næste morgen. Med god grund, viste det sig.

Cuba-krisen medførte omkring tyve år med delvis afspænding mellem Øst og Vest, ud fra en gensidig forståelse for det kollektive selvmords (u)mulighed. Den kolde Krig blev imidlertid igen "varm" i begyndelsen af 1980-erne, godt næret af USA's præsident Reagans hårde retorik. Jeg husker søvnløse nætter vinteren 1982-83. Når jeg at læse denne roman færdig? Skal vi dø af den hvide varme i nat? Jeg betalte vel prisen for ikke at ville tage tingene for givet og acceptere krigs-truslens nødvendighed. 

Vi ved nu at det flere gange var uhyggeligt tæt på at gå fuldstændig galt med atomlegetøjet. Min og mængder af andre fredsaktivisters paranoia viste sig at være velbegrundet. Det var ikke voksne og kærlige mennesker, som kontrollerede atommissilerne, men barnlige og vrede politikere, soldater og teknikere, som lod sig beherske af teknikken.

Og derfor følte jeg en forsinket lettelse og forundring over at have overlevet 3. verdenskrig, sammen med mumitroldene. 

Opdatering 2024

I dette hellige øjeblik, hvor De læser dette, har tusinder af dygtige teknikere verden over travlt med at vedligeholde og udvikle bestanden af a-våben.

Med den Russisk-Ukrainske krig er motivet til (at true med) udløsning af en altudslettende A-krig i Europa vendt tilbage.

Europa havde tredive gode år, og nu er freden forbi.

Fandens osse.