Blake: Det evige Evangelium
William Blake: The Sun at His Eastern Gate (1820) Wikiart.org
Baggrund
Omkring år 1800 var London verdens største by: en sodet, rodet, stinkende, stedvis elegant og i hvert fald driftig tumleplads for den unge kapitalisme, med ubegrænset velstand til de velhavende og ditto fattigdom til de fattige. Det var, som Dickens skriver i "A Tale of Two Cities", den bedste af alle tider, og den værste af alle tider.
Her boede også en digter, som kunne se syner og drømme drømme. Som en ærlig mand fortalte han folk, at hvis de fortsatte på den og den måde, så ville resultatet blive det og det. Den slags mennesker kaldes profeter, men de er sjældent populære i samtiden. De fleste af de få, som kendte lidt til William Blake i hans levetid mente, at godt nok var han en dygtig håndværker, men altså også bindegal...
William Blake (1757-1827) voksede op blandt Londons handlende og håndværkere, folk som var vant til at tænke selv og ikke tro alt, hvad den britiske statskirke havde at sige om Jesu budskab. I disse jævne menneskers versioner af kristendommen indgik tankegods fra meget gamle traditioner, udenfor kristendommens hovedstrømninger. Disse ideers historie forsøgte jeg at spore oprindelsen af i mit historie-speciale, idet de er væsentlige islæt i Blakes tankeverden.
Denne ældgamle opgave er ikke ligefrem letlæselig. Men resultaterne er gode nok. Derfor en ultrakort introduktion til William Blakes fortolkning af kristendommen, ud fra digtet "The everlasting Gospel".
Der iagttages tre hovedelementer.
Antinomisme
På kejser Tiberius´ tid ofrede Kristus, født som Joshua fra Nazareth i Gallilæa, sig for menneskenes synders skyld. Nogle af de, der siden troede på at han virkelig var Guds søn, mente at sagen var afgjort én gang for alle: mennesker var frelst ved troen på Kristus, og kunne derfor ikke gøre noget ondt. Dermed stod de, der var frelst ved troen, udenfor både Moseloven og det civile samfunds love. Modstandere kaldte dem antinomister: "De, der er imod loven". De fleste kristne havde nemlig deres grunde til at mene, at frelse og retfærdiggørelse først ville komme med Kristi genkomst på dommens dag. Indtil da var Loven nødvendig.
Gnosticisme
Femhundrede og halvtreds år før Herrens menneskevorden forkyndte profeten Zarathustra fra Persiens bjerge, at Jorden er en kampplads mellem gode og onde kræfter. Under indflydelse af denne verdensfortolkning (og græske filosoffer og Frelserens ord) forestillede visse religiøse lærere i det 2. og 3. århundrede sig, at den fysiske verden var skabt af en demiurg, en ond ånd. De hævdede, at den gode overgud, efter en indledende skaberakt, havde trukket sig tilbage til sin himmel og overladt resten af arbejdet til demiurgen - han som tilbedes af de kristne under navnet Jahve!
På den måde blev menneskets sjæl, som oprindelig var en udstråling fra overguden, fanget i materien. Men Kristus er kommet som den gode guds udsending. Han vil gennem oplysning befri sjælene og lede dem tilbage til deres rette rige. Skabelsen var sådan set én stor fejltagelse og det gælder derfor om, gennem troen på Kristus, samt ved bøn og renselser, at udfri sig af sin uvidende, faldne tilstand. Dette er i korthed gnostikernes fortolkning af menneskets situation.
Millenarisme
Påskemorgen 1183 indgav Gud sin tjener Joachim (Gioacchino) fra Fiore i Calabrien en vision. Broder Joachim erfarede at historien følger en plan, som er udtrykt i Den hellige Skrift. Efter grundige bibelstudier vidnede han for paver, konger og kejser om Dyrets snarlige komme og det endelige opgør mellem godt og ondt. Han profeterede om en tid, hvor Helligånden i tusinde (mille) år ville udgyde sit Evige Evangelium over alt kød - og derefter ville Kristus komme tilbage på Dommens Dag. Joachims fortolkning af verdenshistorien er et udtryk for troen på et jordisk gudsrige, som også er kristendommen iboende. Denne tro kaldes millenarisme.
Og her findes min beretning om Ranters og Kvækere i 1600-tallets England, om Muggletonianere (!) og Swedenborgianere i 1700-tallet, om spirituelle Franciskanere, bulgarske Bogomiler og sydfranske Katharer...