Digt: Ginsberg: Solsikke Sutra

Sunflower Sutra
 
I walked on the banks of the tincan banana dock and sat down under the huge shade of a Southern Pacific locomotive to look at the sunset over the box house hills and cry.

Jack Kerouac sat beside me on a busted rusty iron pole, companion, we thought the same thoughts of the soul, bleak and blue and sad-eyed, surrounded by the gnarled steel roots of trees of machinery.

The oily water on the river mirrored the red sky, sun sank on top of final Frisco peaks, no fish in that stream, no hermit in those mounts, just ourselves rheumy-eyed and hung-over like old bums on the riverbank, tired and wily.

Look at the Sunflower, he said, there was a dead gray shadow against the sky, big as a man, sitting dry on top of a pile of ancient sawdust—

—I rushed up enchanted—it was my first sunflower, memories of Blake—my visions—Harlem
and Hells of the Eastern rivers, bridges clanking Joes Greasy Sandwiches, dead baby carriages, black treadless tires forgotten and unretreaded, the poem of the riverbank, condoms & pots, steel knives, nothing stainless, only the dank muck and the razor-sharp artifacts passing into the past—
 
and the gray Sunflower poised against the sunset, crackly bleak and dusty with the smut and smog and smoke of olden locomotives in its eye—
 
corolla of bleary spikes pushed down and broken like a battered crown, seeds fallen out of its face, soon-to-be-toothless mouth of sunny air, sunrays obliterated on its hairy head like a dried wire spiderweb,

leaves stuck out like arms out of the stem, gestures from the sawdust root, broke pieces of plaster fallen out of the black twigs, a dead fly in its ear,

Unholy battered old thing you were, my sunflower O my soul, I loved you then!

The grime was no man’s grime but death and human locomotives,
 
all that dress of dust, that veil of darkened railroad skin, that smog of cheek, that eyelid of black mis’ry, that sooty hand or phallus or protuberance of artificial worse-than-dirt—industrial—modern—all that civilization spotting your crazy golden crown—

and those blear thoughts of death and dusty loveless eyes and ends and withered roots below, in the home-pile of sand and sawdust, rubber dollar bills, skin of machinery, the guts and innards of the weeping coughing car, the empty lonely tincans with their rusty tongues alack, what more could I name, the smoked ashes of some cock cigar, the cunts of wheelbarrows and the milky breasts of cars, wornout asses out of chairs & sphincters of dynamos—all these
entangled in your mummied roots—and you there standing before me in the sunset, all your glory in your form!
 
A perfect beauty of a sunflower! a perfect excellent lovely sunflower existence! a sweet natural eye to the new hip moon, woke up alive and excited grasping in the sunset shadow sunrise golden monthly breeze!
 
How many flies buzzed round you innocent of your grime, while you cursed the heavens of the railroad and your flower soul?

Poor dead flower? when did you forget you were a flower? when did you look at your skin and decide you were an impotent dirty old locomotive? the ghost of a locomotive? the specter and shade of a once powerful mad American locomotive?
 
You were never no locomotive, Sunflower, you were a sunflower!   

And you Locomotive, you are a locomotive, forget me not!

So I grabbed up the skeleton thick sunflower and stuck it at my side like a scepter,
and deliver my sermon to my soul, and Jack’s soul too, and anyone who’ll listen,

—We’re not our skin of grime, we’re not dread bleak dusty imageless locomotives, we’re golden sunflowers inside, blessed by our own seed & hairy naked accomplishment-bodies growing into mad black formal sunflowers in the sunset, spied on by our own eyes under the shadow of the mad locomotive riverbank sunset Frisco hilly tincan evening sitdown vision.
 
Berkeley, 1955
 
 
Gendigtning v/ EKS
 
Solsikke-sutra

Jeg gik langs blikskurene på kajen hvor bananbådene lægger til og satte mig i skyggen af et enormt Southern Pacific lokomotiv for at se solen gå ned over parcelhusbakkerne og græde.

Jack Kerouac sad ved siden af på en bøjet rusten jernbjælke, min fælle; vi tænkte de samme tanker, triste og blå, med bedrøvede øjne, omgivet af maskintræers forvredne rødder.

Det olierede vand i floden spejlede den røde himmel, solen sank bag toppen af de yderste San Fransisco-bjerge, ingen fisk i den flod, ingen eneboer i de bjerge, bare to bumser på flodbredden, rødøjede og med tømmermænd, trætte og snu.

“Se Solsikken” sagde han, en dødningegrå skygge mod himlen, stor som et menneske, udtørret på toppen af en bunke ældgammelt savsmuld -

- Jeg rejste mig fortryllet op - min første solsikke, jeg huskede Blake - mine visioner - Harlem
og Helvederne ved Østkystens floder, hvor klapbroerne smækker kæberne sammen om Joe's Fedtede Sandwiches; flodbredder som digte om døde barnevogne, sorte nedslidte bildæk, glemte og uvulkaniserede, kondomer & kasseroller, stålknive, intet rustfrit, blot det klamme møg og de barberbladsskarpe ting som forsvinder ind i fortiden -

Og den grå Solsikke stod i silhouet mod solnedgangen, revnet og støvet, med røg og sod fra ældgamle lokomotiver i øjet - den visne blomst hang på stænglen som en smadret krone, kerner var drysset ud af dens ansigt, en tandløs solskinsmund, solstrålerne stod om dens hår som et edderkoppenet af stålwire, blade stak ud fra stammen, armene vinkede fra det rådne savsmuld, stumper knækket af de sorte grene. Og den havde en død flue i øret.

Solsikke, ødelagte uhellige gamle ting, ved min sjæl, da elskede jeg dig!  

Soden som dækkede dig var ingens sod, men dødens og menneskelige lokomotivers sod, din dragt af støv og kappe af kulrøg, dine beskidte kinder og øjet fyldt med sort elendighed, din sorte hånd eller pik eller strålekrans af kunstigt værre-end-lort - industrielt - moderne - thi hele denne civilisation håner din tossede gyldne krone -
og sløve tanker om død, et støvet kærlighedsløst øje, stumper af blege rødder begravet i et fattigt hjem af sand, savsmuld og gummidollarsedler, skind, nosser og indvolde af en grædende hostende bil, ensomme tomme blikdåser med tunger som stønner ack! hvad mere kunne jeg nævne, skoddet af en pik-cigar, trillebørskusser og bilvrags mælkespændte bryster, sofaer med polstringen ud af røven og dynamoernes lukkemuskler - alt dette viklet ind i dine mumificerede rødder - og dér stod du foran mig i solnedgangen, fuldkommen og strålende! 

En solsikkeskønhed! En fuldkommen udmærket skøn solsikke! Vågnet til live i den gyldne solnedgangs opstandelses-brise kiggede du yndefuldt og ivrigt med dit kønne solopgangs-øje mod nymånen et gyldent solnedgangsøjeblik!

Hvor mange fluer summede ikke rundt om dig, uskyldigt uvidende om din tilsværtede krop, mens du forbandede jernbanehimlen og din blomstersjæl?

Stakkels døde blomst, hvornår glemte du at du var en blomst? Hvornår så du på din hud og fandt ud af at du var et gammelt impotent lokomotiv? Et lokomotiv-spøgelse? Genfærdet og skyggen af et affældigt amerikansk damplokomotiv?

Du har aldrig været et lokomotiv, Solsikke, du var en solsikke!

Og du, Lokomotiv, glem ikke at du er et lokomotiv!

Så trak jeg den skelettynde solsikke op og plantede den ved min side som et scepter og forrettede en gudstjeneste for min egen sjæl, og Jack's sjæl, og enhver som vil lytte.

- Vi er ikke vores tilsodede hud, og slet ikke rædsomme triste støvede lokomotiver; vi er gyldne solsikker indeni, velsignede af vores egne frø & hårede nøgne kroppe som søger fuldkommenhed, men bliver til vanvittige sorte solnedgangssolsikker, udspioneret af vore egne øjne siddende i skyggen af det vanvittige lokomotivs

San Franciscoblikdåseaftensiddendesolnedgangsvision. 

 

Berkely 1955

 

Allen Ginsberg læser digtet op:

https://www.youtube.com/watch?v=8A_tDB7t5eg
 

 

Oversætters note:

Af og får man et job som som færgemand. En sending ordbilleder skal sættes over til et andet sprog. Når de er kommet trygt over, så hitter de selv vejen videre til læseren.

Slidstærke digte, som fx ovenstående, går man i møde ad begrebernes Hovedvej og billedernes Kongevej. Forstanden, ledet af fornuften, trasker lige ud ad Hovedvejen. Den vej er for alle og enhver. Kongevejen er den smalle eksklusive vej “hiin enkelte” må følge, alene med sig selv. Følelser, sindbilleder og symboler finder man udelukkende ved at følge det underbevidstes slyngede sogneveje, hvor man godtnok kan komme længere ude på landet, end man troede muligt, derude hvor kortet ikke dækker og GPS'en ikke rækker.

Måske foregår digtet lige der, hvor to kortblade støder sammen, og af en eller anden mystisk grund ikke passer sammen.  

Hvis man er faret grundigt vild, så orienterer man sig fornuftigvis efter kompasset, solen og vindretningen og finder Hovedvejen. Derfra forsøger man igen at hitte sin egen Kongevej. På den måde nærmer man sig stilfærdigt, inderligt og energisk en fortolkning af digtets fortolkninger; en fortolkning man måske havde en anelse om fra begyndelsen af.

Digtet er selvfølgelig ude på noget.    

I middelalderen var det en udbredt skik at afholde “narregudstjeneste” i tiden op til fasten. Kirkens hellige ritualer blev vendt om, så man kunne se dem bagfra. Og se, de havde slet ikke noget på! Præsten er jo også nøgen inde under sine respktindgydende gevanter; han er en tam abe, man kan efterabe, byens ideologiske dukkefører...

Et tænkt, men ikke usandsynligt eksempel: En søndag formiddag i 1400-tallet drikker en flok af byens borgere nogle solide kander øl og vin og slingrer bagefter hen til gudstjeneste, hvor de opfører en tåbelig, stærkt improviseret fuldemandsgudstjeneste - "præsten" kludrer rundt foran alteret med messetøjet omvendt på, mens han mumler de par latinske brokker, han nu kan huske: Hoc est corpus! Non contra ventum mingit! Han slår præstekjolen op og afslører sin brede borgerlige bagdel, mens han knæler foran alteret. Successen er sikker, og ikke et øje tørt, for de meget voksne “messedrenge” er rigtig gode til at bøvse og prutte og falde over hinanden! På den måde afslører man at messen (og alt hvad der i øvrigt foregår i kirken) også er et stykke teater - et virkelighedsteater.

Sådan en narregudstjeneste var del af de karnevals-festligheder, som føres videre i vore dages verdslige karneval. "Karneval" betyder helt bogstavelig "farvel til kødet". Først og fremmest et farvel til kødet man spiser, men også det kød man selv er, legemet, som jo snart skal "spæges" i den tilstundende fastetid. Men før man kan sige farvel til kødet, må man have sagt goddag. Så én gang om året vendte kroppen tilbage with a vengeance. Det har ofte gået meget vildere til end her antydet.

"Solsikke Sutra"  beskriver en vision, en inspiration, en opløftelse - en meningsgivende mental begivenhed - som leder til opførelsen af en narregudstjeneste. Selvfølgelig opføres den skildrede "gudstjeneste" i en næsten usammenlignelig anden sammenhæng, og med helt andre midler (og hensigter) end middelalderens. Men dengang som nu må det være sandt, at sandhederne, også de om kroppens vilkår i samfundet må og skal frem. Hvis ikke narren længere tør sige sandheden, så skal man være bekymret.

Samtlige politiske dræberklovne og åndelige svagpissere, man desværre ofte blot smigrer med betegnelsen "diktatorer", de sørger som det allerførste efter magtovertagelsen for at få lukket og brændt nationens satiriske tidsskrifter og politiske cabareter. Forrest i køen til det hemmelige politis kældre står snart nationens digtere og stand-up komikere. Senere kommer torturturen til journalister, musikere og malere. Mangel på omsorg i den henseende skal ingen kunne klage over.  

Allen Ginsberg (1926 - 1997) var en af “den slagne generations” - beatgenerationens - hurtigst løbende og højest springende spirituelt-politiske digtere. En nød, som kendte sine rødder, særlig digteren William Blake.

 

Diget er hentet fra Collected poems 1947 - 1980

Biografi:

https://www.poets.org/poetsorg/poet/allen-ginsberg