Otto Gelsted: Mennesket

Otto Gelsted: Mennesket (1920)

Jordens Ild under mig, over mit Hoved et Univers af tilintetgørende kulde. Til alle Sider de grønne Lande, det blaa Hav, Horisontens skønne, vandrende Ring.

Paa en Kugleskal i Rummet balancerer jeg mellem Driftens altopslugende Vanvid og Tankens forstenende Kulde.

Mellem Afgrund og Afgrund bygger jeg Livet op, Toner og smag, Skibe og Byer, Farvens Vidunder og Digtet, der spejler Alverden.

Digt: Om at sove i lånt sejlbåd

 

Om at sove i lånt sejlbåd i Kalø Vig

Side om side ligger små yachter fortøjet som smækre tunfisk

Til molen hvor aftenvandrere sagligt vurderer deres værdi

Foran udsigten til Studstrupværk, Kalø slotsruin og Mols Bjerge

Stiger jeg ombord i en fold af Danmark

Finder hvile i kahytten med paneler af æde træsorter

Som vinden lægger sig og sommernattens trolde-lys sitrer

Over vand, mole, master og landevej langs bøgeskov

Sover jeg fredeligt ind på campingplads for både

Filosofi: Lygtemændenes lys

Arnold Böcklin: Das Irrlicht. (1882)

 

Lygtemændenes lys

Lad os sammen med en digter bestige et rigtig højt bjerg og skue ud over den europæiske bevidstheds vidstrakte landskab. Herfra ser vi resultaterne af oplysningens og naturvidenskabens store projekter: talløse forskningsfabrikker med deres netværk af informationscentre; hist og her stikker gamle universitetsbyers tanketårne op og synes at strejfe himlen. Imellem disse hvilepunkter for øjet breder sig mangefarvede skove af folkeskoler, gymnasier og fagskoler.

Sarah Williams: The old Astonomer

Sarah Williams: The old Astronomer (1867)

Reach me down my Tycho Brahé - I would know him when we meet,
When I share my later science, sitting humbly at his feet;
He may know the law of all things, yet be ignorant of how
We are working to completion, working on from then till now.

Pray, remember, that I leave you all my theory complete,
Lacking only certain data, for your adding, as is meet;
And remember, men will scorn it, 'tis original and true,
And the obloquy of newness may fall bitterly on you.

But, my pupil, as my pupil you have learnt the worth of scorn;
You have laughed with me at pity, we have joyed to be forlorn;
What, for us, are all distractions of men's fellowship and smiles?
What, for us, the goddess Pleasure, with her meretricious wiles?

You may tell that German college that their honour comes too late.
But they must not waste repentance on the grizzly savant's fate;
Though my soul may set in darkness, it will rise in perfect light;
I have loved the stars too truly to be fearful of the night.

(...)

Dette moraliserende digt indledes med at fortælleren sidder sammen med Tycho Brahe og beskriver de seneste astronomiske nyheder for ham. Derefter taler Tycho Brahe. Han formaner til ikke at lade sig kue, hvis man bliver fordømt for at kæmpe for en original og sand teori. På den måde karakteriserer han sig selv. Og belønningen for kærligheden til stjernerne venter i det hinsides...

De to sidste linjer kan udmærket stå alene.

Obloquy; Offentlig fordømmelse. Repentance: Bekendelse, anger. Grizzly savant's fate: Det gråhårede genis skæbne.

 

Arkæologi: Telegram fra Göbekli Tepe

Göbekli Tepe: T-formet stele med skulptur af rovdyr og vildsvin i relief. Wikimedia Commons

 

Fårene bliver som fårehyrder og hyrderne som får, siger man, men det er noget, der tager tid, og ingen af dem dvæler længe i denne verden. 

J.R.R. Tolkien: De to Tårne

 

Fundet

Leo Tolstoy: Anna Karenina

Leo Tolstoy: Anna Karenina del 8 kap. 19 (1877) v/ EKS efter C. Garnett, Gutenberg.org  

 

Levin gik ud af børneværelset og var igen alene. Øjeblikkeligt vendte han tilbage til en tanke, i hvilken der var noget uklart.

I stedet for at gå ind i dagligstuen, hvorfra han hørte stemmer, gik han ud på terrassen, støttede albuerne mod rækværket og stirrede ind i himlen.

Det var næsten mørkt nu, og mod syd var himlen skyfri. Tordenvejret var drevet i modsat retning; der kom stadig glimt af lyn og en fjern torden derfra. Levin lyttede til den monotone dryppen fra citronbuskene i haven og kiggede på den velkendte trekant af stjerner og Mælkevejens grene, som løb gennem dens midte. Ved hvert lynglimt forsvandt Mækevejen og selv de klareste stjerner, men så snart glimtet forsvandt, dukkede de frem igen, som om en hånd omhyggeligt havde kastet dem tilbage på deres pladser. (...)

 

Going out of the nursery and being again alone, Levin went back at once to the thought, in which there was something not clear.

Instead of going into the drawing-room, where he heard voices, he stopped on the terrace, and leaning his elbows on the parapet, he gazed up at the sky.

It was quite dark now, and in the south, where he was looking, there were no clouds. The storm had drifted on to the opposite side of the sky, and there were flashes of lightning and distant thunder from that quarter. Levin listened to the monotonous drip from the lime trees in the garden, and looked at the triangle of stars he knew so well, and the Milky Way with its branches that ran through its midst. At each flash of lightning the Milky Way, and even the bright stars, vanished, but as soon as the lightning died away, they reappeared in their places as though some hand had flung them back with careful aim.

 

 

Filosofi: Heideggers spørgsmål til teknikken

Et inventarium. Udsnit af titelblad til Ole Worm: "Musei Wormiani" 1655

 

Indledning

Efter i 1920'erne at have opnået ry som fornyende europæisk åndsfyrste, blev Martin Heidegger i 1933 rektor for universitetet i Freiburg, samme år som nazisternes magtovertagelse.

J. A. Schade: Vinternat

Jens August Schade: Vinternat

Ingen lyde i den lille by
Fra små huse strømmer lyset ud
over sneen, der som hvide lagner
ligger let og blødt i alle gader.
 
Fodspor efter skridt - nu knirker sneen
under mine fødder, stille ene
går jeg i krystaller, sne, der blinker
her, som gik jeg over tusind stjerner.

Ja, imellem tusind stjerners blink
går min fod med lette, bløde skridt,
mens mit hovede på éngang mærker
sneen og den fine, kolde luft.

Hør hvor sødt det knirker mellem stjerner.

 

Bjørnstjerne Bjørnson: Aftnen er stille

Bjørnstjerne Bjørnson: Aftnen er stille, timerne trille (1866)

 

Aftnen er stille,
timerne trille
lydløse ned i det evige væld.
Kun mine tanker
lyttende vanker, -
vil hun ej komme i kvæld,
- ej komme i kvæld?

Vinteren drømmer,
stjernerne svømmer
gennem dens florlette syner og ler,
nævnende sommer,
elskov og blommer, -
tør hun ej møde mig mer,
- ej møde mig mer?

Havet, med panden
is-lagt mod stranden,
sukker i længsel og rejsesyg ro.
Skibe for anker,
sejlfyldte tanker, -
o, vi må findes, vi to,
- må findes, vi to!

Sneen har dalet,
tumlet og malet
eventyr-let den skovdunkle vej.
Dyrene lister,
slagskygger frister:
var det dit fodtrin, o nej,
- dit fodtrin, o nej!

Modet du savner,
rimfrosten favner
længselens grene, fortryllet du står.
Men jeg tør sprænge
dækket og trænge
ind, hvor i drømme du går,
- i drømme du går.

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS