Verlaine: O skøre katedral!
Paul Verlaine (1844-1896) Wikimedia Commons.
Biografisk note
I 1873 røg Paul Verlaine i spjældet for mordforsøg på elskeren Arthur Rimbaud, syg og forstyrret efter lange desperate drukture. Dette selvdestruktive stykke menneskelige vraggods var også en eminent stilsikker og fornyende digter.
Da valgene på et tidspunkt stod mellem selvmord, sindssygeanstalt eller kristendom tog han den mindst ringe udvej og omvendte sig fra fritænkeriet til katolicismen.
Omvendelsen havde ikke megen, om nogen, indflydelse på hans udpræget anti-borgerlige livsstil, men religionen gav mening til skuffelser og mismod. Han fortsatte livet ud med at binde buketter af stærke, friske sprogbilleder.
For eksempel nedenstående digt om at måtte gå tilbage i tiden, for bedre at kunne komme videre frem, som fri og flakkende, spirituel og spirituøs ånd. Derangeret helgen og from hedning.
Måske gik Verlaine efterhånden i ét med sin egen myte: den nussede boheme som hænger ud på Latinerkvarterets natcafeer og reciterer genial poesi for alle og enhver, som gider høre på - når han er højt oppe. Så kunne han være fantastisk underholdende!
Sophus Claussen beskriver et møde med digteren i essayet "En nat med Paul Verlaine". (Antonius i Paris 1896)
Da støvet fra ungdommens tumulter havde lagt sig, så kårede kolleger og kritikere ham med fornøjelse som "Frankrigs digterfyrste". Men regeringstiden varede kun et par år, thi der var bundet megen malurt i laurbærkransen. Som man ser på billedet, så var Absinth Paul Verlaines signatur-drink.
O skøre katedral!
Nej. Det 16. århundrede var gallisk, og kættersk!
Mit knuste hjerte driver om langt borte fra
Vore dages kødelige sind og triste kød
På middelalderens enorme ocean.
Fyrste, politiker, munk, håndværker, kemiker,
Arkitekt, soldat, læge, advokat,
Mit skibbrudne hjerte får livet tilbage ved
Tanken om tidens glødende skaberkraft!
Hvor konger og andre - hvem som helst -
Siger om mig, at jeg er en helgen,
Fuld af gode gerninger, høj teologi,
Fromme tanker og stærk moral,
Ledet af korsets enestående galskab
På dine stenvinger, O skøre katedral!
Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste!
C'est vers le Moyen Age énorme et délicat
Qu'il faudrait que mon coeur en panne naviguât,
Loin de nos jours d'esprit charnel et de chair triste.
Roi, politicien, moine, artisan, chimiste,
Architecte, soldat, médecin, avocat,
Quel temps! Oui, que mon coeur naufragé rembarquât
Pour toute cette force ardente, souple, artiste!
Et là que j'eusse part—quelconque, chez les rois
Ou bien ailleurs, n'importe, à la chose vitale,
Et que je fusse un saint, actes bons, pensers droits,
Haute théologie et solide morale,
Guidé par la folie unique de la Croix
Sur tes ailes de pierre, ô folle Cathédrale!
Noter
Digtet er oprindelig uden titel.
Gallican - gallisk, fransk. Janséniste - kættersk, afvigende.
Her er oversættelser af to andre Verlaine-digte.
https://internetdidaktik.dk/paul-verlaine-m%C3%A5neskin
https://internetdidaktik.dk/verlaine-efter%C3%A5rssang
Editoren understøtter ikke aktive links. Kopiér link og indsæt i nyt faneblad.