Digt: Kirkegårdsvandring

Kirkegårdsvandring

Når man står inde ved et kirketårn en solrig efterårsdag kan det række så langt op i den strømmende luft at man næsten tror det strejfer skyerne som bygetunge driver ind fra havet.

Skyernes skygger over markerne, over os, som står hernede og deler sol og vind.

Sol og skygge over landskabet, blæsten i ansigtet, den blændende hvide mur i ryggen - og dér ligger de døde under det visne løv fra kastanjetræerne.

"Jeg troede ikke døden havde taget så mange" siger digteren og ser helt trist ud.

Vi kigger på de små tavler og sten, flygtige ihukommelser sat ned i sandet og leret.

Ja, dernede foregår unævnelige ting, men der er intet som kan skade din udødelige sjæl.

Ingen grund til at fortvivle over forfængelighed og forgængelighed.

Kom nu her, du gamle, kirkegården er en stor bog som ligger åben mod himlen; den venter på at vi går ind og læser.

Baggrund -

Det er dog en filens masse tekster, jeg har klapret ned igennem årene. Nogle forsvandt på afdøde harddiske og undervisningsplatforme. Adskillige af de, der fandt et hjem her på siden, trænger til beskæring og opbinding. Det er projektet, når det ikke er vejr til at gå i haven. Forleden stødte jeg på et digt midt i al prosaen, og det bad så mindeligt om at blive redigeret. Det kommer fra en laaang rapport om registrering af gravminder fra 1992. 

https://internetdidaktik.dk/node/9

Baggrunden er, at Næstved Kommune skulle undersøge, om jeg var værd at investere penge i. Jeg var et-fags kandidat i historie, og det får man ikke arbejde på. Jeg ønskede at læse bifag i dansk, men det ville koste to års understøttelse.

Derfor var jeg i arbejdsprøvning i syv måneder på Næstved Museum. De havde en opgave til mig - at finde det egnstypiske gravminde på Næstved-egnen. Det gjorde jeg så, så vidt det var gørligt, og det arbejde var egentlig interessant nok. 

Men bagefter trængte jeg også til at komme videre med mere muntre opgaver.