Landskabs-Strejftog i bidende Foraar. Fra essaysamlingen ”Mørkeblaat og Sort (1965) Nyhed i samlingen af Stjernedigte.
Jacob Paludan (1896 – 1975) skrev blandt meget, meget andet den udmærkede udviklingsroman ”Jørgen Stein”, som slutter med budskabet: Tag seletøjet på, og bliv en arbejdsom borger. Paludan var en skarpsindig konservativ skønhedsdyrker, og god til at give et sarkastisk svar til de brushoveder, som var ude på at lave om på alting for at frelse verden. Der hviler en gammelmodig stemning over nogle af hans ting. Essays kunne han skrive.
Som man ser i uddraget, var han astronomisk interesseret og kendte en stjernekiggers kvaler, hvis himlen er overskyet, netop når der sker noget nyt og spændende på firmamentet.
Det var en af disse sølvagtige Marts-dage, hvor alt synes gaaet i Staa. Øresund: en upaavirkelig Ismark, Jordbunden stiv og utjenlig. Dagtø lokker lidt Vand ud af snavsede Driver, Nattefrosten tager det under Behandling, saa man næste Morgen har et talg-glat Underlag at vise Balancekunst paa. Tørheden i Stuerne med Østenvind – maaske naadig for Slimhinder, ikke for Violiner.
Den nye Stjerne, svævende mellem Lyren og Herkules, var indpakket i Taage netop de Aftener, hvor man gerne ville have hilset den, som det timedes mig at hilse Kæmpen Nova Aquilae i Sommeren 1918, Aftenen før den var et Presse-faktum.
Fra Landets sydlige Kanter, fra Gudhjem, skriver den store Maler: ”Vinteren har været ond i Maanedsvis, ingen drivende Skyer, Vinden saa tom at høre paa, Havet en tavs Ørken.”
Naar Ret skal være Ret, Morgensolen kunde give Hækken et lille Varmebad og behænge den med Draaber. En af dem var ganske særlig. Stillede man sig op et bestemt Sted bag Glasdøren fyldte den sig med Lys og blev en grøn Ædelsten. Der udgik en sommerlig Kraft fra den, dette var en af de tavse Kæder af Mening, der kan opstaa mellem Natur og Menneske. Men det jeg saa var jo altsaa ikke Kromglans, det var noget ganske billigt, Naturen er overhovedet saa billig, at man næsten skammer sig.
Nova Aquilae:
https://en.wikipedia.org/wiki/V603_Aquilae
Den store maler: Oluf Høst.
