Filosofi: Deleuze. Immanens

Gilles Deleuze (1935 - 1995)

Det følgende er en oversættelse af Gilles Deleuze: Pure Immanence Essays on A Life. Introduction by John Rajchman. Translated by Anne Boyman. Zone Books New York (2001). Sammenholdt med: L’immanence une vie. Paris (1995)

Teksten foreligger også på dansk under titlen "Immanensen: et liv..." ved Frederik Tygstrup. Tidsskriftet Kritik nr. 118 København 1995.

Oversættelsen er del af forarbejdet til et projekt om statens og religionens udvikling, formentlig med udgangspunkt i fundstedet Göbkeli Tepe. Det har været nødvendigt at genskrive Deleuzes vildt abstrakte tekst - for at kunne forstå den!  

Immanens: Et liv

Hvad er et transcendentalt felt?

Man kan adskille det fra erfaringen, idet det ikke refererer til et objekt eller tilhører et subjekt (empirisk repræsenteret). Det fremtræder derfor som en ren strøm af en a-subjektiv bevidsthed, en før-refleksiv upersonlig bevidsthed, en kvalitativ varen af bevidsthed, uden et selv.

Måske virker det underligt at definere det transcendentale så uformidlet: vi vil tale om en transcendental empiricisme i modsætning til alt det, der skaber subjekts – og objektsverdenen.

Der er noget vildt og kraftfuldt ved denne transcendentale empiricisme, og det har selvfølgelig intet med sansning at gøre (simpel empiricisme), for sansning er kun et ophold i den absolutte bevidstheds strøm. Snarere er det, uanset hvor beslægtede to sansninger kan være, forvandlingen fra den ene til den anden, som en tilbliven; en forøgelse eller formindskelse i intensitet (virtuel kvantitet).

Bør vi da definere det transcendentale felt ved en ren umiddelbar bevidsthed, uden hverken objekt eller selv, som en bevægelse som hverken har nogen begyndelse eller afslutning? (Selv Spinozas koncept af denne overgang, eller skiftet i kraftens intensitet, relaterer stadig til bevidstheden.)

Men det transcendentale felt har blot konceptuel forbindelse til bevidstheden. Bevidstheden kan kun blive noget faktuelt, når et subjekt skabes på samme tid som dets objekt; begge er de udenfor feltet og fremtræder som ”transcendenser”. Omvendt gælder, at så længe bevidstheden krydser det transcendentale felt med uendelig hastighed, kan intet afsløre det. 1)

Feltet kan kun udtrykkes, når det spejles på et subjekt, som henregner det til objektverdenen. Og derfor er det ikke muligt for den bevidsthed, der co-eksisterer med det transcendentale felt, at definere dette felt, idet det er udelukket fra enhver åbenbaring. 

Det transcendente er ikke det transcendentale.

Hvis ikke det var for bevidstheden, så ville det transcendentale felt kunne defineres som et rent immanensplan, fordi det undviger både subjektets og objektets transcendens. 2) Absolut immanens er i sig selv; det er ikke i noget, eller i forhold til noget: Det afhænger ikke af et objekt eller tilhører et subjekt.

Hos Spinoza er immanens ikke immanens i forhold til substans; snarere er substans modaliteter i immanensen. Så længe subjektet eller objektet, der falder udenfor immanensplanet opfattes som et universelt subjekt, eller som ethvert objekt, til hvilket immanensen gives attributter, så længe er det transcendentale fuldstændig de-natureret, for det fordobler simpelthen det empiriske (som hos Kant).

Immanensen forstyrres, idet den finder sig selv indespærret i det transcendente. Immanens står ikke i forhold til en eller anden Ting, som en størrelse der står over alle ting, eller i forhold til et Subjekt, i en bevidsthedshandling, der skaber en syntese af tingene: Det er blot når immanensen kun er immanens for sig selv, at vi kan tale om et immanensplan.

Lige så lidt som det transcendentale felt defineres af bevidstheden, kan immanensplanet defineres af et subjekt eller et objekt, der er i stand til at rumme det.

Om den rene immanens vil vi sige, at den er ET LIV, og intet andet. Det er ikke immanens i forhold til liv, men det immanente, der er intet, er selv et liv.

Et liv er immanensens immanens, absolut immanens: det er fuldkommen magt, fuldkommen lyksalighed. I det omfang han går bagom subjektets og objektets aporia præsenterer Johann Fichte i sin sidste filosofi det transcendentale felt som et liv; ikke længere afhængig af et Værende, eller udsat for en Handling – det er en absolut umiddelbar bevidsthed. Selve dens aktivitet henviser ikke længere til et værende, men (frem)stilles uophørligt i et liv. 3)

Det transcendentale felt bliver et ægte immanent plan, som genintroducerer Spinozisme i hjertet af den filosofiske proces.

Gik Maine de Biran ikke gennem noget tilsvarende i sin ”sidste filosofi” (den han var for træt til at bringe til modenhed) da han, under indsatsens transcendens, opdagede et absolut immanent liv? Det transcendentale felt defineres af et immanensplan og immanensplanet af et liv.

Hvad er immanens? 

Et liv… Ingen har bedre beskrevet hvad et liv er, end Charles Dickens, hvis vi betragter den ubestemte artikel som en betegner for det transcendente.

En berygtet mand, en slyngel som alle foragter, bliver fundet da han ligger døende. Pludselig udviser de, der skal vogte ham, en ivrig, ja kærlig, interesse i hans mindste livstegn. Alle har travlt med at redde ham, indtil det øjeblik, hvor slynglen selv fornemmer at noget sødt og blødt gennemstrømmer ham. Men i takt med at han kommer til live igen, bliver hans redningsmænd igen kølige, og han bliver igen ondskabsfuld og grov. Imellem hans liv og hans død er der et øjeblik, som blot er et liv, der leger med døden. 4)

Den enkeltes liv giver plads for et upersonligt og dog enestående liv, og det frigiver en renset begivenhed, fri for det indre og det ydre livs sammentræf. Det er: fri for subjektiviteten og objektiviteten ved det som sker: et Homo tantum” som alle kan lide og som antager en slags velsignelse.

Det er en haeccicitet, ikke længere ud fra en individualisering, men ud fra en singularisering: Et liv i ren immanens, neutralt, hinsides godt og ondt; thi det var kun subjektet der inkarnerede det, midt i tingene, som gjorde det til ondt eller godt. En sådan individualitets liv svinder bort til fordel for det singulære liv, immanent i forhold til en mand, som ikke længere har et navn, skønt han ikke kan forveksles med nogen anden. En singulær essens, et liv…

Men vi burde ikke indkapsle livet i det enkelte øjeblik, hvor det individuelle liv konfronterer den universelle død. Et liv er allevegne, i alle de øjeblikke som et givet levende subjekt går igennem, og som er målt ved givne levende objekter: et immanent liv, der bærer de begivenheder eller singulariteter, som blot er aktualiseret i subjekter og objekter.

Dette ubegrænsede liv har ikke i sig selv øjeblikke, skønt de kan være tæt på hinanden, men udelukkende mellem-tider; det kommer ikke blot eller kommer for sent, men tilbyder en tom tids umådelighed, hvor man ser begivenheden, der skal indtræffe og som allerede er indtruffet, i en umiddelbar bevidsthed. 

I sine romaner skaber Alexander Lernet-Holenia begivenheden i en imellem-tid, som kunne opsluge hele hære. Singulariteterne og begivenhederne som danner et liv sameksisterer med livets hændelser som korresponderer med det, men de er hverken grupperet eller opdelt på samme måde. De forbinder sig med hinanden på en anden måde, fuldstændig forskellig fra de måder individer forbinder sig.

Det ser endog ud til at et singulært liv kan klare sig helt uden individualitet, uden følgesvende, der kunne give det individualitet. For eksempel ligner meget små børn alle hinanden og har næppe nogen individualitet, men de har singulariteter: et smil, en gestus, et morsomt ansigt – ikke subjektive kvaliteter. Gennem alle deres lidelser og svagheder bliver små børn indgydt et immanent liv, der er ren kraft og endda nåde.

Det udefinerlige aspekt i et liv mister al ubestemmelighed i en grad, at de udfylder et immanensplan, eller hvad der er det samme, i en grad at de danner delene i et transcendentalt felt (på den anden side forbliver de individuelle liv ikke til at skelne fra empiriske determinationer). Det ubestemte som sådan markerer ikke en empirisk ubestemmelighed, men en bestemmelighed ved immanens eller en transcendental bestemmelighed.

Den ubestemte artikel er ubestemmeligheden af personen, blot fordi den er bestemmeligheden af det singulære. Den Ene er ikke det transcendente, der kunne rumme immanens, men det immanente rummet i et transcendentalt felt. ”En” henviser altid til en mængde, en begivenhed, en singularitet, et liv…

Skønt det altid er muligt at involvere en transcendens, der falder udenfor immanensplanet, eller som tilskriver immanens til sig selv, så er al transcendens udelukkende dannet i den immanente bevidsthedsstrøm, der tilhører dette plan. 5) Transcendens er altid et produkt af immanens.

Et liv rummer blot virtualiteter. Det er skabt af virtualiteter, begivenheder, singulariteter.

Det, vi kalder virtuelt, er ikke noget som mangler realitet, men noget der deltager i en aktualiserende proces, følgende det plan, der giver det dets særlige virkelighed. Den immanente begivenhed er aktualiseret i en tingenes tilstand, og af det levende, der får det til at ske. Immanensplanet selv er aktualiseret i et objekt og et subjekt, til hvilket det tilskriver sig selv.

Men ligegyldigt hvor uadskillelige et objekt og et subjekt måtte være fra deres aktualisering, så er immanensplanet selv virtuelt, så længe de begivenheder, der befolker det, er virtualiteter.

Begivenheder eller singulariteter tilfører planet hele deres virtualitet, på samme måde som immanensplanet giver virtuelle begivenheder fuldstændige virkelighed. Begivenheden, betragtet som ikke-aktualiseret (ubestemt), mangler i ingenting. Det er tilstrækkeligt at sætte den i forbindelse med dens følgesvende: et transcendentalt felt, et immanensplan, et liv, singulariteter.

Et sår er inkarneret eller aktualiseret i tingenes tilstand, eller i livet, men det er i sig selv en ren virtualitet på immanensplanet, der leder os ind i et liv. Mit sår fandtes før mig: ikke sårets transcendens som en højere aktualitet, men dets immanens som en virtualitet, indenfor et miljø (plan eller felt). 6) Der er stor forskel mellem de virtualiteter, der definerer det transcendentale felts immanens, og de mulige former som aktualiserer dem og omformer dem til noget transcendent.

Noter

1) ”Som om vi kastede det lys tilbage på overflader, som udsendes fra dem, det lys der aldrig ville være blevet afsløret, hvis det ikke havde mødt modstand.” Henri Bergson, Matter and Memory. New York: Zone Books, 1988, s 36.

2) Jean-Paul Sartre foreslår et transcendentalt felt uden et subjekt, som henviser til en bevidsthed som er upersonlig, absolut, immanent: i forhold til det er subjektet og objektet ”transcendenser”. La transcendance de l’Ego. Paris: Vrin 1966. Pp. 74-87. Om James, se David Lapoujades analyse: “Le Flux intensif de la conscience chez William James. Philosophie 46, Juni 1995.

3) Allerede i den anden introduktion til La Doctrine de la science [J-P Sartre]: ”Den rene aktivitets intuition er intet fast, men fremskridt, ikke et væsen, men et liv. Ouvres choisies de la philosophie première. Paris: Vrin 1964 s. 274. Om konceptet liv, ifølge Fichte, se Initiation à la vie bienheruese. Paris Aubier 1944. Og Martial Guéroults kommentarer, p. 9.

4) Dickens: Our Mutual Friend. New York: Oxford Univesity Press 1989 p. 443

5) Selv Edmund Husserl indrømmer dette: “Verdens væren er nødvendigvis transcendent i forhold til bevidstheden, selv indenfor den organmæssige evidens, og forbliver nødvendigvis transcendent i forhold til den. Men det ændrer ikke ved det faktum, at al transcendens udelukkende er konstitueret i bevidsthedslivet, uadskilleligt forbundet til dette liv…” Meditaitons cartésiennes. Vrin, Paris 1947 s 52. Dette er udgangspunktet for Sartres tekst.

6) Jf. Joë Busquet, Les Capitales. Le Cercle du Livre. Paris 1955.