Wallace Stevens: Stars at Tallapoosa

Wallace Stevens: Stars at Tallapoosa (1922) v/ EKS

 

The lines are straight and swift between the stars.
The night is not the cradle that they cry,
The criers, undulating the deep-oceaned phrase.
The lines are much too dark and much too sharp.

The mind herein attains simplicity.
There is no moon, on single, silvered leaf.
The body is no body to be seen
But is an eye that studies its black lid.

(...)

Hurtigt og lige løber linjerne mellem stjernerne.
Natten er ikke den vugge, de råber den er.
Stemmerne lød som kom de fra oceanets bund.
Linjerne er alt for mørke og alt for tynde.

Ved dette opnår sindet enkelhed.
Månen serveres ikke på et sølvfad.
Og man ser det intet, som er i legemet,
ikkun  et øje som kigger på sit sorte låg.

 

Mer' Wallace Stevens: http://internetdidaktik.dk/snemanden

Homer: Odysseen

Homer: Odysseen. Af femte sang (Kalypso) v/ Mogens Boisen (1967)

 

Fartøjet rigged han til med toplenter, braser og skøder, og med en løftestang skubbed det ud på det herlige havdyb.

Dagene gik; på den fjerde var hele hans værk ført til ende, og da den femte var kommet, lod nymfen Kalypso ham drage bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.

Mørkerød vin lod hun bringe om bord i en dunk, og gudinden gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk brages om bord og det dejligste sul i rigelig mængde.

Nu lod hun blæse en velegnet brise med luftninger milde.

Glad var Odysseus og hejste sit sejl for den strygende medbør, satte sig agter ved roret og styred så kyndigt sit fartøj.

Ej fik han blund i sit øje; mod Syvstjernen spejded han stadig og mod Bootes, som synker i hav så silde om natten, eller mod bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes af andre. Altid går bjørnen i kreds og spejder i angst mod Orion. Ene blandt stjernerne bades den ej i Okéanos' strømme.

Nymfen, den skønne Kalypso, gav helten det råd, at han altid under sin færd over hav skulle have hin stjerne til venstre.

Sytten var dagenes tal, som svandt, mens han drog over havet, og på den attende skimted han først de blånende bjerge fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øjned.

H. Rasmussen: Noget om stjernefangst

Halfdan Rasmussen: Noget om stjernefangst

 

Natten er så stille som en lille fugl der tier.

Det er ikke ilde med en sådan stille stund.

Tusind blanke bølgers spilledåsemelodier

Toner ind mod kysten fra det åbne Øresund.

 

Bølgerne er kolde og i månelys formummet

Månens lille jolle driver stille ind mod land,

ta'r en blå konkylje med, og stævner ud i rummet.

På den øde mole står en lille, salig mand. 

 

Det er mig, der står der. Jeg har stjerneskud i lommen.

Himmelske akkorder fylder hjertets stilhed ud.

Den jeg står og venter på er endnu ikke kommen.

Hun går nemlig osse rundt og fanger stjerneskud.

 

Se, hun vandrer roligt på en spinkel månestribe,

møder mig fortroligt med et kys som siger pling!

Ta'r et lille stjerneskud og putter i min pibe,

hvor der bor en lille sol, som fylder ingenting.

 

Alt hvad jeg kan sige er hurra! -men ganske stille,

mens min søde pige lægger øret til min mund.

Og jeg hvisker atter et hurra, der er så lille

som det sagn om Abraham, der sad i Mamrelund.

 

Sådan går vi begge gennem mange tusind nætter,

hvor de grønne hække dufter sødmefydt af maj.

Alle vores stjerneskud har himmelske dubletter,

så hvis du vil ønske, er der osse et til dig!

Oscar Wilde: Lady Windermere´s Fan

Oscar Wilde: Lady Windermere's Fan (1892)

 

CECIL GRAHAM. Now, my dear Tuppy, don't be led astray into the paths of virtue. Reformed, you would be perfectly tedious. That is the worst of women. They always want one to be good. And if we are good, when they meet us, they don't love us at all. They like to find us quite irretrievably bad, and to leave us quite unattractively good.

LORD DARLINGTON. They always do find us bad!

DUMBY. I don't think we are bad. I think we are all good, except Tuppy.

LORD DARLINGTON. No, we are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.

 

 

Tove Jansson: Mumitrolden opdager kometen

Tove Jansson: Mumitrolden opdager kometen (1947)

 

Mumitrolden og Snif møder snusmumriken.

"Du er vel ikke - hm - maler", spurgte mumitrolden lidt genert. "Eller måske digter?" foreslog Snif.

"Jeg er alting," sagde snusmumriken og satte kaffekanden på ilden. "Og I er opdagelsesrejsende, kan jeg se. Hvad har I tænkt at opdage?"

Mumitrolden hostede let, og følte sig meget stolt. "Alt muligt, " sagde han, "stjerner for eksempel!"

Snusmumriken var stærkt interesseret. "Stjerner!" udbrød han. "Så må I tage mig med. Stjerner er det bedste jeg ved. Jeg plejer at ligge og se på dem inden jeg falder i søvn og tænke på, hvem der bor på dem, og hvordan man kan komme derop. Det ser så venligt ud, med hele himlen fuld af små øjne."

 

Et essay om "Mumitrolden opdager kometen". 

http://internetdidaktik.dk/gensyn-med-kometen

 

Heinrich Heine: Dobbeltgængeren

Heinrich Heine: Buch der Lieder (1827) Gendigtning v/ EKS
 

Der Dobbelgänger

Still ist die Nacht, es ruhen die Gassen,
In diesem Hause wohnte mein Schatz;
Sie hat schon längst die Stadt verlassen,
Doch steht noch das Haus auf demselben Platz.

Da steht auch ein Mensch und starrt in die Höhe,
Und ringt die Hände, vor Schmerzensgewalt;
Mir graust es, wenn ich sein Antlitz sehe, -
Der Mond zeigt mir meine eigne Gestalt.

Du Doppelgänger! du bleicher Geselle!
Was äffst du nach mein Liebesleid,
Das mich gequält auf dieser Stelle,
So manche Nacht, in alter Zeit?

 

Dobbeltgængeren

Stræderne sover i den stille nat
Og huset står stadig her i gaden.
Derinde boede min største skat
Indtil hun rejste fra staden.

En mand står og stirrer mod månen,
Jeg gyser ved synet af skræk.
Han vrider sine hænder i smerte,
Han bær' mine egne ansigtstræk.

Dobbeltgænger! Blege kammerat!
Da min kærlighed døde dette sted
Blev du da tilbage, kold og desperat?
Min smertes efteraber - uden fred?

 

T.S. Eliot: Ødemarken

T.S. Eliot. Ødemarken (1922)

 

Hvad tordenen sagde

(...)

I dette elendige hul her mellem bjergene. I det blege måneskin synger græsset over de sløjfede grave omkring kapellet. Der står den tomme kirke, nu er den blot vindens hjem. Ruderne er borte og døren klaprer. Tørre knogler tager ingen skade af. Kun en hane stod i et lynglimt på kirkens rygning: Kyk-li-ky-kyk-li-ky.

Så gav et klamt pust varsel om snarlig regn.  

Ganges var sunket, de slappe blade ventede på regn, mens sorte skyer samledes langt borte over Himalaya. Junglen lå krummet sammen, stille. Da talte tordenen:

DA

(...)

 

Digtet + indledning:

http://internetdidaktik.dk/ts-eliot-hvad-tordenen-sagde

 

 

William Blake: Night

William Blake: Songs of Innocence (1789)

 

Night

The sun descending in the west,
The evening star does shine;
The birds are silent in their nest,
And I must seek for mine.
The moon, like a flower,
In heaven's high bower,
With silent delight
Sits and smiles on the night.

Farewell green fields and happy groves.
Where flocks have took delight;
Where lambs have nibbled, silent moves
The feet of angels bright;
Unseen they pour blessing,
And joy without ceasing,
On each bud and blossom,
And each sleeping bosom.

(...)

 

Mer' Blake:

http://internetdidaktik.dk/node/21

William Blake: To the Evening Star

William Blake: Poetical Sketches (1783)

 

To the Evening Star

Thou fair-hair'd angel of the evening,
Now, while the sun rests on the mountains, light
Thy bright torch of love; thy radiant crown
Put on, and smile upon our evening bed!

Smile on our loves; and, while thou drawest the
Blue curtains of the sky, scatter thy silver dew
On every flower that shuts its sweet eyes
In timely sleep.

(...)

 

Mer' Blake:

http://williamblake.dk/

 

Charles Dickens: A child´s dream of af star

Charles Dickens: A chilld's dream of a star (1871)

There was once a child, and he strolled about a good deal, and thought of a number of things. He had a sister, who was a child too, and his constant companion. These two used to wonder all day long. They wondered at the beauty of the flowers; they wondered at the height and blueness of the sky; they wondered at the depth of the bright water; they wondered at the goodness and the power of God, who made the lovely world.

They used to say to one another, sometimes, supposing all the children upon earth were to die, would the flowers and the water and the sky be sorry? They believed they would be sorry. For, said they, the buds are the children of the flowers, and the little playful streams that gambol down the hillsides are the children of the water; and the smallest bright specks playing at hide-and-seek in the sky all night must surely be the children of the stars; and they would all be grieved to see their playmates, the children of men, no more.

There was one clear shining star that used to come out in the sky before the rest, near the church-spire, above the graves. It was larger and more beautiful, they thought, than all the others, and every night they watched for it, standing hand in hand at a window. Whoever saw it first cried out, “I see the star!” And often they cried out both together, knowing so well when it would rise and where. So they grew to be such friends with it, that, before lying down in their beds, they always looked out once again, to bid it good night; and when they were turning round to sleep, they used to say, “God bless the star!”

(...)

 

https://www.poetryfoundation.org/poets/charles-dickens
 

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS