Kunst: Velfærdskunst i Næstved

Børge Jørgensen: Stor Aggression 1971. Brønderslev. Billede fra koes.dk

Bagom skulpturen "Livsglæde" i Skovparken, Næstved

Kunst som fortolkning

Et af min ungdoms fyrtårne, kunstformidleren og kommunisten Rudolf Broby-Johansen, mente at kunst er det samme som menneskeværk. Hvad enten vi laver mad, bygger huse, lægger brosten eller maler billeder, er det alt sammen udtryk for en kunnen - og dermed kunst. Kunst er noget enhver kan. Derfor er ingen kunst finere end andre.

Ud fra denne tanke er der kunst i enhver kunnen –- og det er rigtigt - men en sådan demokratisk opfattelse gør samtidig kunstbegrebet meningsløst. Problemet er, at Broby-Johansen helt enkelt satte lighedstegn mellem kultur og kunst. Dermed bliver kunstbegrebet tomt. Et begreb som omfatter alt, betyder ingenting. 

Selvfølgelig vil vi mere med at stege en bøf eller bygge et hus, end skaffe os nærings- eller brugsværdi. Man kan f.eks. tillægge det stegte kød kvaliteter som velstand, maskulinitet og mindelser om jagtens spænding og triumf. Hvis vi dertil spiser pommes naturelles med sovs og gemyse, så udtrykker vi tillige danskhed, folkelighed og tradition - ikke sandt?

Måltidet i samtalekøkkenet signalerer noget, ja. Men er bøffen, kartoflerne, køkkenet og boligen kunst? Ikke hvis kunst defineres som en bevidst gestaltet fortolkning af verden.

Når vi maler et billede, skriver digte, eller former en skulptur, giver vi udtryk for vores opfattelse af tingene - og forsøger forhåbentlig samtidig at blive lidt mere bevidste om, hvad vi mener om naturen og os selv.  …

Igennem mange århundreder udtrykte menneskene i Vesterlandet sig i billeder og skulpturer, som for det meste forestillede noget genkendeligt eller kendt: en situation, en skikkelse, en ide. Fra 1400-tallet og frem arbejdede Europas malere og billedhuggere målrettet på at udvikle en så naturtro illusion som muligt, og måske endog fange menneskets sjæl. Med et nutidsord: dets personlighed. 

I disse, tilsyneladende så virkelighedsnære kunstværker, var der imidlertid altid en fortæller, der fortalte hvordan kunstværket skulle opfattes, eller fortolkes. Ligesom romanens fortæller styrer læserens oplevelse.

Hvis virkelighed var det egentlig man oplevede gennem kunsten?

Kunst som undersøgelse

Dette spørgsmål trængte sig mere og mere på i takt med det borgerlige samfunds og det borgerlige individs udvikling i 1800-tallet.

Tidligt i 1900-tallet begyndte kunstnere, under påvirkning af det hektiske, opsplittede liv i storbyerne og som svar på naturvidenskabernes (og fotografiets) krav om objektivitet, at udvikle former og arbejdsmetoder, hvormed skaberen af værket så at sige forsøgte at træde ud af sit værk. Man bestræbte sig på at arbejde med “rene farver”, abstrakte former og nye materialetyper.

Som f.eks. "kubisterne"” Braque og Picasso –og deres forløber Cezanne. Billedets lighed med den “virkelige” verden blev underordnet behovet for at skabe et moderne, nutidigt udtryk. Som en modsætning til traditionel, figurativ kunst. I stedet for at gengive verdens former, ville man undersøge verdens grundformer. Og dermed betingelserne for overhovedet at skabe kunst. 

Værket blev en verden i sig selv, og henviste ikke nødvendigvis til noget genkendeligt. Man trak på denne måde fortælleren ud af værket og nærmede sig virkeligheden, men på bekostning af virkeligheden!

Selve den abstrakte form var (og er) en væsentlig del af budskabet i modernistisk kunst. Den kunne bruges til at signalere modernitet: at man var med på noderne og troen på det teknologiske fremskridt. Andre bevæggrunde føjede sig senere til modernismen.

Den brudte og fragmenterede kunstform,– ekspressionismen, som opstod efter første verdenskrig, ville udtrykke verdens og menneskelivets splittelse og udtrykke en protest mod denne splittelse. Man viste verdens vanvid, men at der måske også var håb om en heling. Dette projekt blev lidt senere en del af den surrealistiske bevægelses strategi, og grund til at være.

Hvad der end drev den modernistiske kunstbevægelse, så var den skabt af et fåtal for et mindretal og blev gennem århundredets første halvdel i høj grad afvist eller ignoreret af almindelige mennesker. Men på mærkelig vis blev den moderne elitekunst alligevel efterhånden en del af mange menneskers hverdag. 

Velfærdskunst

Dengang i 1960-erne, da rigdommen i Vesten voksede med feberagtig hast, og man for alvor tog fat på at asfaltere landskaberne, fik også Danmark råd til at bringe kunsten ud til folket” –gennem kunstmuseer, egnsteatre og kunst på arbejdspladsen. Der skulle stå en skulptur foran hvert eneste rådhus og males friske gavlmalerier på alle de grå boligblokke. 

Imidlertid var bohemernes og modernisternes bevidst sære, abstrakte kunst i gang med at etablere sig som samfundets officielle kunst. En af årsagerne var, at ældre, naturalistisk sindede kunstnere døde og at professorstillingerne på akademiet efterhånden blev indtaget af de modernistiske rebeller, som havde haft tålmodighed til at vente 20 -– 30 år på anerkendelse og fast arbejde.

Den socialdemokratiske velfærdsstat havde brug for pæne ting, der kunne repræsentere den, og købte løs af denne (anti) borgerlige finkunst. Det socialdemokratiske projekt gik (og går) ud på at gøre samfundets underprivilegerede til borgere. Det er vel et rimeligt forlangende, at kulturelt mindrebemidlede også får mulighed for at udvikle deres smag?

Jævne folk foretrak sådan rent privat billeder af ”sigøjnerbørn med vokstårer”, kongelige porcelænshyrdinder og landlige Morten Korch-idyller. Noget man kunne se hvad forestillede. Men de klappede da for det meste høfligt, når det nyeste stykke velfærdskunst blev afsløret.

Problemet var, at moderne malerier og skulpturer i kraft af deres historiske oprindelse, ikke kunne være –folkelige og umiddelbart tilgængelige.

Kort og godt: Velfærdsstaten serverede masser af elitekunst for massen. Reaktionen udeblev ikke. Hvorfor skal man som skatteborger finansiere en fortolkning af verden, man ikke forstår en brik af? Derfor startede lagerforvalter Rindal fra Vejle i 1965 sin protestbevægelse mod offentlige indkøb af moderne uforståelig kunst;– en forløber for Fremskridtspartiet - senere Dansk Folkeparti.  

Kunstverdenen havde over nogle menneskealdre fjernet sig meget langt fra den verden, de fleste mennesker boede i. Malere og billedhuggere levede tilsyneladende i særlige mentale rum, uden påfaldende forbindelse med samfundet og virkeligheden i øvrigt. Derfor kunne man få mistanke om, at denne modernistiske, statsstøttede kunst ikke var tilstrækkelig leveringsdygtig i udtryk for almene erfaringer, længsler og drømme.

Hvad moderne billedlig kunst egentlig gjorde godt for, ud over at være noget velhavere investerede i, var ikke indlysende for menigmand i parcelhusland.

Postmodernisme

Denne begrædelige historie om kunstens fremmedgørelse stopper ikke her. De seneste årtiers bildende kunst ser ud til at have problemer med selve det urgamle projekt: at fortolke mennesket i verden. Blandt andet fordi man har fortsat projektet med at trække fortælleren ud af værket. Man har i høj grad satset på formeksperimenter - ren abstraktion– - selvom en del kunstnere stadig kommenterer aktuelle emner, f.eks. dyreetik eller genmanipulation.

Postmoderne kunst viser i høj grad hen til sig selv og– spejler sig selv: Kunst ovenpå kunst og selv-refererende.

Er det fordi verden er blevet så indviklet, at ingen mennesker kan rumme den i én tanke? Ved vi hvem vi selv er, og hvor vi befinder os? Hvad er situationen?

Måske er det vigtigste budskab i postmoderne kunst, at verden i bund og grund er uoverskuelig, kaotisk, relativ. Men også åben i alle retninger og tider. En åbenhed man kan opfatte som frihed - eller forbandelse.

Spændingen, eller intensiteten i forholdet mellem elitens masseproducerede (!) kunst og jævne menneskers livsverden indgår i den historiske situation, som ofte benævnes "Den postmoderne Tilstand”."

Klassisk modernisme

Og underligt nok, –men egentlig ganske logisk, er den modernistiske kunst fra midten af 1900-tallet, uden vi rigtig lagde mærke til det, gået hen og blevet klassisk - og helt folkelig i sin tilgang, i hvert fald sammenlignet med konceptuel kunst, laser-skulpturer, guldfisk i blendere, rådnende grise i glasbokse og milliardærernes blærede operahuse…  

For eksempel den stål-skulptur, som er opstillet i boligforeningen “Skovparken” i Næstved, på et grønt areal mellem Skovsyrevej og Skovstjernevej. Ovenfor ses et billede af en skulptur fra samme serie, opstillet i Brønderslev. Angiveligt under samme titel som skulpturen i Næstved. 

Stålmennesket

Børge Jørgensens (1926-1998) værk er fra 1975. Det er en ca. tre meter høj konstruktion af poleret, rustfrit stål, anbragt på en sortemaljeret jernkasse, som igen er monteret på et betondæksel. Hele herligheden er anbragt på en lille høj på græsplænen, befæstet med brosten. Om natten oplyses den af projektører nedefra. Øverste del af skulpturen spaltes i tre dele, to større med en vinkel på ca. 90 grader og en mindre, firkantet ”kasse” i midten.  

Det blanke stål giver i solskin en mængde reflekser, som fanger øjet. Set op mod en blå himmel giver skulpturen en illusion af at være gennemsigtig, fordi stålet spejler himlen og tager farve efter omgivelserne. Stål er et moderne materiale. På den måde er skulpturen samtidig med det samfund, den er skabt af, industrisamfundet i anden halvdel af 1900-tallet.

Ifølge boligforeningens hjemmeside hedder skulpturen “"Livsglæde"”. I bogen om Børge Jørgensens livsværk “"Fra granit til stål”" kaldes den “"Stor Aggression”". Som man ser af billedet, har den samme titel som en lignende skulptur fra 1971. Hvordan det er gået til ved jeg ikke, men begge begge navne udtrykker i hvert fald stærke følelser.

Det vil være nærliggende i første omgang at fortolke figuren som en gengivelse af - eller et udtryk for - et menneske i bevægelse, med løftede arme og let sænket hoved, drevet af voldsomme følelser. Formerne kan opfattes som et udtryk for en hvirvlende bevægelses yderste "”rand"””.  

Det håndværksmæssige er helt i top. Figuren er lavet af omhyggeligt udstansede og nydeligt sammensvejsede buede stålplader; dog har den enkelte plane flader. De buede linjer, fra den nederste del af ”kroppen” (som udgår fra ”stilken”), løber sammen et sted i rummet under figuren, og det giver en illusion af en opadgående bevægelse. Som en tulipan, der folder bladene ud et stykke over jorden, eller et springvand.

Dette “"stålmenneske"” virker let, fordi det, blankt som is, og tilsyneladende gennemsigtigt som glas, løfter sig højt over omgivelserne på en slank stilk. Samtidig virker det stærkt, i kraft af materialet. En let og stærk menneskefigur i overstørrelse, men i abstrakt form, er på vej op /ud af en sort kasse!

Denne kasse - eller base - bærer og fastholder det lyse stål. Basen forbinder skulpturen med jorden og udtrykker på den måde tyngde og fastholden; skulpturen viser lethed - og løssluppenhed. Bevægelsen udgår tilsyneladende nedefra og kan give en illusion af at nogen eller noget undslipper basen. Som en anden lampens ånd.

Vi kunne jo lade den sorte kasse stå for de udadrettede følelsers modsætning: ufølsomhed, træghed, sløvhed. På den måde hviler lethed på tyngde. Luft og lys står overfor jord og mørke. Ånd og materie… overfor hinanden.

Følelser bliver gestaltet som noget vi håndgribeligt kan sanse. I et abstrakt sindbillede i tre dimensioner, men uden en form vi umiddelbart kan genkende og identificere os med og langt fra alt det vi til daglig opfatter som menneskets særtræk - og samtidig meget nært. Kunstneren giver os ikke en opskrift på, hvordan et menneske skal se ud, eller hvordan det skal være. Han viser blot at mennesket letter - eller er let - når det bevæges af følelser.

Man kan jo springe i luften af raseri - eller danse af lykke. Det er ganske vist: hvis man ikke kan lette sig, ender man i den sorte gryde!

Exit

Den gyldne regel for oplevelse af abstrakt kunst er, at man selv må lege med og finde pointen. Men - som Digteren sagde: "Forkundskaber ere nyttige".   

Jeg ser Børge Jørgensens skulptur som en danser. Om det er jubeldans i solskin, krigsdans omkring totempælen eller elverdans i stjerneskær er lidt ligegyldigt.

Det vigtige er, at den danser i Skovparken hvor mælkebøtterne lyser gult i græsplænen og børnene spiller fodbold omme bag vaskeriet.  

 © 2004 Erik Kruse Sørensen