Filosofi: Noter fra mit vinterkvarter

Flyvefisk i leg. Unsplash.com

Noter fra mit vinterkvarter

Det stille sted, verden drejer sig omkring - T.S Eliot

Stædig nordøstenvind, snevejr og ingen sol i månedsvis gav uønskede gæster om bord: Influenza, bronchitis og lungebetændelse. Som et murmeldyr sover man vinteren bort på reserverne. En morgen i april barberer man sig, og aner en hulning i kinderne, som ikke var der før.

Mens jeg sådan lå i havn og ventede på forår og magsvejr, kom jeg en aften, mens jeg sad og småslumrede ved ovnen i styrehuset til at tænke på en snelys eftermiddag først i 70'erne, hvor jeg fandt astronomen Patrick Moores “Atlas of the Universe” på det lokale bibliotek. Blandt de mange fine illustrationer var en planche over universets størrelses-skalaer, fra solsystemet af, og op på intergalaktisk niveau. I fantasien kunne man zoome sig gennem hele universet! Sådan blev jeg lynhurtigt vaccineret mod klaustrofobi.

Det kan godt være jeg samtidig fik et lille “agorafobisk” gys i sjælen. Det er sikkert sundt for den åndelige udvikling med lidt ærefrygt for det overvældende store, om ikke hellig rædsel. Dengang var kosmologien ikke nået i nærheden af at arbejde med de overvældende små skalaer, hvor universet var samlet ét sted. Man antog vist nok blot at "noget" havde været tilstede, i begyndelsen.

Ginnungagap er vore fromme hedenske forfædres udtryk for det gab der var, før verdens skabelse, den gabende tomhed som skilte ilden i Muspelheim fra isen i Niflheim, et svælg fyldt med kraftige runer, en potenseret tomhed Midgård, Udgård og Asgård opstod af.

Er det en given ting, at universet havde en begyndelse? Så skulle der have været noget = et eller andet tilstede, alting kunne begynde med. Det var der næppe mulighed for, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Hvis ikke det giver mening at tale om tid, rum og energi, når vi går "under" det muligt kvantificerbare, til en størrelsesorden mindre end den, hvor det  giver mening at tale om at noget “er til” som en mængde, og hvis universet engang må have været klemt sammen i et punkt mindre end denne nederste skala, så begyndte universet slet ikke. Det skabtes ikke, for det kunne ikke skabes, og der var heller ingen skaber - til. Der findes simpelt hen ingen masse eller rum-tid efter trappens nederste trin.

I begyndelsen var intet. Og intet var i begyndelsen. 

Ingenting kommer af ingenting, undtagen lommeuld siger man. Men ingenting er jo blot et fravær af ting.

Intet er lig med absolut fravær, negation, tomhed - og forudsætning for at vi selv og andre besynderlige fænomener kan eksistere. Måske kan man tale om en overkosmisk, primordial tomhed, en fylde, som overgår al forstand.

Universet begyndte engang - den forslidte fysiker-metafor er "Big Bang" - men samtidig kunne begyndelsen ikke finde sted. Thi det er fysisk umuligt at der var et sted, hvor der kunne være noget som helst til, til at begynde med, og komme ud af. Det er endnu et af tilværelsens små simrende paradokser, vi mennesker lever med som en given sag. Der findes undtagelser fra regelen.

Martin Heidegger, tysk filosofis modstykke til Spørge Jørgen, brugte det meste af sit liv på at arbejde med spørgsmålene: Hvad vil det sige at noget er til - og hvad vil det sige at eksistere? Selvfølgelig kom heller ikke han frem til entydige svar, men han fandt heller ikke bedre problemer. Man bør ikke være forsagt eller opgivende over for ontologiske og epistemologiske spørgsmål. Det er vores allesammens univers. 

Den let syrede franske tænker Gilles Deleuze mente, at “man begynder i midten”, når man filosoferer. Begyndelsen begynder i en midte, men midten har ingen omkreds, og er et punkt uden udstrækning. Man begynder lige nu og her. Hvornår skulle man ellers begynde?    

Jeg lukkede notesbogen og gik ned i kabyssen og kogte vand til en romtoddy. Med den indenbords stampede jeg gennem sneen på dækket, klatrede ned i lukafet forude, slugte en penicillin-tablet og hostede mig i søvn, mens isflager skurrede mod skroget.

Jeg drømte om en lun brise, regnbuer i skumsprøjtet og flyvefisk for boven.