Doris Lessing: Den gyldne bog

Doris Lessing: Den gyldne bog (1962) Oversættelse: Merete Ries

Smagsprøve fra denne fremragende dagbogs-roman om en ung kvindes personlige og politiske udvikling i London omkring 1960, hvor "atomtruslen" lagde en dæmper på munterheden.

Hvor var det dog gammeldags af mig at opsøge en psykolog for at lære at føle.

For nu, da jeg tænker over det, ser jeg, at folk alle vegne forsøger at lade være med at føle.

Tag det koldt og roligt, det er det det gælder om. Det er slagordet. Stammer fra Amerika, men nu også her. Jeg tænker på disse grupper af unge af politisk og selskabelig karakter rundt om i London, Tommys venner, de nye socialister - det er det, de har tilfælles, denne afmålte måde af føle på, de er cool.

I en verden, der er så frygtelig som denne, må man lægge bånd på følelserne. Hvor underligt at jeg ikke har forstået det før. (...)

Men det er ikke blot denne rædsel alle vegne og frygten for at være sig den bevidst, der får folk til at blive kolde. Det er mere end som så. Folk ved, at de befinder sig i et samfund, der er dødt eller ved at dø. De skubber følelsen fra sig, for i sidste instans ender alle følelser i ejendom, penge, magt. De arbejder og foragter deres eget arbejde, og derfor gør de sig kolde. De elsker, men ved, at det kun er en halv kærlighed, eller en forkrøblet kærlighed, og derfor gør de sig kolde.

Det er muligt at for at holde kærligheden, følelsen, ømheden i live bliver man nødt til at nære disse følelser på en tvetydig måde, også føle for det, der er uægte eller forrået, eller for det, der stadig er en forestilling, en skygge, der kun findes i den bevidste fantasi...eller hvis det, vi føler, er smerte, så må vi føle den, fordi vi erkender, at alternativet til dette er døden.

Alt er bedre end denne listige, udspekulerede, uforpligtende påholdenhed af angst for konsekvenserne...