Historie: Tid bundet i billeder

Tryk på billedet for at åbne det i stor størrelse i nyt vindue.

I begyndelsen var der flydende farver og uendelige rum. Så kom fotografiapparatet. Og nu sidder jeg her med et brunt krokodilleskinds-mønstret fotoalbum med billeder fra min mors ungdom i 1930-erne. Et tilfældigt opslag viser et syn fra en udflugt til datidens største byggeplads, Storstrømsbroen. To cementpiller med et lille sejlskib imellem -

Videre: et glat, fladt, blankt 8x6cm minde: Hans Andersens gårdsplads med pumpe og jernhjul-trillebør foran kostalden med blikbeslået skydeport. Vigtige ting at se hvis man var vokset op på et husmandssted i 1930-erne - og var blevet så stor at man snart skulle langt bort og derfor med sit konfirmations-kodak-kamera tog billeder af betydningsfulde syn fra ens barndom - staldvinduerne, den todelte dør, lugen de voksne brugte til at kaste roer ind ad, bliktaget (det lå stadig på sidst jeg kom forbi) og en gavl der for min mor, som blev det voksne barn der fødte mig, nok har rejst sig helt op i skyerne.

På det grå pap-blad sidder også tre små portrætter og et gruppe-sølvbryllupsbillede af nogle folk jeg ikke kender - måske titter min mormors ansigt frem sky & skjult bag de foranstående - portrætterne forestiller nok min mors veninder og - måske - en nyligt afdød onkel. Han er kaldt hjem - sover den lange søvn - holdt op med at udskille affaldsstoffer - whatever, så er han holdt helt op. Og ligger i skrivende stund på retsmedicinsk fordi han beholdt sin død som en hemmelighed. "Sikke noget snyd" tænkte myndighederne og lagde ham i kølebox. Og vi venter på DNA-test som skal vise hans identitet, som ikke længere er. Absurd og meget fornuftigt.

Dengang blev grisene sendt til England med en tikroneseddel bundet til halen. Morfar gemte sine svinekort. Jeg har set dem. Danskerne forærede fedt bort til englænderne og kan det nu betale sig? Og degnen gik med briller, men min mor måtte ikke få nogen, hun var jo ikke "klog"… Var vi (u)lykkelige på en blidere - eller mere rå måde? Hvem var vi?

Billeder fra forsvundne dage - almindeligheder hentes frem en sidste gang, inden de ender i affaldstønden. Man lader sig distrahere af historien; får et sideblik på sig selv.

Nu har sproget overtalt billederne og er i gang med at overtale sig selv til at give nye brud, nye forskelle fra sig; det eneste der har værdi. Sproget, det er mig.

Tanken standser sammen med Martin A. Hansen og hengiver sig til synet af regnbyger langsomt drivende ind over beskygget landskab med små huse og gårde med haver, halmstakke, levende hegn, roemarkers grønne rækker, mejerier og skoler, alt sammenbundet af veje og telefontråde. Stykker af stammens væv. Vejnettes ånd.

Luftens kølige fugtighed i svælget, da hun stod ved et lille vandhul en sommeraften og lyttede til frøerne under Guds vilde solnedgangs-farvespil over Sjællands horisont mens nattergalen sang for evigheden.

Billeder fra dengang der var mørke til. Og måske netop derfor mere lys...

November 2004