Goethe: Krig og dumhed

J.W. v Goethe: Faust, tragediens første del. Oversat af P. Hansen. (1910) Side 35.

Søndags-snak omkring langbordet på værtshuset.

En borgermand:
Den ny borgmester er mig lidt for vigtig!
nu, han er valgt, nu ser man det først rigtig.
Og hvad har byen så ved byttet tjent?
Nej, tiderne forværres mer og mere,
og vi må større lydighed præstere
og større skatter, end vi før har kendt.

Anden borgermand:
Det bedste, som jeg ved på søn- og helligdage,
er en passiar om krig og mord og brand,
når nede, langt fra os, i Tyrkens land
for alvor på hinanden fat de tage.
Man står ved døren, tømmer glad sit glas
og ser på skibene, som ned ad floden glider;
så går man hjem om aftnen veltilpas
og priser fred og fredens tider.

Tredje borgermand:
Den mening, nabo, kan jeg ganske dele.
For mig må gerne alting sammen ramle,
med største ro betragter jeg det hele,
når blot hos os det bliver ved det gamle.