Psykologi: Nødder eller rødder?

Philippus Aureolus Theophrastus Bombastus von Hohenheim / Paracelsus (1493- 1541) Wikipedia.

Mennesket kan kun forstås ud fra viden om Makrokosmos, ikke ud fra sig selv. Viden om denne overensstemmelse skaber den gode læge.” - Paracelsus/ Opus Paramirum 1531

If others had not been foolish, we should be so”. - William Blake/ Proverbs of Hell 1793

Stammerne samles

I Basels kongrescenter samledes, velvalgt sammenfaldende med fuldmåne, jævndøgn og påske, fyrre år efter det mytiske år 1968, en større flok professorer og ph-d’ere, healere og crackpots, kemikere, biologer, antropologer, musikere, malere, forfattere, journalister, bloggere, et par buddhistmunke og en enkelt sydamerikansk shaman. Mere end 80 forskere og healere osv. præsenterede deres arbejde over fire dage for - anslået - et par tusind deltagere. Forsamlingens gennemsnitsalder lå vel omkring de 35 år.

Det lysegrå Basel, Schweiz'’ havneby, ligger mellem lave grønne bjerge ved en bugtning af Rhinen; en af det europæiske borgerskabs stærke bastioner. Kronet af en rustrød sandstenskatedral står skulder ved skulder rækker af solide og velholdte huse op af skråningerne og vidner om gammel fred og velstand fra silkeindustriens storhedstid i 1700-tallet.

Et sted nede i de smalle gyder arbejdede i 1500-tallet alkymisten og lægen Paracelsus. Han behandlede sine patienter med uorganiske substanser, såsom zink og svovlforbindelser, og det var skræmmende nyt for datidens læger. Efter et par år i Basel tog han videre på sin livslange forskningsrejse rundt i Europa. Han var vist heller ikke helt nem at omgås..

I den venligt velordnede bjergstat kører toge og busser nærmest pinligt punktligt til tiden og i forretningsgaderne frister vidunderlige chokoladeforretninger og cafeer. Velstanden er åbenlys og prisniveauet derefter. Schweiz’ernes rigdom grunder sig også i stor forståelse for rige menneskers problemer med ondt i skatten. Men, trods udviklet sans for egen vinding og nationalistiske strømninger er landet ligegodt gammeldags borgerligt frisindet; det er man nødt til at være, hvis flere sprog og religioner skal trives sammen.

Den kemiske industris store anlæg giver byen en bevægelig, arbejdsom skyline. Her udvikles og produceres mange af de lægemidler som holder os i live, hvis vi er syge - eller blot ønsker at forbedre lidt på os selv.

Et problembarn kommer til verden

I Basel ligger også hovedkvarteret for Sandoz-koncernen, hvor LSD blev syntetiseret af kemikeren Albert Hofmann.

Hofmann mente selv, at det var LSD, som fandt ham. I 1943 opdagede han ved et tilfælde, som man siger, stoffets bevidsthedsændrende egenskaber, kun et par hundrede meter fra grænsen til det tysk besatte Alsace. Man kan kort lege med tanken om, hvad der kunne være hændt, hvis stoffets virkninger var blevet opdaget blot nogle få før tidligere. Sindets atombombe i Førerens tjeneste? LSD over London?

Senere undersøgte CIA  krigspotentialet i stoffet, og disse forsøg bidrog kraftigt til at udbrede kendskabet. Det lykkedes blandt andet en forsøgsperson, kunstneren Ken Keasey, (forfatter til bogen "Gøgereden"), at ”organisere” en god portion "CIA-syre". Fra midten af 1960-erne turnerede han USA rundt i en meget kulørt bus, sammen med en flok muntre svende og de ”"drejede"” tusindvis af mennesker "på", som man sagde dengang; begivenheder Tom Wolfe beskriver udmærket i ”"The electric kool-aid acid test".

En ikke ubetydelig del af historien om den vestlige verden er 1960-ernes hedonistiske, kreative og spirituelle brug af LSD og lignende stoffer. Man husker og hylder stadig de succesfulde kunstnere og digtere, som dengang, i en enorm kreativ proces, overskred adskillige indre grænser, men glemt er alle de stakler, som under udfoldelse af stor dumhed i omgangen med psykedeliske stoffer sprængte sig selv i mødet med indre guder og dæmoner….

Psykedelisk betyder ”"sinds-manifesterende"”. I en psykedelisk proces åbner sindet sig for verdens uendelige mangfoldighed og for sig selv, og kan derved, under gunstige omstændigheder, iagttage sig selv - mener de indviede.

En psykedelisk selvudforskning foregår ofte, men ikke nødvendigvis ved kemisk stimulering. Andre teknikker, f.eks. dans, eller forceret vejrtrækning kan også anvendes. Af og til går en sådan proces endda i gang af sig selv. Fx ved den såkaldte "Kundalini-rejsning".

Det er en kendt sag, at det er kriminelt at bruge psykedeliske stoffer på egen hånd, fordi de regnes for farlige og derfor er ulovlige, hvorimod det er tilladt at udføre meditation og bøn eller udføre andre sinds-ændrende ritualer. Det er ligeledes en kendt sag, at ulovlige droger i høj grad er farlige, netop fordi de er ulovlige. Et "sort" marked har til enhver tid været platuglernes paradis. Den regel gælder for resten også for psykedelisk terapi. 

Forbuddet mod psykedeliske stoffer er en del af de vestlige samfunds bevidsthedspolitik i det 20.århundrede, og må forstås på baggrund af 1960-ernes politiske røre og kulturrevolutioner. Tilsvarende kan det amerikanske spiritusforbud i 1920-erne delvist begribes som ønsket om at skabe en ny, ren og ædruelig verden efter første verdenskrigs rædsler.

Indskud om psykofarmaka

På den tid det tager Dem at læse dagens avis forbruges mindst ét vognlæs psykofarmaka, på verdensplan.

I Danmark skønnes 3 -–5 % af befolkningen at benytte sig af de såkaldte "lykkepiller"; det er i 100.000-vis af doser om dagen. For lægemiddelindustrien er det selvfølgelig en bedre forretning at sælge mange portioner af lindrende, men næppe helbredende medikamenter, frem for nogle få doser af psykoaktive stoffer, som anvendt på rette måde, kan have radikalt sinds-helbredende virkninger.

Fremtidens videnskab?

Dr. Hofmann er 102 år gammel og for svag til at optræde offentligt. Han lader et barnebarn, også kemiker, overbringe sin hilsen til konferencen. Han udtrykte glæde over den vågnende interesse for de oplysende og potentielt helbredende bevidsthedstilstande, som kan udfoldes af psykoaktive stoffer, og at hans smertensbarn, efter 35 års pause, igen kan udforskes under legitime, kontrollerede forhold.

De schweiziske myndigheder har nemlig for nyligt givet tilladelse til behandling af dødeligt syge kræftpatienter med LSD, med henblik på at lindre deres psykiske smerte. Også andre steder i verden er der bestræbelser i gang for at kunne foretage legale forsøg med forskellige sindsændrende stoffer, og der foregår revurderinger af data fra forskningen i 1960-erne.

Senere forelæste 70-årige Stanislav Grof professoralt om den psykedeliske forsknings status og fremtid. For en skolet skeptiker var det mærkeligt at opleve sig selv lyttende til beretninger om besynderlige sammenfald (synkroniciteter) eller tungetale i ukendte sprog, som åbenbart fremkommer under helbredende vejrtrækningsseancer. Den slags historier fra udforskningen af det indre univers strækker mildest talt de dagligdags forestillinger om hvordan verden er indrettet.

Årsagen er, at Grof ikke er bange for at betræde nyt terræn og f.eks. udtrykker åbenhed overfor astrologi som en nyttig hjælpe-disciplin i psykologiske sammenhænge. Kritikere vil nok mene, at psykologisk astrologi mangler en troværdig forklaring på hvordan årsag og virkning hænger sammen. Men: hvis astrologi virkelig kan have gavnlig indflydelse på helbredelse og man i øvrigt ikke tager den for alvorligt, er det vel en lige så god og harmløs medicin som f.eks. akupunktur?

Ind imellem blinkede skeptikerens røde lamper: Grof forklarer menneskehedens evner til at bedrive ekstrem ondskab med udgangspunkt i teorien om fødselstraumet og de dispositioner, fødselsprocessen skulle give arten Homo Sapiens. Her serveres en altomfattende enkelt-kausal forklaring. Forklaringen går indefra og ud, fra de ved fødslen psykiske og fysiske grunddispositioner, og andre årsager, f.eks. økonomiske og ideologiske modsætninger inddrages ikke.

Men - i det store og hele udtrykker Grof sund distance over for alle de besynderlige fænomener, man kan iagttage i en psykedelisk helbredelsesproces. Hans tilgang til disse fænomener virker tilforladelig, idet han ikke hævder at han ved, hvad det er for processer og oplevelser, han iagttager hos sine patienter.

Men han forsøger at fortolke iagttagelserne og gøre dem anvendelige og almengyldige. I fortolkningen af hvad der foregår i en psykedelisk ”indre rejse,” er hans forståelses-rammer i høj grad religiøse og mystiske, frem for materialistiske, og det er på det punkt flertallet af kollegerne ”står af”. Der kan næppe være tvivl om, at han er foragtet (og muligvis frygtet) af akademisk mainstream-psykologi.

Stanislav Grof synes at have den for foredragsholdere sjældne evne at kunne udtrykke sig til alle i et stort publikum,– hver især. Her talte han for omkring fem hundrede velvilligt indstillede personer, man godt kunne mistænke for at have betalt 280 euro for at få bekræftet, –og vel i enkelte tilfælde udfordret, deres verdenssyn. Det var selvfølgelig befordrende for udstrålingen af en stilfærdig karisma.

For kendere af hans arbejde, var der ikke meget nyt at hente, og fremtidens psykologi må man overlade til fremtiden; men sådan en konference må selvfølgelig også ses som del af en anerkendelsesstrid i forhold til materialistisk og behavioristisk psykologi. Her i Basel mødte den psykedeliske undergrund den psykedeliske forsknings ”overgrund” og begge parter profiterede af mødet ved gensidig anerkendelse.

Da Grof alt i alt bevæger sig udenfor det verdensbillede stats-finansieret psykologi og psykiatri abonnerer på, er han bestemt ikke kandidat til en nobelpris. Det bør nævnes at han for nylig i sit hjemland Tjekkiet modtog Vaclav Havel-prisen, som anerkendelse for sit livsværk.

Et kulørt konferencecenter

I mindre workshops redegjorde en underskov af unge forskere for deres arbejde, f.eks. omkring de etiske aspekter af terapeutisk brug af bevidstheds-ændrende medikamenter, eller for forskellige psykoaktive stoffers socialhistorie. Psykedelisk orienterede antropologer, biologer og psykologer synes for øjeblikket at have stor interesse for udforskningen af det sydamerikanske ayahuasca. Så efter en lang dags mange ord var det afslappende at kunne læne sig tilbage i mørket og opleve filmmageren Jan Kounens dokumentarfilm ”Other Worlds” (2004) om en shamanistisk-lægelig anvendelse af ayahuasca i Peru.

I konferencebygningens højloftede forhal, hvor uniformerede forretningsfolk almindeligvis bevæger sig rundt med attachetasker og mobiltelefoner, cirkulerede i disse dage et højest kulørt folkeslag. Et ukonventionelt outfit var en kort tid blevet konventionelt. En af undtagelserne (den mærkelige blandt de mærkelige) var en katolsk nonne som fortalte, at hun søgte inspiration til sit arbejde med narkomaner. Et meget sympatisk væsen.

Et par farverige og hårfagre familier var rejst fra udmarken i Australien for at sælge deres didgeridoo –- eller hvordan det nu staves - en slags traditionelle australske alpehorn. Det lyder specielt. En alternativ boghandel falbød masser af bøger hvor hjemmeavlere og husflids-shamaner kunne finde gode råd.

I forhallen var udstillet pladecovers fra den "klassiske" psykedeliske æra, sammen med andre memorabilia; breve fra Albert Hofman til amerikanske videnskabsmænd, som bestiller produktet Lysamid; en stor filmplakat med John Wayne i hårdtslående hovedrolle i ”B-filmen "Marihuanna"” og en plakat (med en halvt afklædt dame i stor nød) for den italienske C-film fra 1967: ”"LSD una atomica nel cervello"”. Man må kende sine rødder.

De vises sten?

Når det gælder en eventuel ny videnskabs fremkomst, er det fornuftigt at revidere sin bedømmelse, alt efter som tingene udvikler sig. Et foreløbigt billede kunne være, at en del bevidstheds-udforskere i begyndelsen af det 21. århundrede arbejder med en slags begrebsmæssig smeltegryde, hvori de har kastet religion/ shamanisme/ meditation og diverse videnskaber. Gyden bobler lystigt og måske opstår en ny, holdbar legering mellem disse ellers uforenelige discipliner. Er man på vej til en forståelsesform hinsides det videnskabelige begreb og det religiøse symbol? En psykedelisk renæssance?

Måske er de involverede stilfærdigt (og uafvidende?) i gang med at forvandle sig selv, i arbejdet med at forstå bevidstheden; det fælles tema for konferencens mangfoldighed. En søgen efter De vises Sten er vel et meget godt (og i hvert fald for os vesterlændinge forståeligt) billede på et sådant psyko-alkymistisk arbejde. Om det forklarer noget, er et andet spørgsmål.

Måske er et sådant bevidstheds-udforskende arbejde både mål og middel. Resultaterne af denne – mulige - nye videnskabs arbejde må vi såmænd nok vente nogle hundrede år på.

Forvandlingen af bly til guld var, for de klogeste af alkymisterne, blot symbol på en indre forvandling og renselse, de mente kunne opnås ved mange års arbejde med materien. Men kan man blive både viis og velhavende i samme bevægelse, siger man næppe nej tak til guldet. De europæiske samfund blev i hvert fald på lang sigt velhavende af alkymisternes arbejde, idet de skabte nogle nødvendige forudsætninger for den moderne kemi. Selvom de ikke vidste hvad de rodede med. Siger vi.

Naturvidenskaberne gav os vidunderlige indsigter og teknikker og fik, godt hjulpet af den humanistiske oplysningsproces, fjernet meget skadeligt vrøvl og overtro. Men livsfylde og transcendens giver videnskaberne ikke. Hvis fornuften er ene om at indrette huset, så kommer mennesket til at bo i nogle meget melankolske værelser, blot møbleret med ting, ikke med mening eller ånd.

World Psychedelic Forum gav håb om at religioner engang kunne blive helt fornuftige, i stedet for at forsvare tåbelige trossætninger og tomme ritualer. Og håb om at videnskaben ad åre måske kunne lære at agte den religiøse erfaring, og arbejde på at binde det sammen, den hidtil har skilt ad. Før religion og videnskab gik hver til sit, var shamaner og præster menneskehedens første videnskabsmænd. De var (og er) næppe dummere end den gennemsnitlige humanistiske eller naturvidenskabelige forsker.

Mon ikke gamle indsigter – eller nyttige illusioner - lettest forstås, hvis man evner at forestille sig helt umulige ting. F.eks. at universet er levende og bevidst?

Normalvidenskab og randvidenskab

Er psykedelisk videnskab om bevidstheden og dens rolle i universet for altid dømt til at være randvidenskab, tålt, men ikke accepteret? Et blindt sidespor i historien, eller er den en tænkemåde, som kunne gavne artens overlevelse? Kan man genfortrylle og gennemlyse verden i samme bevægelse?

Konferencen i Basel vidnede om at man rundt omkring i de vestlige videnskabelige samfunds revner og sprækker arbejder på en forening,  eller måske nærmere symbiose - af videnskab og religion, hvad angår udforskningen af bevidstheden og eventuelle helbredende effekter af psykedeliske oplevelser.

Troende ateister vil besværge denne enhedsstræben som tilbageskridt til magisk tænkemåde og teologer fordømme den som gudsbefamling. Det mest sandsynlige er, at kritikerne forsøger at tie den slags syrede freaks ud i glemslen. Et muligt problem gøres til et ikke-problem. Tænkning og tro vil helt sikkert gøre meget for at fortsætte deres vante ritualer.

Normalvidenskaben har en forståelig skepsis over for alt radikalt og frelseragtigt nyt. Er verden ikke allerede rigelig forsynet med patenterede pseudovidenskabelige sekter? Scientologisme, Steinerisme, Christian Science, Teosofi og en mængde sindssvage New-age-guruer? Man må koncentrere sig om det, man kan tage alvorligt. Sådan udskilles det fornuftige fra det ufornuftige og Gud får hvad hans er.

Den menneskelige bevidsthed er på et langt og underligt trip gennem evigheden. Til hverdag opfatter vi denne kosmiske - og komiske - rejse som noget helt selvfølgeligt. Er det ikke et mysterium, at de fleste af os tager selve eksistensen af bevidstheden så selvfølgelig, som vi gør? Er den ikke værd undersøge nærmere?

Hvem er det, der ser billedet?

Dansk psykedelisk samfund:

https://psykedelisksamfund.dk/