Historie: Heden tur - retur
Jeg kører en sommertur ad den lige vej mellem Aulum og Videbæk. Af og til overhaler håndværkere i tunge kassevogne. Våde skyer.
Jeg er kommet for at se kartoflerne blomstre lysviolet og vandkanoner som fontæner over kornmarker mellem kilometerlange læbælter af vindslidte grantræer. Lilla gederams danner pyntebånd på markernes grønne duge.
Herude krattede nogle få hedebønder engang et magert liv ud af jorden.
Men sidst i 1800-tallet skød stationsbyer, mejerier og missionskristendom op af Vestjyllands forblæste sandjord. Stadig aner man en gammel vildmarks melankoli bag det industrialiserede landskab.
Måske venter landets gamle ånder nede ved Skjern å på at det moderne landbrug får en ende, og deres hjem endelig igen gror til med lyng, blåbær og revling.
Med års mellemrum opsøger jeg lille klat huse på den fhv. hede.
Jeg boede nemlig i et uigennemtænkt forsøg på at flytte hjemmefra og ”blive voksen” sammen med to andre forvirrede unge mennesker nogle måneder i et nedlagt husmandssted, i en samling huse og gårde som hedder Vorgod Østerby.
Om sommeren, da jeg besøgte stedet første gang, var livet på landet lig med blomster, lærkesang og kanoture i solen. Om vinteren er der ligegodt koldt, kedeligt og meget stille i et fattigt kollektiv tyve kilometer sydvest for Herning. Jeg ved hvordan man overlever på leverpostej, rugbrød og kartofler.
Uendelige aftener i tågerne foran stereoanlægget. Måske var det rock n’ roll som reddede mit liv. Den uddannede mig i hvert fald.
Velvet Underground og deres giv-fanden-i-pænheden-attitude. Procol Harum med blues a la Bach. Pink Floyds glatte surrealisme. Jimi Hendrix’ guitarflyveture.
Udenfor vinduerne ruskregn og silhuetterne af de evindelige savtakkede graner. Det er slet ikke en egn for en ung sjællænder med bøgeskov, strand og bakker i sjælen.
Videbæk, Vorgod, Store Fjelstervang og Lille Skærbæk med de stille liv i rødstenshuse omkring hovedgaden.
Hedelandets himmel hvor man ser regnbygerne komme drivende mange kilometer borte. Solnedgangen males af en flok vilde og gale engle.
Jeg sidder med kaffekoppen i hånden på en plet græs ved et vejkryds og kigger gennem støvregnen hen mod Store Fjelstervang.
Og jeg aner en skikkelse komme trampende og tøffende op mod vinden ud i livet på en værkbruden Velo Solex for halvtreds år siden.
Det var godt nok en lang tur fra heden - til almindeligheden.
Lidt om cyklen der kørte af sig selv...