Blake: At se med sjælen

William Blake. Thomas Philips 1807. Wikipedia.

London, Januar 1826

Hestesko og vognhjulenes jernringe slår gnister af Oxford Streets isglatte brosten; larmen kastes tilbage fra butiksfacaderne. Bydrenges og gadesælgeres råb løfter sig over menneskestrømmen. Jeg drejer ned ad South Molton Street og larmen dør hen. Enkelte arbejdere på vej hjem, tjenestepiger på indkøb og en lygtetænder med sin stige. De frosne vandpytter knager og sneen glimter i lyset fra butikker og lejligheder. Fra husenes skorstenskroner stiger røgfaner op i mulmet.

Jeg standser ved nummer 58; endnu en gul-grå murstenskasse i rækken af anonymiteter. I den mørke trappeskakt må jeg stryge et par tændstikker for at finde op til anden sal. Døren med det hjemmelavede skilt: W. Blake, Painter & Engraver åbnes af en kyseklædt kvinde med et lys i hånden.

Inden jeg bliver færdig med at præsentere mig, spørger en stemme inde fra lejligheden, om ikke det er den herre fra Danmark, som skrev forleden? Hun vender sig halvt om og i skæret fra tællelyset ses et brugt, men stadig livligt og indtagende ansigt.

I den lavloftede stue ligger en mand stablet op med puder og stribede dyner. Han lægger en notesblok bort og ser smilende på den besøgende med store klare øjne, der synes at være vokset i mange års halvmørke. Den brede, blege pande indrammes af tyndt hvidt hår og hans opstoppernæse giver ansigtet et humoristisk og forsonligt præg.

Over sengen gløder en række akvareller i gult, rødt og grønt. Under stuens vinduer står et langt arbejdsbord, hvor to grønne glasballoner i vidjekurve flyder på et hav af papir og gravør-værktøj. I hjørnet står en lille trykpresse. Langs væggene stabler af trækasser fyldt til randen med kobberplader; ovenpå dem dynger af bøger i forskellig tilstand af opløsning.

På et andet bord stritter buketter af akvarelpensler op af krukker. Herover hænger et maleri, myldrende af skikkelser: En gnidret vision af dommedag. Et spisebord og nogle ramponerede stole står foran kaminen, hvor der brænder en lille kulild.

Jeg trækker en lettere vaklende stol hen til sengen og får at vide at helbredet stadig ikke er så godt, men at han da er i stand til at arbejde fem-seks timer om dagen. Dog helst i sengen; det kolde vejr er ikke godt for gigten. Fruen kommer med en kande og krus og skænker op. Tyk, mørk porter. Hun sætter sig ved det lille arbejdsbord og fortsætter med at farvelægge et billede, mens hun følger med i samtalen.

- I Deres seneste værk, ”Jerusalem”, skriver De at Løven og Luderen regerer uden modstand. Hvordan skal det forstås?

- Det glæder mig at De kender min bog. Men det gjorde Deres venlige brev jo også klart. Jeg formoder at jeg kan tale frit til Dem. Som De nok ved, har vi stadig censur her i England. Retten til at blive stillet for en dommer efter fængsling har været sat ud af kraft flere gange i min levetid. Det betød vilkårlige fængslinger og polititerror. Under krigen med Napoleon blev masser af jævne mennesker tvangshvervet - presset - ind i flåden og hæren. Der var megen nød og elendighed dengang - og sådan er det stadig. Vi var i krig i tyve år og det gav virkelig et ondt politisk klima her i landet.

Jeg, der støttede revolutionen i Amerika og senere i Frankrig, vidste aldrig om jeg skulle ende mine dage i Newgate. Men jeg har vel været for ubetydelig. Ja, jeg gik med den røde hue, men efter 1792 lærte vi, at hvis man var for frihed, var man landsforræder! De politiske forhold har ikke ændret sig meget i femogtredive år. Patriotismen forpester stadig politikken og vi har ikke fået den Parlaments-reform, man har talt så meget om.

Jo min herre, løven er et billede på den engelske stat. Luderen - den babyloniske skøge - er kirken. Kirke og stat har altid gået hånd i hånd. Vore kirker er teatre og de skuespil man opfører her, kaldes kristendom. - statens kristendom. Den engelske kirke sikrer sjælenes fred, javist. Den slags fred staten er interesseret i, mens den fører krig og erobrer nye kolonier... Hvis der ellers er et formål med staten og kirken, må det vel være at sikre fred og ro til at skabe indbildte værdier - penge. Ikke virkelige værdier...

- Undskyld mig, men hvad mener De? De må dog indrømme...

- Penge er nødvendige, det har vi erfaret meget bittert. Men jeg har aldrig ønsket at blive rig. Det ødelægger de indre rigdomme. Måske kunne jeg have skabt bedre kunstværker, hvis jeg havde boet en tid i Firenze, eller set Michelangelos ting i Rom. Men det ville ikke have gjort mig til en bedre kunstner! Han ler, tager en slurk af sit krus og ser om hans gæst har fattet pointen. Det har gæsten ikke helt, så han fortsætter:

Formentlig ville jeg have tjent flere penge, hvis jeg havde leflet for Reynolds og hans slæng på akademiet. Hvis jeg altså havde indrettet mig efter den herskende smag. Ligesom min gamle ven Füssli. Han skrev, at han boede i København hos en vis Abilgaard - nå det ved De ikke...fred med ham.

I hvert fald ville pengene have styret mit arbejde. Så i stedet har jeg - eller rettere: mine visioner - kunnet bestemme min kunst. Jeg tror at pengene ville have drevet mine indre rigdomme ud. Derfor mener jeg at penge er indbildt rigdom. Forstår De?

Det har bestemt ikke været morsomt at stå udenfor de etablerede kunstneres kreds i tredive år. Til gengæld har jeg kunnet skrive og tegne, hvad jeg ville. Det er slet ikke store summer der er kommet ind, hverken på billeder eller på bøger som Songs of Innocence eller Jerusalem. Som vi selv trykker på den lille maskine derovre. En stor del af vores indtægt er kommet fra løst arbejde. Forlæggere, som har brug for en illustration eller to. Og hvad vi ellers har kunnet sælge til mæcener og andre interesserede.

Men mit arbejde er blevet rigeligt belønnet i den åndelige verden! For øvrigt er vi meget taknemmelige for den hjælp vi har modtaget. Det er ikke så længe siden vi var ved at blive sat ud herfra, fordi vi ikke havde til huslejen. Men gode mennesker hjalp os og efter den unge Linnell begyndte at komme her, er der blevet meget mere at bestille. I det sidste års tid har jeg lært mig italiensk, for bedre at kunne illustrere Den guddommelige komedie. Dejligt arbejde. Selvom jeg måske ikke bryder mig så meget om Dantes vision...

- A propos visioner, så har De engang sagt, med et citat fra profeten Esajas, at De ønskede hele Herrens folk var profeter - hvad er en profet, efter Deres mening? Kan man forudsige fremtiden?

- Der findes ikke spåmænd. En profet er et hæderligt menneske, som siger til sine medmennesker: Hvis I fortsætter på den og den måde, bliver resultatet sådan og sådan. Men, ak, de forbudte glæder er de sødeste, og det brød man gemmer til sig selv smager bedst...

- Hvorfor lytter folk ikke til profeterne?

- De tidlige kristne, som vi kalder gnostikere, mente at verden som sådan er ond, fordi den er skabt af en guddommelig opkomling. Han har spærret menneskenes sjæle inde i et materielt legeme. Det betyder at de kristnes - og jødernes - gud faktisk er djævelen. Jesus kom som en udsending fra den øverste gud, for at frelse os - ikke fra djævelen - men fra Gud!

Der er noget rigtigt i dette. For hvad er de kristnes gud andet end en hævngerrig Jehova, som ustandselig siger ”Du må ikke!”? Han er den systematiserede fornuft. I mine bøger kalder jeg ham Urizen - Your Reason! Men der findes en anden, højere Gud, som er skjult. Han er kun synlig for de få. Hans budskab står også i bibelen, men ikke alle kan forstå det. Derfor læser folk, der tror på Jehova, det sorte i bibelen, mens jeg læser det hvide!

Jesus var udsendt af den højeste gud, for at skabe retfærdighed gennem kærlighed og få os til at indse vor egen guddommelighed. En profet kan ikke være ven med alle, vel? Står der noget i bibelen om at Jesus var ydmyg og forsonlig? Nej, der ser De, han var sandelig en profet! Han opfordrer til forsoning, ja, men ved gensidig tilgivelse - tilgiv vor skyld, som vi tilgiver andres...

Jeg tror mennesket er ulykkeligt - og ondskabsfuldt - fordi det har ladet fornuften undertrykke sin natur. Arvesynd, ha! Kroppen er ikke syndig! Synden er at man har gjort kroppen til noget ondt, som må tøjles med bibelens 365 forbud... Når Jehova siger ”Du må ikke”, bliver det onde sat i system og ophævet til sandhed. Først når man står udenfor loven, er man fri og kan styre sig selv.

Men det er ikke en indsigt, som egner sig for idioter...den kan sandelig misbruges... Præsternes gud er Jehova, men profeterne inspireres af den højeste gud. Præsterne har magten over templerne og sjælene. Desværre er profeterne spredte og magtesløse. Det er i hvert fald noget af forklaringen på at profeter ikke er agtede...

- De mener at det man kalder religion ikke er lys, men mørke. Og at kroppens syndighed skabes af religionen. - Men hvor skal den sande religion så komme fra?

- Det er derfor vi har brug for profeterne! Eller rettere, at alle bliver profeter. Det gælder først og fremmest om ikke at underlægge sig et andet menneskes system. Man må skabe sit eget. Hvis man ikke selv har en mening om tingene, underkaster man sig andres tanker.

Måske kan krop og sjæl blive ét igen, hvis vi lytter til Jesu budskab om gensidig tilgivelse. Ellers ved jeg virkelig ikke hvad der kan hjælpe os. Jeg ved bare at folk må og vil have en tro. Og hvis de ikke vælger Jesus, så vælger de Satan!

- Jeg vil gerne vende tilbage til Deres tanker om samfundet. De skriver om ”The Dark Satanic Mills” - Jeg kan forstå De ikke bryder Dem om moderne maskiner og fabrikker?

- Jeg tvivler på at de herrer Boulton og Watts dampmaskiner vil forøge den menneskelige lykke. Man hører jo, at oppe ved Manchester er hele landskaber ved at blive ødelagt. Grønne enge forvandles til slaggedynger. London, som er en handelsby, har endnu ikke mærket meget til industrien, men den vil komme. I øvrigt ved jeg ikke andet om disse fabrikker, end at de forvandler dygtige håndværkere til et par hænder, som let kan skiftes ud. Jeg har aldrig set en fabrik indefra og har heller ikke brug for det.

- Hvis menneskerne fortsætter med at skabe mere og mere industri, hvad ville en profet så mene at konsekvenserne kunne blive? Hvordan vil De beskrive en tid, hvor røgen fra industrien ændrer klimaet i hele verden? At det bliver varmere og polernes is smelter?

Blake kigger forbløffet på mig, men tier. Han sætter sit krus fra sig og synker ligesom ind i sig selv.

Lidt efter stryger han sig over skægstubbene og siger:

- Jeg så tyve enorme byer med høje tårne og utallige lys. Kvæget klagede sig i slagtehusene og udenfor dørene sad de små hunde. En grå himmel hvælvede sig over byerne.

Der oppe vandrede en gammel hvidskægget mand, som græd over den verden han havde skabt, for han troede at han følte medlidenhed. Men en kold skygge fulgte efter ham. Som en edderkops tråd sivede den ud af hans sørgmodige sjæl. Denne skyggeagtige tråd hæftede sig til hvert eneste menneskes hjerne. Det væv, der blev skabt på denne måde, kaldte de religionens net.

I løbet af seks dage skrumpede deres tilværelse ind. På den syvende dag hvilede de. Opfyldt af et sygt håb velsignede de den syvende dag og glemte deres evige liv. Deres børn græd og byggede grave på forladte steder. Og de skabte forsigtige love og kaldte dem Guds evige love.

Havets salte syndflod steg op omkring byerne og indbyggerne blev ramt af døvhed. De kunne ikke længere se menneskene i de andre byer, thi der var faldet et slør for deres øjne. Men én af den gamle, kolde mands sønner kaldte sine søskende sammen og de forlod den tumlende jord. Og oceanet skyllede hen over kloden...

Digteren er blevet træt og må sige farvel. Hans hånd er svag, men man aner en vilje bagved.

- Ja, min herre, jeg bliver nødt til at hvile; en syg gammel mand er som et barn, han skal sove meget, forstår De. Men det var en fornøjelse at træffe et menneske fra det fjerne Danmark... den tvivlrådige Hamlets rige...jeg må også ”sove og måske drømme”. Catherine vil vise dem ud...

Han læner sig tilbage i puderne og lukker øjnene. Jeg sidder en stund mens han slumrer ind.

Frosten har klaret himlen og jeg går ned mod floden for at finde en båd, der kan føre mig over til Southwark og mit logi. Mens jeg føler mig frem langs rendestenen med min stok, dukker en strofe op:

I will not cease from mental fight

Nor shall my sword sleep in my hand

`Till we have build Jerusalem

In Englands green and plesant land.

En stribe månelys i et vand for enden af gaden: Themsen. Under landgangsbroens søvnige lygte laver jeg en aftale med et par færgemænd. Jeg kryber sammen under en kappe på bådens agtertofte og spørger småfrysende mig selv, hvorfor jeg opsøger en sidegadedigter som Blake?

Måske fordi hans digte er som storbyens nattetanker. Svagheden og sorgen i byens ansigter - og himlen i en vild blomst. Digte så virkelige som båden, der langsomt glider ned ad købmændenes flod.

Månen lyser over Jerusalems snedækkede tage. Under dem drømmer en million hjerner.