Psykologi: Amerikanske Fjendebilleder. Marx og Blicher
I must create a system or be enslaved by another man's. I will not reason & compare: my business is to create.
- William Blake
Lad os begynde med en indflydelsesrig beskrivelse af et samfunds ideologiske økosystem.
Det er et længere argument, og for at vi kan komme hurtigt videre, har jeg indkastet nogle fodnoter...
Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker, dvs. den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt.
Påstanden er, at komplicerede samfund bygger på udbytning og dominans, også hvad angår den "åndelige" del af tilværelsen.
Den klasse, som råder over midlerne til materiel produktion, disponerer tillige over midlerne til åndelig produktion, således at tillige også tankerne hos gennemsnittet af dem, der er berøvet midlerne til åndelig produktion, er underkastet den.
Gentagelse og uddybning.
De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle relationer; de herskende materielle relationer, opfattet i form af tanker; dvs. de relationer, der netop gør den ene klasse til den herskende, dvs. dens herredømmes tanker.
Menneskelige forhold, herunder magtforhold, re-præsenteres i tankeform, i tale, tekst, arkitektur og så videre. Tanker er - i denne sammenhæng - magtinstrumenter.
De individer, der udgør den herskende klasse, ejer blandt andet også bevidsthed og derfor tænker de; for så vidt de altså som klasse hersker og bestemmer en historisk epokes hele omfang, er det selvindlysende, at de gør det i hele dens udstrækning, at de blandt andet også hersker som tænkende, som producenter af tanker, regulerer produktionen og distributionen af tanker i deres tid, at altså deres tanker er epokens herskende tanker.
De magtfulde har ingen interesse i at tænke imod deres egne interesser. (Undtagen hvis de er splittertossede og/eller meget dumme.) Derfor opstår der en mere eller mindre udtalt censur af uønskede tanker - f.eks i retning af at forholdene kunne være anderledes, end de er.
Karl Marx/ Friedrich Engels: Den tyske Ideologi (1846)
De to konspiratoriske tyskeres analyse leder opmærksomheden hen mod det forhold, at amerikanere - med en spids pointe - er så materialistiske og historieløse, at de har mere end vanskeligt ved at bemærke de materielle interessers indflydelse på deres tanker.
De evner ikke at kigge over kanten på deres eget grødfad. Som de er flest.
Det er kun alt for velkendt, at det i vor epoke i høj grad er amerikansk indenrigspolitik, som bestemmer verdenspolitikkens gang. Det indenrigspolitiske spil i USA foregår (som formentlig alle andre steder) også gennem anvendelse af fjendebilleder; klicheagtige skildringer af f.eks. uønskede holdninger eller hudfarver.
Fjenden, som kan samle en politisk bevægelse, findes enten indenrigs eller udenrigs. To eksempler:
I reaktionsperioder, som McCharty-perioden i 1950-erne, hvor det gjaldt om at afluse nationen for kommunister, er statens energi så at sige rettet indad, og USA ikke engageret i krige, selvom Korea-krigen var en undtagelse.
I progressive perioder, som i 1960-erne, hvor demokratiet øges og folkelige bevægelser, f.eks. kampen for borgerrettigheder vinder frem, er statens energi udadrettet; dette ses i engagementet i Vietnam.
Hvis de folkelige bevægelser truer den amerikanske elites sikkerhed, afledes mediernes og den folkelige opmærksomhed, idet der (op)findes en fjende i udlandet.
Derimod, hvis den politiske og økonomiske elite øger sit greb om landet, (op) findes fjenden i landet, idet der ikke er brug for en ydre fjende. Dette er et tegn på, at den amerikanske overklasse ikke føler sig truet.
Denne periodiske svingning mellem udadrettet og indad-rettet energi følger de politiske generationers vekslen. Én generation har én politik, og den opfylder måske sit formål. Denne politik bliver utidssvarende og opleves af de nye unge som en nederlagets politik. I hvert fald mister den sin magt over sindene.
En tredie mulighed er måske, at amerikansk indenrigspolitik for øjeblikket gennemgår et fascistisk faseskift. Derfor optræder begge bevægelser, samtidig. Fjenden findes både indenrigs og udenrigs. Et skift fra ét politisk format: en regelstyret, rationel, fast form - og til det rene gas...
Beherskes de herskende i USA af en skizoid stemning af panik før syndfloden - og selvforførende stormægtighed? En blanding af frygt for folkets (og naturens) vrede og kompenserende overmenneske-fantasier? Forklarer det, at man har ansat en mentalt forstyrret konkursrytter til at lede landet?
Hvor ådslet er, samles gribbene.
Er milliardær-fascisternes mål at gøre USA mindre, dummere og fattigere, for at give bedre mulighed for udbytning, oligarki, mafia og enevælde? På verdensplan? En bevidst, irrationel, idiotisk isolation og svækkelse af landet, indenrigs såvel som udenrigs? Det forekommer godt nok at være en tåbelig strategi. (Og bringer minder frem fra dengang, jeg havde teen-agere i huset.)
Klient-stater er pålidelige så længe, de frygter den centrale magt. De er ofte besværlige. Diktator-brødre er (også) nogle selvoptagede skiderikker.
En smule historisk paratviden tilsiger, at en statsmagt klarer sig bedre og længere, hvis den har troværdige og stabile allierede; måske stater den ligefrem kan slutte sig sammen med.
Eksempler? Alliancen mellem det østrigske aristokrati og den ungarske adel fra midten af 1800-tallet - hvilket holdt liv i Det Habsburgske Monarki indtil første Verdenskrig. Bismarcks diplomati efter samlingen af Tyskland i 1871, som sikrede en tiltrængt fred indenrigs. "Det nordiske samarbejde." EU. NATO.
Som den gæve galliske bautastens-fabrikant Obelix plejer at sige: De er skøre, de romere!
Nu vil jeg lade en god dansk digter komme til orde. Præsten i Spentrup påskønnede nemlig, hvad George Washington og andre stridsmænd havde ofret i kampen for frihed fra enevælde - og friheden til at lave folkestyre. Men han var også bekymret for, at en "vanslægtet Æt" engang i fremtiden måske ønsker at komme under pisken igen...
Steen Steensen Blicher (1782 - 1848). Uddrag af læredigtet "Midnat", om naturens og menneskenes historie. Fra Digte 1847. Let redigeret.
Hvad seer jeg hisset? en uhyre Stad,
Der sine Mure milevidt udstrækker,
Af høje Master en utallig Rad
Fra Bred til Bred Havet tæt bedækker.
Rom? — ja! Så stolt stod og Augusti Rom,
Og knejsede ved Tibers gule Vande;
Men her er mer' — en Verdens Herredom,
Et Middelpunkt for alle Klodens Lande.
Her sidder Verdens Drot på høje Stol;
Én Konge kun på hele Jorden troner!
Hans Vældes Arme når fra Pol til Pol;
Hans Ord er ene Lov for alle Zoner:
Her knæler hvide Lap og sorte Moor,
Her bøjer Ørkenens Søn sin Slavenakke!
Han, som i Sydens hede Dale bor,
Og han, som bor på Nordens kolde Bakke.
Hvor mangt et Sekel, før det hertil kom,
Er ej i Tidens Ocean neddukket!
Hvor mangen Stat og mægtig Kejserdom,
Hvor mangt et Folk med Sprog og Navn udslukket!
Hvor ofte er det store Folkespil,
Med Fryd begyndt, tilendebragt med Kummer!
Her svandt en Stat, hist blev en anden til;
Nu vågned' een, og nu faldt een i Slummer.
Hvor mangen Washington har ej antændt,
Den Friheds Ild, der varmt og yndigt stråler!
Et Blink af Tiden — og den er udbrændt:
Vanslægtet Æt den lede Svøbe tåler.
Hvor mangen Kæmpe ligger ikke her,
Forglemt af dem, hvis Fædre han befri’de!
Forgæves er dit Håb, Du stolte Drot!
Dit Navn vil glemmes i de fjerne Tider:
Ej Spor engang bliver af dit Marmorslot,
Det smuldrer som Sesostris’ Pyramider.
I Mørket ligger al din Kejserdom;
Den søjle, som på Alpespidsen knejste,
De Troner, som din Højre styrted' om,
Og de, som Du på hines Grus oprejste.
Der studser Ingen mer ved din Bedrift;
Af al din Rigdom kun en Grav Du haver;
Ukendt er Smiger-sang og Smædeskrift,
Og selve Navn og Sprog af dine Slaver.
Kilde:
https://kalliope.org/da/text/blicher2003091544