Filosofi: Omverdensproblemet

Eller: En hjerne i en spand

En af mine medstuderende på Ph.d.- studiet kom af og til på besøg i mit kontor, når han var træt af at skrive. Desværre kom han hver gang slæbende med en hjerne i en spand, sådan metaforisk forstået. Det var lidt træls.

Han undersøgte nemlig, og det i fuldt alvor, om den menneskelige bevidsthed bor i en “hjerne i et kar”. Han ville bevise, at vi ikke befinder os i en skummel Matrix. Noget i stil med Platons hulelignelse.

Filosoffer kalder det "omverdensproblemet."

En sensommerdag sad vi mageligt i en gårdhave og røg cigaretter. Og selvom spanden var usynlig, så var den ret påtrængende.

For at få fred for den kedelige metafor sagde jeg, at erfaring gennem sanserne giver en enkel og troværdig løsning på omverdensproblemet. Det er simpelthen absurd at høre nogen sidde og sige: “Jeg eksisterer ikke.”

Verden findes. Kroppen findes. Hvordan vi fortolker verden, eller konstruerer den, er en anden sag.

Han brød sig ikke om argumentet, men havde ikke rigtigt noget svar. Måske var det en for håndværker-praktisk tilgang til problemet. Det kunne en fagfilosof åbenbart ikke lave filosofi på. Vi skiftede emne og så var han igen helt fornuftig og hyggelig at snakke med.

Men jeg så ham ikke meget siden. Kan hænde jeg var en kedelig legekammerat.