Mark Twain: Following the Equator (1897) Kapitel 5 v/ EKS
Beretning fra en oplæsnings-turné Jorden rundt i 1895. I uddraget er Twain på vej over Stillehavet til Australien. Rejsen gik senere til New Zealand, hvis flag jo også prydes af Sydkorset.
Vi sejler støt sydover og bevæger os længere og længere ned under Jordens struttende mave.
I aftes så vi Karlsvognen og Nordstjernen synke under horisonten og forsvinde fra vores verden.
Nej, ikke "vi", men "de". De så det - nogen så det - og fortalte mig om det. Men jeg var ikke interesseret og er under alle omstændigheder træt af de kendte stjerner. Jeg mener, de er gode nok, men man har ikke altid lyst til at have dem hængende omkring.
Det eneste der optog mig var Sydkorset. Jeg havde aldrig set det. Jeg havde hørt om det hele livet, og brændte naturligvis efter at se det. Intet andet stjernebillede har affødt så megen snak. Hvis man skal dømme efter al den omtale Sydkorset har fået, så kunne jeg forestille mig, at det havde brug for en himmel helt for sig selv. Men det var en fejltagelse.
Vi så Sydkorset i nat, og det er ikke stort. Hverken stort eller særlig klart. Men det var tæt ved horisonten, og vil formentlig blive klarere, når det kommer højere op på himlen.
Det er et meget originalt navn, for det ligner et kors på den måde et kors ville se ud, hvis det lignede noget helt andet. Beskrivelsen beskriver ingenting, den er for vag, for almindelig, for ubestemt. På en måde ligner det et meget medtaget kors, eller et som hverken er ordentlig tegnet eller formet. Det er langt, med en lille tværbjælke ude af vinkel med hovedbjælken.
Sydkorset består af fire store stjerner og én lille. Den lille stjerne er skævt anbragt og ødelægger formen endnu mere. Den skulle have været anbragt der hvor de to bjælker mødes. Hvis ikke man tegner en imaginær linje fra stjerne til stjerne, så ligner det ikke et kors - eller noget som helst andet.
Man må bevidst overse den lille stjerne og udelukke den fra kombinationen, for den forstyrrer det hele. Hvis man gør det, så kan man forestille sig et vanskabt kors eller en slags skæv drage, eller en dårligt tømret kiste.
Stjernebilleder har altid været besværlige at navngive. Hvis man giver et af dem et smukt navn, vil det aldrig leve op til det. Det vil altid fortsætte med ikke at minde om den ting, det har fået navn efter. For at tilfredsstille offentligheden er man nødt til at opgive det smukke navn og give stjernebilledet et fornuftigt navn, et ordentligt beskrivende ét.
Jeg ville bestemt ikke ændre Sydkorsets navn til Sydkisten, nej, jeg ville kalde det for Syddragen, thi drager hører til deroppe i den almindelige tomhed, men det gør kister og kors og Karls-vogne ikke.
Om ikke så længe - jeg ved ikke hvor længe - vil kloden tilhøre de engelsktalende folkeslag og det vil himlen selvfølgelig også. Da vil stjernebillederne blive omorganiserede og pudset op og få nye navne.
Jeg formoder de fleste af dem kommer til at hedde noget med Victoria.
Men dette her stjernebillede vil engang sejle under navnet "Syddragen". Hvis ikke, så bør det tages ud af rutefart.
