Filosofi: Mester Eckeharts Mystik

Frans af Assisi præker for fuglene. Giotto di Bondone (ca. 1267 - 1337) Wikipedia

En vis Eckehart fra Tyskland, som angiveligt er doktor og professor i den Hellige Skrift, har ønsket at vide mere, end det er nødvendigt.

Pave Johannes xxii. Bullen "På Herrens Mark" 1329

Indledning

Mester (magister) Eckehart von Hochheim (ca. 1260 – 1327) var en af de øverste ledere af dominikaner-ordenen i Tyskland. Mod slutningen af livet abbed og lærer i Strassbourg, og det er fra denne tid, vi kender magisterens tanker om mystik. I sine sidste leveår blev han anklaget for kætteri, men døde, før der var faldet dom i sagen. Den endte med at Den hellige Stol grundigt fordømte Eckeharts påstande, og desårsag forbød besiddelse og udbredelse af hans skrifter.

Værkerne falder i to dele, en konventionel, hvor han behandler teologiske og filosofiske emner inden skolastikkens rammer og en ukonventionel, hvor han taler til jævne mennesker om Guds natur og menneskets oplevelse af Gud. Den bevarede del af disse skrifter består, bortset fra to mindre bøger, af refererede prædikener og udtalelser.

Nyplatonisk teologi

I sine prædikener kredser Eckehart om oplevelsen af Gud og beskriver en dristig og kompliceret teologi.

Det er muligt at erfare Gud, fordi mennesket har en sjæl, der er af guddommelig natur og på mystisk, uforklarlig vis kan forenes med Gud. Men Gud er egentlig overalt i naturen, ikke blot i mennesket. F.eks. i en sten, i et stykke træ, ja allevegne, blot er mennesket langt mere saligt end stenen, fordi det kan erkende Gud.

...thi Gud er den samme i alle ting og alle steder og er altid i lige grad rede til at give sig hen, så vidt det kommer an på ham.

Således er mennesket ...ikke salig derved, at Gud er i ham er og ham så nær, og at han har Gud, men kun derved at han erkender Gud, erkender hvor nær han er ham, og hvor nær Gud er ham.

På den måde skelner Eckehart mellem Guds fremtræden som sten, gren eller menneske, og Guds væsen, som ikke er noget umiddelbart sanseligt, men kan erkendes, fordi mennesket længes efter Gud og derved forholder sig på en passende måde til Gud. Dette åbner op for Gud i sig selv.

Denne nyplatoniske panteisme er et kendetegn ved Eckeharts teologi.

Om Gud i hverdagen

Eckehart søgte Gud gennem en ”indre afsondrethed”, mens han passede sit arbejde som omrejsende inspektør for 50 Dominikaner-klostre i det nord-østlige Tyskland og Baltikum.

...den der bilder sig ind, at han ved sværmerisk hensynken, andægtighed, rørende følelser eller særlige anstrengelser kommer Gud nærmere, end han gør ved at passe sit hus og røgte sin stald, han bærer sig ikke anderledes ad, end hvis han tog Gud og viklede ham ind i en kappe og gemte ham under stolen. Thi den, der søger Gud i en bestemt skikkelse eller form, han griber vel også denne form, men Gud som er skjult bag den, får han ikke fat i.

Det gælder om at opgive alle forestillinger om hvad Gud er, løsrive sig fra tiden og verden.

Skal sjælen se Gud, så må den også glemme sig selv og miste sig selv. Thi så længe den ser og erkender sig selv, så længe kan den ikke se eller kende Gud. Men når den for Guds skyld opgiver sig selv og lader alle ting fare, så finder den sig igen i Gud, så snart den erkender Gud.

At være i tiden er en af de største hindringer for at se Gud, for i tiden er der bevægelse.

At Gud er Gud, det beror på hans ubevægelige afsondrethed, af den udspringer hans renhed, hans enkelhed og hans uforanderlighed.

I en bevægelse bort fra tiden, verden, sig selv, ind i den ubevægelige, tidløse afsondrethed opdager mennesket - Den lille gnist i sjælen, som endnu aldrig har haft berøring med tid og rum.

Denne lille gnist er af samme natur som guddommen og stræber kun efter at nærme sig Gud eller den dybeste grund ”Der Grund”. Dette er den handlende og skabende Guds ophav, altså den ikke handlende del eller aspekt af Gud, hvorom man ikke kan gøre sig nogen forestillinger.

Guds essens

Denne Guds grund er den guddommelige essens: ”Der Gottheit”, altings negation – og samtidig altings ophav, inklusive den handlende og skabende del af Gud, som Eckehart benævner ”Gott” - skaberguden.

Forskellen mellem mellem Guds ophav og den skabende Gud beskrives således:

I denne ubevægelige afsondrethed har Gud været evig og er endnu. Selv da han skabte himlen og jorden og alle skabninger, så vedkom det hans afsondrethed så lidt, som hvis han aldrig havde skabt noget.

På den måde bliver målet ...at sjælens renselse for alt skabt giver plads for oplevelsen eller åbenbaringen af Guds væsen – det hvorfra alt liv strømmer.

Og således bliver mennesket og Gud eet både i skabelsen og erkendelsen, i livet.

Mennesket som Guds billede

Hvori består da mit liv? Guds væsen, det er mit liv. Men er mit liv Guds væsen, så må alt, hvad der er Guds, også være mit, og Guds væsen og mit væsen må være eet – hverken mere eller mindre.

Denne væsensenhed er en proces:

Faderen føder sin søn i sjælen. Uden ophør føder ham ham, og jeg fortsætter: mig føder han som sin Søn, den selvsamme Søn! Ja jeg påstår ydermere; han føder mig ikke alene som sin Søn men han føder mig som sig selv og sig selv som mig! I den dybeste grund vælder jeg ud af Helligånden, i den dybeste grund, hvor der kun er eet liv, eet væsen, eet værk!

Og en tilstand:

I have maintanined ere this and I still maintain that I already posses all that is granted to me in eternity, for God in the fulness of his Godhead dwells eternally in his image – the soul.

Eckehart mente ikke, at Gud og mennesket er lige betydende, vi er ikke Guds lige, men Gud lig! Sjælen er Guds billede, præget i mennesket, og ”han” er en eksistens udenfor det.

Dråben og havet

Sjælens forening med Gud, sammenlignes med en vanddråbe der falder i havet: vanddråben går op i havet, men havet går ikke op i vanddråben: På samme måde bliver sjælen guddommelig, men Gud bliver ikke til sjælen.

Der er forskel på Gud og menneske. Men samtidig skildres sjælen i den mystiske forening som værende ”i Gud som Gud er i sig selv”. Forskellen mellem sjælen og Gud er ikke definitiv. Det er præcis her, Eckehart forlader den katolske dogmatik, når han hævder at mennesket i kraft af sin guddomme-lighed automatisk vil blive frelst!

Har mennesket virkelig mulighed for at erfare en tilstand af nåde, synds-frihed og frelsesvished, frigjort for alle bekymringer om skærsild og dommedag?

Eckehart siger ja, han har allerede alt hvad der er skænket ham i evigheden og saligheden er sikker: Det gode menneske er Guds enbårne søn.

Denne tilstand af nåde varer ved:

Når Gud har ladet sig føde i dig, vil du i alt, hvad du ser og hører, kun sanse det. I alle ting vil du finde Gud, thi du har kun Gud for øje.

Den ene ”gode” måde at nærme sig Gud på er ikke bedre end den anden. Men han kritiserer skarpt de mennesker, som søger Gud i én bestemt form, og / eller tror at Gud lader sig finde gennem én bestemt metode.

Opsamling

Eckehart kunne på grund af sin sociale stilling og uddannelse gå ad intellektets vej, ved "i afsondretheden” trække sig tilbage fra verden, og samtidig være i den.

Han viste, at det var muligt at nærme sig Gud uden om kirken og dens sakramenter, og at alle gode måder er – gode. Han tvivlede ikke om sakramenternes nødvendighed, men hævdede blot at mennesker selv direkte kan erfare Guds nåde. Og det var jo en udfordring til en organisation, med eneret på formidling af samfundets åndelige rigdom.

Exit

Mester Eckehart argumenterer for, at en gud på en eller anden måde bor i menneskelegemet, i det materielle, ja alle vegne. Ikke et fjernt sted uden for verden.

Hvis denne gud virker alle steder, og kan erkendes af alle og enhver, er der så, ret beset, noget større behov for kirker og præster?

Litteratur, noter

Aldous Huxley: Perennial Philosophy. 1945 Citat s. 212

Gordon Leff: Heresy in the Later Middle Ages 1967

Mester Eckehart: Prædikener og traktater v/ Aage Marcus 1977

Mircea Eliade: De religiøse ideers historie bd. 3 1983

Norman Cohn: The Pursuit of the Millennium 1967

R.W. Southern: Western Society and the Church in the Middle Ages 1973

- Bearbejdning af afsnit i mit historie-speciale. Det var hyggeligt at træffe Mester Eckehart igen. Han har ikke forandret sig meget på 40 år. Læs mere:

https://internetdidaktik.dk/node/21