Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Leo Tolstoy: Anna Karenina del 8 kap. 19 (1877) v/ EKS efter C. Garnett, Gutenberg.org  

Levin gik ud af børneværelset og var igen alene. Øjeblikkeligt vendte han tilbage til en tanke, i hvilken der var noget uklart.

I stedet for at gå ind i dagligstuen, hvorfra han hørte stemmer, gik han ud på terrassen, støttede albuerne mod rækværket og stirrede ind i himlen.

Det var næsten mørkt nu, og mod syd var himlen skyfri. Tordenvejret var drevet i modsat retning; der kom stadig glimt af lyn og en fjern torden derfra. Levin lyttede til den monotone dryppen fra citronbuskene i haven og kiggede på den velkendte trekant af stjerner og Mælkevejens grene, som løb gennem dens midte. Ved hvert lynglimt forsvandt Mækevejen og selv de klareste stjerner, men så snart glimtet forsvandt, dukkede de frem igen, som om en hånd omhyggeligt havde kastet dem tilbage på deres pladser. (...)

Going out of the nursery and being again alone, Levin went back at once to the thought, in which there was something not clear.

Instead of going into the drawing-room, where he heard voices, he stopped on the terrace, and leaning his elbows on the parapet, he gazed up at the sky.

It was quite dark now, and in the south, where he was looking, there were no clouds. The storm had drifted on to the opposite side of the sky, and there were flashes of lightning and distant thunder from that quarter. Levin listened to the monotonous drip from the lime trees in the garden, and looked at the triangle of stars he knew so well, and the Milky Way with its branches that ran through its midst. At each flash of lightning the Milky Way, and even the bright stars, vanished, but as soon as the lightning died away, they reappeared in their places as though some hand had flung them back with careful aim.

Jens August Schade: Vinternat

Ingen lyde i den lille by
Fra små huse strømmer lyset ud
over sneen, der som hvide lagner
ligger let og blødt i alle gader.
 
Fodspor efter skridt - nu knirker sneen
under mine fødder, stille ene
går jeg i krystaller, sne, der blinker
her, som gik jeg over tusind stjerner.

Ja, imellem tusind stjerners blink
går min fod med lette, bløde skridt,
mens mit hovede på éngang mærker
sneen og den fine, kolde luft.

Hør hvor sødt det knirker mellem stjerner.

Bjørnstjerne Bjørnson: Aftnen er stille, timerne trille (1866)

Aftnen er stille,
timerne trille
lydløse ned i det evige væld.
Kun mine tanker
lyttende vanker, -
vil hun ej komme i kvæld,
- ej komme i kvæld?

Vinteren drømmer,
stjernerne svømmer
gennem dens florlette syner og ler,
nævnende sommer,
elskov og blommer, -
tør hun ej møde mig mer,
- ej møde mig mer?

Havet, med panden
is-lagt mod stranden,
sukker i længsel og rejsesyg ro.
Skibe for anker,
sejlfyldte tanker, -
o, vi må findes, vi to,
- må findes, vi to!

Sneen har dalet,
tumlet og malet
eventyr-let den skovdunkle vej.
Dyrene lister,
slagskygger frister:
var det dit fodtrin, o nej,
- dit fodtrin, o nej!

Modet du savner,
rimfrosten favner
længselens grene, fortryllet du står.
Men jeg tør sprænge
dækket og trænge
ind, hvor i drømme du går,
- i drømme du går.

En frostklar decemberaften sidst i 1960-erne lå jeg i min duffelcoat på gadens knagkolde asfalt og stirrede gennem fars nye kikkert ind i mælkevejens isblå tåger. Da kulden blev for streng, gik jeg ind til mor i køkkenet og spiste svedende tallerken efter tallerken af kraftig kråsesuppe med urter, melboller og svesker.

Siden da har jeg været ret "hooked" på at vide mere om, hvad stjerner er for nogle størrelser. Både virkelige og metaforiske.

I de her notisser har jeg samlet en samling af "Stjernedigte". Foreløbig en firs stykker. Se til højre -  menuen: "Alle notitser".

Tekster om natten og nattehimlens fænomener: Månen, planeterne, stjernerne, stjerneskud, kometer, novaer, rummets mørke... Mest på dansk, men der er også digte på tysk, engelsk og fransk.

Jeg har moret mig gevaldigt med at skimmelæse et par hyldemeter bøger og tygge på tre spørgsmål:

Hvordan anvendes rummet og himmellegemerne som "steder"/ topoi i litterært arbejde?

Hvilke æstetiske formål kan forfattere og digtere have, i og med de skildrer oplevelser af rummet og himmellegemerne?

Mindskes brugen af stjerner &c som litterære motiver i 1900-tallet, i takt med lysforureningens forøgelse?

Hvad er lysforurening? 

http://internetdidaktik.dk/vi-kysser-stjernerne-godnat

http://erikkruse.dk/tilstjernerne.htm

Og så vil jeg bare sige: værs'go at tage en tur i den litterære Wayback-Machine -

Lysforurening: Vi kysser stjernerne godnat

Jack Chain: Mælkevejen Vi kysser stjernerne godnat Om lysforureningens æstetik September 2017 En kølig sensommeraften. Koncert med The Savage Rose. Den gamle Sukkerfabrik, Stege. Møns fhv. sukkerfabrik er i god drift og fin form. Der er gang i alskens business...

404 Not Found

404 Not Found Not Found The requested URL /tilstjernerne.htm was not found on this server.

Tycho Brahe: De Nova Stella (1573)

Om den nye og aldrig siden Verdens begyndelse i nogen tidsalders erindring før observerede stjerne, som viste sig for allerførste gang i slutningen af forgangne år.

Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed.

Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér. Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket. 

Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde.

Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. (...)

https://www.nasa.gov/image-feature/the-tycho-supernova-death-of-a-star

The Tycho Supernova: Death of a Star

In 1572, Danish astronomer Tycho Brahe was among those who noticed a new bright object in the constellation Cassiopeia.

Jeppe Aakjær: Rugens Sange (1906)

KARLSVOGNEN

I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver,

hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,

hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver

under Almagtens Pust og det Eviges Gys -

I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre

med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol,

og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,

staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!

Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave,

jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim;

jeg har set dig saa stor over sneede Grave,

men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.

Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude,

og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,

stod du tindrende tavs i min øverste Rude

og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.

(...)

Arthur C. Clarke: 2001. En odyssé i verdensrummet (1968)

FORORD

Bag hvert nulevende menneske står tredive ånder, for antallet af afdøde er tredive gange så stort som klodens nuværende befolkning. I alt har cirka hundrede milliarder mennesker levet på vor klode.

Tallet er for så vidt interessant, for ved et ejendommeligt træf er der omtrent hundrede milliarder stjerner i vort lokale univers; Mælkevejen. For hvert menneske, der har levet, lyser følgelig en stjerne i dette univers.

Men hver eneste af disse stjerner er en sol, som ofte er langt mere strålende og imponerende end den lille stjerne nær ved os, som vi kalder Solen. Og mange - måske de fleste - af disse fremmede sole omkredses af planeter. Der er følgelig næsten med sikkerhed tilstrækkelig meget territorium i verdensrummet til, at hvert eneste medlem af arten menneske, helt tilbage til det første abemenneske, kunne have sin egen private himmel - eller sit eget private helvede - i klodeformat.

Vi har ingen mulighed for at skønne om, hvor mange af disse mulige himmeler eller helveder der er beboet, og i givet fald af hvilke væsner; den allernærmeste er en million gange længere borte end Mars og Venus, disse endnu fjerne mål for det næste slægtled. Men de skranker, afstandene sætter, er i færd med at smuldre; en skønne dag vil vi møde vore lige - eller overmænd - ude blandt stjernerne.

Menneskene har været længe om at se denne fremtidsudsigt i øjnene; nogle håber stadig, at den aldrig vil blive til virkelighed. Stedste flere spørger imidlertid: "Hvorfor har sådanne møder ikke allerede fundet sted, da vi jo nu selv står i begreb med at vove os ud i rummet?"

Ja, hvorfor mon ikke? I det følgende vil man finde et muligt svar på dette meget fornuftige spørgsmål. Men husk venligst, at bogen kun er en fantasi.

Sandheden vil, som altid, være langt mærkeligere.

A.C.C.

Haifez (1310-90): The Day Sky

Let us be like
two falling stars in the day sky.

Let no one know of our sublime beauty
as we hold hands with God
and burn

Into a sacred existence that defies –
that surpasses
Every description of ecstasy
and love.      

Ivan Turgenev: En jægers dagbog (1852)

Inde i skoven bliver det stadig mørkere. Alle konturer flyder sammen, og træerne forvandles til mægtige sortladne masser. De første stjerner træder undseligt frem på det dybblå himmelhvælv. Nu sover alle fugle. Kun vipstjærter og de små spætter småkvidrer endnu en stund af og til halvkvalt, ligesom i søvne... så forstummer også de. Blot en sidste gang lyder siskenens sitrende kalden. Og nu istemmer nattergalen sine første smeltende strofer. Hjertet svulmer i det længselsfulde bryst...

Så, pludselig - men her vil kun jægeren forstå mig - pludselig bliver den dybe stilhed brudt af en særegen skræppen, så følger en lydelig hvislen, så en støj af emsige vingers regelmæssige susen - og en skovsneppe kommer, graciøst bøjende sit langnæb, flyvende ud fra birketræernes mørke løvværk og glider langsomt gennem luften - netop vort skud imøde.