Filosofi: Noter fra mit vinterkvarter

Flyvefisk i leg. Unsplash.com

Det stille sted, verden drejer sig omkring.

- T.S. Eliot

You know, you come from nothing - you're going back to nothing.
What have you lost? Nothing!

- Monty Python, Life of Brian.

Noter fra mit vinterkvarter

Stædig nordøstenvind, snevejr og ingen sol i månedsvis gav uønskede gæster om bord: Influenza, bronchitis og lungebetændelse. Som et murmeldyr sover man vinteren bort på reserverne. En morgen i april barberer man sig, og aner en hulning i kinderne, som ikke var der før.

Mens jeg sådan lå i havn og ventede på forår og magsvejr, kom jeg en aften, da jeg småslumrede ved ovnen i styrehuset, til at tænke på en snelys eftermiddag først i 70'erne, hvor jeg fandt astronomen Patrick Moores “Atlas of the Universe” på det lokale bibliotek.

Blandt de mange fine illustrationer var der en planche over universets størrelses-skalaer, fra solsystemet af, og op på intergalaktisk niveau. I fantasien kunne man zoome sig gennem hele universet!

Sådan blev jeg vaccineret mod klaustrofobi, sådan i astronomisk henseende. Det kan godt være jeg i stedet fik mig et lille “agorafobisk” gys! Det er sikkert sundt for den åndelige udvikling med en smule ærefrygt for det overvældende store, om ikke en hellig rædsel.

For 60 år siden var kosmologien ikke nået i nærheden af at arbejde med de overvældende små skalaer, hvor universet var samlet ét sted. Man antog vist nok blot at "noget" havde været tilstede, i begyndelsen.

Ginnungagap er vore fromme hedenske forfædres udtryk for det gab der var til, før verdens skabelse, den gabende tomhed som adskilte ilden i Muspelheim fra isen i Niflheim; et svælg fyldt med kraftige runer. Den potenserede tomhed Midgård, Udgård og Asgård opstod af.

Er det en given ting, at universet havde en begyndelse? Så skulle der have været noget = et eller andet tilstede, alting kunne begynde med. Det var der næppe mulighed for, i hvert fald ikke i fysisk forstand:

Hvis ikke det giver mening at tale om tid, rum og masse, når vi går "under" det muligt kvantificerbare, til en størrelsesorden mindre end den, hvor man kan tale om at noget “er til” som en mængde, og hvis universet engang må have været klemt sammen i et punkt under det kvantificerbare, så havde universet ikke nogen begyndelse.

Det skabtes heller ikke, for det kunne ikke skabes. Og derfor er ideen om en skabergud overflødig. Der findes simpelt hen ingen masse eller rum-tid, efter trappens nederste trin.

I begyndelsen var intet. Og intet var i begyndelsen.

Ingenting kommer af ingenting, undtagen lommeuld siger man. Men ingenting er jo blot et fravær af ting.

Intet er lig med absolut fravær, negation, tomhed - og forudsætning for at vi selv og alle de andre besynderlige fænomener kan eksistere. Måske er det rimeligt at tale om en overkosmisk, primordial tomhed - og samtidig: en primordial fylde, som overgår al forstand.

Universet sprang frem af intet for en 13 - 14 milliarder år siden - den forslidte fysiker-metafor er "Big Bang" - men samtidig kunne denne begyndelse ikke finde (et) sted. Thi det er fysisk umuligt at der var et sted, hvor der kunne være noget som helst til, til at begynde med, og komme ud af.

Endnu et af tilværelsens små simrende paradokser, mennesker må leve med som en given sag.

Martin Heidegger, tysk filosofis modstykke til Spørge-Jørgen, brugte det meste af sit liv på at arbejde med spørgsmålene: Hvad vil det sige at noget er til - og hvad vil det sige at eksistere?

Selvfølgelig kom han heller ikke frem til entydige svar, men han fandt heller ikke bedre problemer. Man bør ikke være forsagt eller opgivende over for ontologiske og epistemologiske spørgsmål. Det er vores allesammens univers. 

Den let syrede franske tænker Gilles Deleuze mente, at “man begynder i midten”, når man filosoferer. Begyndelsen begynder i en midte, men midten har ingen omkreds, og er et punkt uden udstrækning.

Man begynder lige nu og her. Hvornår skulle man ellers begynde? Og hvor skulle man ellers slutte?   

Jeg lukkede notesbogen, gik nedenunder og kogte en romtoddy. Med den indenbords stampede jeg gennem sneen på dækket, klatrede ned i lukafet forude, slugte en penicillin-tablet og hostede mig i søvn, mens isflager skurrede mod skroget.

Jeg drømte vistnok om en lun brise, regnbuer i skumsprøjtet og flyvefisk for boven.