Pandemi: Skat, vaccine og køer

 

Så fik jeg endelig et skud vaccine for skattepengene.

Da jeg bagefter sad og nippede til det et bæger saftevand og kiggede mig omkring i Arena Næstved, der nu fungerede som vaccinecenter, så var den eneste reaktion en lille fugtighed i øjenkrogen.

Jeg tænkte, at det er sgu stort, det her. Jeg har lige købt en dosis civilisation. Her ser man velfærdsstaten, når den er bedst - i form af en vaccinations-maskine i højeste omdrejninger. 

Og ja, milliardærer bliver endnu mere milliardærer af at sælge vacciner. Det er lidt ligegyldigt. De kan alligevel ikke æde deres penge, eller købe sig en plads ved Valhallas store kolde bord. Hvis de har brug for at stive deres ego af med 10 Rolls-Royce, så dem om det.

Hvis bare de ville betale skat og investere på måder, der gavnede os alle. Investeres skal der, uanset om man tror på kapitalisme eller socialisme.

Det er egentlig mærkeligt: Jo rigere mennesker er, jo mindre har de lyst til at betale skat. På den måde får de mindre civilisation for deres penge.

Køer hedder ”vacca” på latin. Heraf ”vaccination”. De første effektive og ufarlige behandlinger mod kopper foregik med sår-materie fra malkepiger, som havde fået ko-kopper.

Hatten af for pionérerne Edward Jenner (vaccine mod kopper), Louis Pasteur (rabies), Jaume Ferrán (kolera) og Jonas Salk (polio).

Og hurra for flokken af læger og alle andre livreddere, lige til den yngste sprøjtefører på gulvet i Arena Næstved.

Det var fandeme en lang vinter. Som om det først nu er forår.