Krigskunsten - introduktion

"Krigskunsten" er en af de ældste bevarede afhandlinger om krigens videnskab. Teksten er sandsynligvis blevet til i staten Ch’in i det nordvestlige Kina omkring år 250 f.Kr og har formentlig skullet tjene som håndbog for højere befalingsmænd og lærebog for officerselever. Man må forestille sig at en eller flere personer ved Ch’ins generalstab har udvalgt dele af ældre håndbøger, hærbefalinger, rapporter og lignende fra hoffets arkiver og skrevet dem sammen med egne erfaringer.

I hvert fald består teksten delvis af udpluk fra ældre tekster. Denne kompilation kunne være blevet et makværk, men blev et mesterværk.

Krigskunsten vidner nemlig om Ch’in-statens høje militær-teoretiske niveau. En ikke uvæsentlig forudsætning for at Chi’ns leder Shi Huang Ti (“"Kejser af Alt under Himlen" d.v.s. hele den kendte verden) i 221 f.Kr. fik ende på en næsten 250 år lang borgerkrig   - "De stridende staters tid" - og kunne forene riget. Ch’in gav naturligt nok navn til hele riget - Kina!

Shi Huang Ti var en genial og hensynsløs hersker. Han avancerede fra menig soldat til grundlægger af et dynasti og derefter til despot af verdenshistorisk klasse. Blandt andet lod han den store kinesiske mur bygge færdig, hvilket kostede en uhyggelig masse stats-slavearbejdere livet.

Krigskunsten tilskrives en general Sun Tzu. Man ved ikke meget andet om ham, end at han ikke er værkets forfatter og vistnok levede i staten Wu omkring 500 f.Kr. Derfor bliver han også af og til omtalt som "Sun Wu". Det er ham, bogens forfatter(e) lader tale, for at give værket  præg af ælde og autoritet. Dette enkle fortællegreb er med til at give bogen sammenhæng, og gør fremstillingen levende.

Krigskunsten er det klassiske kinesiske værk om krigsførelse, selvom der er overleveret lignende værker. Som det altid sker med gamle ærværdige tekster, har der i tidens løb samlet sig en mængde kommentarer og fortolkninger omkring grundteksten. De er udeladt her, men kan findes i de værker, der refereres til nedenfor.

Mange har ladet sig inspirere af Krigskunsten. F.eks. studerede Folkerepublikken Kinas første leder Mao Tze Dong værket under de krige, som førte til det kommunistiske Kinas fødsel i 1949.  Jeg er også stødt på spekulationer om at Napoleon Bonarparte har kendt værket, hvilket ikke er usandsynligt, da det blev oversat til fransk i 1791. Det er først hen mod midten af 1800-tallet man i Europa får et værk som beskæftiger sig med strategi på samme niveau, nemlig preusseren Carl von Clausewitz’' "Wom Kriege".  

Krigskunsten kan, til forskel fra Clausewitz' værk, læses som en generel beskrivelse af den mest hensigtsmæssige måde hvormed man leder mange mennesker mod et fælles mål. Og får det størst mulige udbytte af deres forenede kræfter. Krigskunsten beskriver samling, styring og udladning af energi.

Én ting ved vi efter at have læst Krigskunsten: Dumme mennesker kaster sig hovedløst ud i krig. Vise mænd samler først oplysninger, vurderer situationen og lægger planer. Man bør være sikker på at vinde, før man kæmper. Hvis man taber er man overladt til sejrherrens nåde. 

Man kan i så fald håbe, at han også kender til Krigskunsten og ved, at den bedste strategi er at overtage fjendens liv og ejendom ubeskadiget. Hvor mange statsledere og generaler mestrer egentlig den højeste krigskunst: at vinde uden kamp?

Den første og nok vigtigste betingelse "Sun Tzu" nævner, for at man kan  sejre i en konflikt, er at man skal være i overensstemmelse med "“Tao".

Tao er et af kinesisk filosofis centrale, men ualmindeligt mangetydige begreber.  Man må forstå at betydningen bliver meget usikker, da vi ikke kan være sikre på hvad de oprindelige brugere af Krigskunsten forstod ved det udtryk, som i oversættelserne gengives med “"Tao". Derfor de følgende betragtninger. Min fortolkning af den centrale sætning i kapitel 1 lyder:

"Tao er et udtryk for at fyrsten i kraft af sin moralske indlydelse - er i harmoni med sit folk; at folket har de samme mål som han og at det vil følge ham i liv og død, uden hensyn til faren"

Lionel Giles´’ oversættelse: “"The Moral Law causes the people to be in complete accord with their ruler, so that they will follow him regardless of their lives, undismayed by any danger."

Giles skriver i sine kommentarer: "“It appears from what follows that Sun Tzu means by “Moral Law" a principle of harmony, not unlike the Tao of Lao Tzu in its moral aspect. One might be tempted to render it by "morale", were it not considered as an attribute of the ruler in ss 13" (kap. 13).

Hvad kan der menes med "an attribute of the ruler"?

Tao oversættes almindeligvis til dansk med ordet “"Vejen". Men hvad er Vejen i denne tekst? Hvem udstikker den? Og hvor går den hen? Sætningen kan fortolkes som at sejren er sikker, hvis kampen er (eller opleves som!) retfærdig og moralsk uangribelig. Hvis soldaterne mener de har "ret", er deres moral høj og motivationen god. Hvis fyrsten ser ud til at have en moralsk uangribelig sag, følger man trygt Vejen sammen med ham.

Men kan der ikke ligge mere ideale religiøse forestillinger bag, som også Giles antyder?

Så vidt jeg kan se indgår der i Krigskunsten ældgamle naturfilosofiske forestillinger, som må  have været en del af det fælles udgangspunkt for “Lovskolen" og andre filosofiske retninger. - For øvrigt kaldes "De stridende staters tid" også  "de hundrede filosofiers tid".

Spørgsmålet der behandles i det følgende er: Kan Taoismen og Konfucianismen, der begge havde ganske stor udbredelse i datidens Kina, have haft nogen indflydelse på “Sun Tzus" forståelse af dette mystiske Tao?

Det er ikke videre sandsynligt at  “Sun Tzu" taler om det taoistiske Tao.

I følge en af taoismens grundtekster "Tao Te King" kan Tao forstås som et skjult åndeligt princip, der opretholder Altings harmoni som “En Ubevægelig første Bevæger". Den tidlige taoisme var først og fremmest filosofien for hiin enkelte  som ikke ønskede at beskæftige sig  med familieliv, politik og krig. Taoisterne søgte fred og oplysning i et enkelt liv i pagt med naturen, langt borte fra byernes uro og vrøvl...

En taoist ville formentlig have været enig med Krigskunstens forfattere i, at  hvis folket og fyrsten var i  overensstemmelse med Tao, så var deres "sag" også retfærdig. Deraf følger (teoretisk!) at deres sejr vil være sikker.

Men ak, også dengang var der god grund til at mene, at samfundet ikke var i harmoni med Tao. Taoisterne var faktisk flygtet ud i skovene for at få fred for politik og krig. Her ville de meditere, skrive digte om alting og ingenting - og ind i mellem bande filosofisk over tiden og dens ulykker. Det er næppe taoister som står bag Krigskunsten.

Imidlertid mener “Sun Tzu" i lighed med taoisterne, at sand indsigt vindes ved afkald og forsagelse. Det gælder ikke om at vinde hæder og ære for sig selv, thi et stort ego står i vejen for sejren. Et menneskes begær efter magt og rigdom viser at det ikke ejer virkelig visdom. Karriereryttere og hofsnoge vil mangle mod og evne til at gøre det nødvendige i enhver situation, f.eks. trodste fyrstens ordrer.

Den der har noget at miste, er ikke fri til at træffe de rette beslutninger.

Kun en leder som ikke tænker på karriere og ejendom, men på fyrstens og folkets vel, er sikker på at vinde siger Krigskunsten. (Kap. 4)  Den sande vismand er beskeden i sine fordringer og dermed sig selv.

Kan Tao forstås som et konfuciansk begreb? Ifølge Kun-Fu-Tze (551-479 f.Kr.) er samfundet i harmoni med den himmelske orden, når alt er på sin rette plads.

Faderen bestemmer over sin familie, ligesom fyrsten hersker over folket.

Men denne underordning er en frivillig sag, mellem parter, som i princippet er ligeværdige. Det er blot mest hensigtsmæssigt at man underordner sig hinanden. Heraf følger at staten er stærk hvis en fyrste har fået overdraget magten af sit folk, gennem hvad vi i vore dage måske kunne kalde “en social kontrakt" - fordi han er god. Når folket således handler moralsk rigtigt, ved at indsætte en god fyrste, er fyrstens herredømme legitimt. Han har "Himlens mandat".

Omvendt er folkets deltagelse i krig retfærdig, hvis det har en god fyrste med en retfærdig sag - og omvendt. Hvis det er tilfældet, er sejren mulig, ja sikker, thi himlen er med dem.

Er det meningen med udtrykket "...den moralske indflydelse..."?

Næppe. Konfucianismen er slet ikke en krigerisk filosofi, men snarere et  komplementært, konservativt modbillede til den anarkistiske taoisme.

Kun-Fu-Tze lagde vægt på religiøse ritualer, forfædredyrkelse og at samfundets ungdom skulle underordne sig de ældre, lige som de ældre underordnede sig fyrsten. Retten til at herske - Himlens mandat - besad han kun fordi det var til alles fælles bedste. Dette er der ingen spor af i Krigskunsten.

Hvis tekstens Tao ikke er udtryk for hverken Taoisme, Konfucianisme eller andre af det gamle Kinas fredsommelige filosofiske skoler, hvilken ideologi er der så tale om?

En filosofisk retning, som havde en vis betydning i datiden, er kendt som “Herren til Shangs" "magt og ret-skole", eller Lovskolen. Denne skole, som hævdede at folket må underordne sig loven og adlyde fyrsten, uanset omkostningerne, kan meget vel have vakt genklang ved Ch’ins hof.

Taoisterne arbejdede med den enkeltes oplysning.  Kon-Fu-Tze og hans efterfølgere ville opdrage samfundet. Begge filosofier beskæftigede sig med at bringe himlen - eller måske rettere: dens moralske indflydelse - ned på Jorden.

En tilhænger af "Lovskolen" ville have smilet overlegent af disse naive idealister, og forklaret Tao således: "Loven er moralen, og moralen loven! Krigskunsten siger, at et folk kan føres til sejr, hvis det og fyrsten er i harmoni. Der står ikke, de skal være i harmoni med Tao! Der kommer ingen "moralsk indflydelse" dryssende ned fra  guderne eller Tao. Det  har aldrig hjulpet at  bringe ofre eller tage varsler. Kan I da ikke se, at fyrsten blot skal  fremstå som folkets sande repræsentant, for at han  bliver leder? Tao, eller "moralsk indflydelse", er simpelthen måden hvormed man styrker folkets og monarkens fælles kampmoral."

Betyder Tao, i denne sammenhæng, noget i retning af: "den erfaringsmæssigt bedste metode til at styre menneskers handlinger og bevidsthed"? Er "Vejen" - eller hvordan vi nu skal gengive det kinesiske udtryk –- blot et hensigtsmæssigt middel og ikke et ophøjet mål?

Den "moralske indflydelse" Giles taler om, kunne vel i princippet godt gå begge veje; fra samfundets top til dets bund og fra folket til fyrsten, som det sker under en revolution. Men ligeom i vore dage besad Ch’in-statens ledere formentlig midler til at påvirke undersåtterne, så de fulgte trop uden at knurre. De måtte tro og gjorde klogt i at tro, at hans sag var deres sag.

Hvis "moralsk indflydelse" er det samme som disciplin og propaganda, har Tao i Krigskunsten intet at gøre med mystik og moralske overvejelser. Dette Tao minder mere om Nietzsches “vilje til magt", eller Macchiavellis kyniske retningslinjer for statens leder.  Det virker temmelig sandsynligt at  “Sun Tzu" kan have ment at Fyrsten suverænt bestemmer hvad "Vejen" er - for han er selv vejen...

Under alle omstændigheder må det åndelige miljø Krigskunsten blev til i have  været materialistisk. Guder og ånder har ingen plads i fremstillingen, og der advares direkte mod varselstagning. Men "Sun Tzus" verden bestod ikke udelukkende af de fem elementer: jord, luft, ild vand og træ (!) - plus tid og rum. Det der betød noget, ud over tingene, var menneskelig handlen og ånd. Naturligvis ofrede man til forfædrene før rådslagningen i templet, men brugte formentlig ikke megen tid på ritualer, thi det er ganske vist: guderne hjælper den general, som har de bedste planer og de fleste divisioner.

Hvilken vej fulgte “Sun Tzu" i borgerkrigenes tid? Eneboerens sti ud i de vilde skove? Kun-Fu-Tses trælse rejse fra konge til konge i håbet om at finde den gode fyrste, der kunne virkeliggøre hans filosofi?  Adelsmandens og krigerens opstigen gennem kamp og magtspil til de højeste stillinger ved Ch’in-statens hof?

Hvorom alting er, så bør man ikke læse hverken mystik eller højere moralfilosofi  ind i teksten. “Sun Tzu" har ganske vist forfattet en viis bog, men det gør den ikke nødvendigvis til en visdomsbog. Krigskunsten var tænkt som en håndbog for officerer, der havde brug for klare strategiske og taktiske regler, når de skulle lede datidens store bondehære. At der kom en tekst, som stadig lever og lyser ud af det, er ikke det mindst mærkelige ved hele historien.

Krigerne fra kongedømmet Ch’in, der grænsede op til de barbariske nomadesamfund i Centralasien, var en flok udannede møvere. Mente i hvert fald  andre, mere civiliserede kinesere. Men netop derfor - og fordi de under inspiration af rytterfolkene i Centralasien havde udviklet kavaleriet - havde de den råstyrke og frækhed, der gav Shi Huang Ti mulighed for at samle riget.

Man kan let forestille sig Ch’ins officerer som grove, arrede og arrogante junkere, som lugter langt væk af hest. Det har de nok også gjort.

Men beskrivelsen af den kunst de mestrede regnes blandt det ypperste kinesisk tænkning har præsteret. Også fordi “"Sun Tzu", som alle gode officerer, har en behagelig klar måde at udtrykke sig på.

Jeg betragter Krigskunsten som en fascinerende blanding af strategiske og taktiske tommelfingerregler, anvendt naturfilosofi, menneskekundskab og magttænkning. Den rummer erfaringer, som engang blev betalt med blod. Dens forfatter - eller rettere: forfattere - var trænet i at lede meget store hære og havde i generationer kæmpet for statens overlevelse. Som alle andre, der deltog i datidens spil om magten, vidste "Sun Tzu" at det endelige mål var herredømmet over "Alt under Himlen".

Himlen selv var lidt ligegyldig i denne sammenhæng. Det vigtige var hvad den kunne bruges til.

Ch’ins hære er støv og deres sejre glemt. Spyd, skjolde og hestetrukne stridsvogne er håbløst forældede, thi krig foregår i tid. Men Krigskunsten er tidløs.

OM GENDIGTNINGENS FORLÆG

De tre versioner af teksten der er benyttet som forlæg, har i vidt omfang ikke enslydende eller ensbetydende formuleringer!

Det har været vanskeligt at finde (eller måske rettere: skabe) den sandsynligste mening - gælder navnlig den formulering fra Krigskunstens indledning, der er blevet diskuteret ovenfor. Hvilket skal opfattes som en interesseret ikke-specialists forsøg på at finde frem til, hvad man i tekstens ophavssituation kan have ment med "Tao".

Jeg har først og fremmest benyttet  "Sun Tzu on the Art of War" af Lionel Giles 1910, sammenholdt med  "The art of war" af Samuel  B. Griffith 1963 og "Krigskunsten" af Jens Østergård Petersen 1989. Sidstnævnte gør udførligt rede for tekstens tilblivelseshistorie og overlevering.