Lysforurening: Til stjernerne
Oscar Soderlund. Unsplash.com
Til stjernerne
Når jeg om aftenen cykler mig en tur "yde på lånde'd", som det hedder på klingende sydsjællandsk, så kommer jeg af og til forbi et hus hvor ejerenhar hygget sig med at lave sit skikkelige bindingsværkshus om til en kulisse á la filmen "Nærkonktakt af Tredje Grad", med glødende laserdyser hele vejen rundt. Også i baghaven. Et stråtækt rumskib, klar til nye missioner i kampen mod Imperiet. Der mangler ligesom et navigationslys på skorstenen, men det kommer nok op engang. Der findes virkelig mange måder at få opmærksomhed på.
Så man må længere ud på landet for at se et sølvbeslået mørke med mælkevejen som en nylonstrømpe fuld af ildfluer og klare stjerner helt ned til horisonten, et mørke som drømme kan dannes af.
Tyveknægte, astronomer og et par digtere lever af nattens gerninger, men disse erhvervs-interesser kan ikke stille meget op mod at borgerne har byttet deres forstand for nye lamper hos Installatøren og med hundredtusinde gadelamper vil holde ugerningsmænd borte fra sit og sine.
Vi er alle lygtemænd for Vorherre, Lucifer og Edison. Dag og nat går i ét i døgnets butik. Lyssmog hvirvler som dun fra Mor Huldas dyner ud over landskaberne. Min sjæl, hvad vil du mere? Mere elektrisk lys, selvfølgelig!
Europas kraftværker sluger et bredfyldt tankskib olie eller så i minuttet og en kulmine om ugen. Gigawatt efter gigawatt lysaffald pumpes ud mod universet af vejbelysning, butiksfacader, neonskilte og motorvejenes bilstrømme. Så langt kom vi og så godt blev det.
Lad os ikke romantisere. I mørke og blæsende novemberaftener løb jeg ud på lokum i gården og med en søvnig lommelampe i de dirrende hænder slog jeg krogen på igen og spænede tilbage mod den frelsende gårdlampe. Bussemandskrogen på loftet var også slem. Var det egentlig mørket uden for mig, som var farligt?
Man kunne førhen have god grund til at frygte for det man ikke kunne se. I tågede nætter kunne man let fare vild og falde i mosen eller blive fanget af den fjendtlige stamme på den anden side floden. Men i klare, måneløse nætter lyste stjernerne på tilfrosne søer, klipper og sne, ja de gjorde; man fulgte landskabets kendemærker hjem til hytten. Måske syntes man endda nattelyset over den snedækkede dal var smukt, med mindre ulvene hylede fra skoven oppe på bjergsiden!
Homo homini lupus. Det farligste rovdyr i Danmark er mennesket. Jeg vil hellere gå nattetur ved Tystrup-Bavelse søerne end krydse fra fortov til fortov mellem grupper af fredag-aften-frustrerede ungersvende på provinsbyens strøg. Måske dykker en sur uglemutter pludselig ned fra et træ og er ved at slå ens hue af, et par rådyr kvaser gennem underskoven, men det er alt og bare underholdende.
En måneløs nat er jeg kørt ud til et yderpunkt i Danmark. Et stjerneskud glimter som til godaften da jeg stiger ud af bilen ved Kongsbjerg på sydsiden af Møn.
Langsomme skyslør med nattevinden over høje Møns himmel. Derude går de store færger til Tyskland og Polen forbi, hele sejlende byer oplyser skyerne nedefra. En flyver på vej til København med hvide blitzblink fra bugen, måske fuld af avocadoer fra Peru eller ræddiker fra Kina. Mod sydøst glimtet fra et fyr nede ved Rügen nok det høje, hvide Dornbusch og derhenne fejer lyskeglen fra Møns fyr over markerne. Ned mod Klintholm havn har flere bønder ladet gårdlamperne brænde. Over bakken anes skæret fra København og Malmø firs - halvfems kilometer borte. Der er en bræmme af lys rundt om Sjælland.
Nej, det var alligevel ikke stedet og tiden til at finde udblik. Men så godt som det næsten kan blive i et land med tryk på alle el-kontakter.
Civilisationen har spundet sig ind i en kokon af lys. Vi kan ikke se intet den frysende sorte tomhed, der giver stjernernes blinkende hvide, blå, røde lys kontrast. Himlen er fedtet ind i lyssmog fra civilisationens store bål. Umærkeligt har øjnene vænnet sig til at se verden i et let sløret skær. Vi bor i et drivhus og det Elektriske Lys skinner uophørligt, utilstrækkeligt.
Jeg sidder lidt i læ i bilen og tæller Plejadernes stjerner ud af bagdøren. Mælkevejens kompasnål drejer langsomt fra øst mod vest. Jeg tænker på dengang for fyrre år siden, da jeg lå på ryggen med en prismekikkert og stirrede op i Mælkevejen. Og da jeg var blevet kold,l gik jeg ind og spiste kråsesuppe med svedsker. Det første syn af Karlsvognen over vaskehusets skorsten; fem år gammel forstod jeg ikke mors bemærkning om at den nok var opkaldt efter far.
For et par år siden overnattede jeg på Fejø kro. Efter en billig middag fik jeg brug for at gå en tur, sådan for fordøjelsens skyld. Man kan ikke fare vild på Fejø, så jeg gik på må og få ud ad en landevej. Der var mørkt ovre på Lolland. Men der var mørkere herude!
For pludselig var lyset der. Eller rettere: med et blev jeg opmærksom på det svage elverskær ud over markerne. De forsølvede blade på rækken af poppltræer. En hvid lyståge man ligesom anede ud af øjenkrogen. Stjerneskær, jaså. Jeg havde helt glemt at det fandtes.
Engang sidst i 1950-erne, da russerne var i færd med deres Sputnik-program, var der stort dyrskue i Næstved, med tilhørende forlystelser, øl, gynger og karruseller. En gøgler havde fundet på at lave en indhegning, hvor man mod betaling kunne komme ind og se satellitten i en kiggert når den strøg forbi deroppe..
Måske kunne Fejø-boerne markedsføre deres ø som en mørke-enklave, hvor man mod betaling før lov at kigge ud i rummet? Et mørke-helle i Smålandshavet?
Siden da har jeg drømt om at se det elverlys igen, og efterhånden er drømmen nærmest blevet en besættelse. I nat bliver det frostklar himmel, ifølge Meteorologisk Institut. Et kig på kortet viser at Glænø ved Smålandsfarvandet kunne være en mulighed.
Jeg starter min Pegasus og kører ad den stille landevej mod Skælskør. Over dæmningen til Glænø, og yderst ude en lille parkeringsplads med vandpytter. Trappe ned ad en lav klint. Bølgelyde.
Det forekommer rimeligt at banke iben ud og tage hatten af et øjeblik.
Der er kun ét show ude over vandet, men det er godt.
Orion har spændt sin bue og Tyren med det røde øje stormer ned mod ham. De små Plejade-piger, som Tyren har taget til fange, trykker sig forskrækket sammen. Orions lille vrede hund, den evigt changerende Sirius, stiger langsomt op over kimingen og trækker et lysspor i det stille vand. Tågebanker over Smålandsfarvandet, fosforiserende kolde som i historier om klabautermænd og havfruer. Deroppe går røde Mars, krigens vandringsmand, næsten for tæt på. Af og til et stjerneskud.
Sindet blev mæt og fødderne iskolde. Jeg kører hjemad og overrasker en flok rådyr i færd med at gufle blomster i en have.
Om ikke andet kan man bringe en historie tilbage til civilisationens elektriske lejrbål.