Da farmor fik en fed

DA FARMOR FIK EN FED

Min farmor er en sød gammel dame, helt sikkert. Hun bor langt ude på landet, i stuehuset på den gård, hvor hun har levet i snart halvfjerds år. Desværre sker der ikke ret meget i hendes liv.

Man kan næsten kun få hende til at snakke om hvad der har været i fjernsynet, eller at hun skal til lægen i næste uge. Det gentager hun så, ikke fordi hun ikke ved, at hun har sagt det før, men nærmest fordi – hvad skal man ellers underholde med?

Christiane Ritter: A woman in the Polar Night

Christiane Ritter: A woman in the Polar Night v/ Jane Degras. Forfatteren overvintrede på Svalbard 1934-35.

Meanwhile the world out of doors falls into deepest night. The mountains are no more than white shadows, the sea no more than a black shadow – until that too dissolves away. And then everything is dead.

In this pitch darkness we cannot move far from the hut. I make the smallest possible turns around the hut – all that is left of my walks. When it is not snowing we spend hours outside the hut chopping and sawing wood by the light of the hurricane lamp….

The wind that, rising and falling, lasts for days, is in fact our last link with the reality of the world…

(...)

It is full moon. No European can have any idea of what this means on the smooth frozen surface of the earth. It is as though we were dissolving in moonlight…. One’s entire consciousness is penetrated by the brightness; it is as though we were being drawn into the moon itself…..

Neither the walls of the hut nor the roof of snow can dispel my fancy that I am moonlight myself.

(...)

Surrounded by this boundless deadness and rigidity of everything physical, one’s living senses begin slowly to go their own way. More frequently and more brightly as the winter is prolonged, a strange light spreads before the inner eye, a remote and yet familiar vision. It is as though here, in this apartness, we develop a particularly sharp awareness of the mighty laws of the spirit, of the unfathomable gulf between human magnitudes and eternal truth. Outside of time, everything is annihilated. The imprisoned senses circle in the past, in a scene without spatial dimensions, a play in which time stands still.

Tom Kristensen: Hyrderne paa Marken

Tom Kristensen: Hyrderne paa Marken (1931)

Oh I, som lever i Fortrolighed med Jorden
og finder Ly mod Kulden mellem Dyr
er det altid Jer, som første skal skue
en Himmel aaben, Liv, som sig fornyer.

I var kun Hyrder, og I hvilede paa Marken
og delte Leje med de trætte Faar.
I havde grove Pander, Læber, Hænder,
men blev de klogeste i dette Aar.

I laa med øret skjult saa lunt i uldne Flanker,
og Drømmen fulgte Faarehjertets Slag,
og Markens Haardhed blev som bløde Senge;
i grove Folk har Jorden Velbehag.

Da glammede en Hund, som om en fremmed Røver
i stor Dumdristighed var kommet nær,
og I sprang alle op og saa en Stjerne,
som laa i Cassiopeia med sit Skær.

Der stod en Flod af Lys fra denne nye Stjerne,
og Floden bølgede af mild Opal,
og Bølger tegnede en Skare Aasyn,
som sang med aaben Mund en klar Koral.

Den lød: "O, frygter ikke. Vi forkynder Eder,
en Fryd er vederfaret. Vorder glad.
Thi Eder er i Dag en Frelser baaren
som er den Herre Krist i Davids Stad.

Og det skal være Jer et Tegn, at I skal finde
et Barn i Krybbe. Gaa til Davids Stad."
Og Hyrderne og deres Faareflokke
stod op, og Dyr og Hyrder fulgtes ad.

Men de, som øvet i kaldæisk Stjernelære
forstod det nye Lys, kom altfor sent.
Selv Dyrene kom førend disse Vismænd,
som vidste, hvad med Stjernens Skær var ment.

Oh I, som lever i Fortrolighed med Jorden
og finder Ly mod Kulden mellem Dyr,
er det da altid Jer, som først skal skue
en Himmel aaben, Liv, som sig fornyer.

 

 

Digt: Østersøbølger i stjerneskær

Østersøbølger i stjerneskær

Østersøens bølger slår dæmpet ind mod sandet
Her sidder vi på stranden
To punkter med levende øjne
Om natten er alle farver grå
Jeg ser -
Stjernelys på dine hænder
Stjerneskær på vores minder
Det derude er lige herinde
Vi bor i vores hud
Går af og til derud
Hvor vi tror, at vi
Tror på ti tusind guder
Sirius brænder for fuldt blus
Isblå røde grønne glimt
Derovre stråler Jupiter og Saturn
Med samt troner, kroner og matroner

Giv mig et beat, mand!

ADVERTISSEMENT: OM STJERNEDIGTE

Illustration til HCA Kometen

Illustration til H.C. Andersen: Kometen

 

Menuen "Notitser" giver adgang til en samling "Stjernedigte".

Se til højre - menuen: "Alle notitser".

Foreløbig ligger der en firs stykker.

Hvorfor den her kompilation?

Anno vomitus

Hieronymus Bosch: Magikeren (omk. 1500)

 

Noter til 2020

I januar havde jeg kvalme og mareridt om at blive ædt af chefen. Vel ude af arbejdsmarkedet genfandt jeg min naturlige arbejdsskyhed og andre gyldne kvalifikationer, som gør mig uendelig velegnet til at sidde nede ved den sivkransede å og lære fuglenes sprog.

Menakkeak, i foråret bredte et mørke sig over landet som skyggen fra en græshopesværm. Livet blev én lang øvelse i anvendt filosofi over spørgsmålene: Hvordan forstår man det onde? Hvad er løgn?

Marie Howe: Efter Stephen Hawking

Marie Howe: Efter Stephen Hawking (2020) v/ EKS

Drømmer du af og til om at vågne op til den enhed, vi engang var?
Så kompakt, at ingen havde brug for en seng, mad eller penge -
Ingen kunne gemme sig på et af skolens toiletter
Eller være alene hjemme og åbne skuffen, hvor pillerne ligger.
Ethvert atom tilhører mig, så godt som det tilhører dig. Husker du?
Der fandtes ingen natur. Ingen dem. Ingen undersøgelse
Afgjorde, om elefanten sørgede over sin tabte kalv
Eller om koralrevet følte smerte. Tilsvinede oceaner taler hverken
Engelsk, farsi eller fransk
Om vi kunne vågne op til hvad vi var
Da vi var ocean, og før det, da himlen var jorden og dyret var energi
Og klippen flydende og stjerner rum og rummet var ikke
Slet ikke - ingenting
Før vi begyndte at tro, at mennesker var så vigtige
Før denne skrækkelige ensomhed
Husker molekylerne det, som engang var, før noget skete?
Intet jeg, intet os, ingen, ingen var
Intet udsagnsord, intet navneord
Blot en bittelille prik, overfyldt med
Er er er er er
Alt, alting, hjemme

https://www.brainpickings.org/

 


 

Otto Gelsted: Mennesket

Otto Gelsted: Mennesket (1920)

Jordens Ild under mig, over mit Hoved et Univers af tilintetgørende kulde. Til alle Sider de grønne Lande, det blaa Hav, Horisontens skønne, vandrende Ring.

Paa en Kugleskal i Rummet balancerer jeg mellem Driftens altopslugende Vanvid og Tankens forstenende Kulde.

Mellem Afgrund og Afgrund bygger jeg Livet op, Toner og smag, Skibe og Byer, Farvens Vidunder og Digtet, der spejler Alverden.

Digt: Om at sove i lånt sejlbåd

 

Om at sove i lånt sejlbåd i Kalø Vig

Side om side ligger små yachter fortøjet som smækre tunfisk

Til molen hvor aftenvandrere sagligt vurderer deres værdi

Foran udsigten til Studstrupværk, Kalø slotsruin og Mols Bjerge

Stiger jeg ombord i en fold af Danmark

Finder hvile i kahytten med paneler af æde træsorter

Som vinden lægger sig og sommernattens trolde-lys sitrer

Over vand, mole, master og landevej langs bøgeskov

Sover jeg fredeligt ind på campingplads for både

Filosofi: Lygtemændenes lys

Arnold Böcklin: Das Irrlicht. (1882)

 

Lygtemændenes lys

Lad os sammen med en digter bestige et rigtig højt bjerg og skue ud over den europæiske bevidstheds vidstrakte landskab. Herfra ser vi resultaterne af oplysningens og naturvidenskabens store projekter: talløse forskningsfabrikker med deres netværk af informationscentre; hist og her stikker gamle universitetsbyers tanketårne op og synes at strejfe himlen. Imellem disse hvilepunkter for øjet breder sig mangefarvede skove af folkeskoler, gymnasier og fagskoler.

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS