Kunst: Store mænd og små mennesker i Næstved
Mindebrønden på Hjultorvet i Næstved. Eget foto.
Peder Bodilsens rytterstatuette i Næstved
Beskrivelse og baggrund
Højt på en spiralsnoet søjle af rødbrune klinker, midt på det lille Hjultorv foran Næstveds 1800-tals rådhus og arrest, dér står et rytterportræt, man let overser: en 42 cm høj bronzestatuette, som skal forestille stormanden Peder Bodilsen fra 1100-tallet.
Umiddelbart betragtet fremkalder statuetten billeder og ideer om riddere, stormænd, ære, rigdom og middelalder. Den forestiller noget, idet den stiller sig for. Men hvad står den foran? Eller - hvad der er det samme - hvad ligger bag?
“Danmarks mindste rytterstatue” rummer flere pudsigheder og nykker, end man lige kan se.
Med en statue laver man et 3D-billede, et rumligt billede. Det kan udformes naturalistisk eller abstrakt; billedet kan ligne eller ikke. En statue kan, ligesom et 2D-billede, udtrykke symbolsk/ allegorisk mening, og/eller være konkret kunst, uden politiske og religiøse bagtanker.
Fortolkningen af billedet kommer an på kunstnerens håndelag og stil, materialets egenskaber, bestillerens hensigter med det bestilte, samt beskuerens evne til at afkode billedets symbolsprog.
Vi ved ikke meget om den historiske Peder Bodilsen og det meste kan udelades her. Vi noterer at han mindes i købstaden Næstved, fordi han og moderen i året 1135 skænkede en ikke ringe del af deres ejendom til stiftelsen af et benediktinerkloster ved Næstved, Skovkloster, det senere Herlufsholm, og til byens Sct. Peders kirke.
De var nemlig helt med på en af datidens kulturelle og ideologiske trends. Ligesom mange andre velhavende mennesker i datidens Europa ønskede de at bruge deres rigdom til at sikre sig en plads i evigheden, og så gjorde det ikke noget, at man samtidig skaffede sig anseelse her i det jordiske, ved at være kloster-stifter og kirkeejer. Kun en gud kan vide, hvad der er det mest menneskelige af de formål.
Mor og søns gavebrev er et af de ældste bevarede danske dokumenter og heri nævnes byen Næstved første gang. Man betegner derfor gerne brevet som byens “dåbsattest”. Men der har boet mennesker på “Det ryddede Næs”, i hvert fald fra omk. år 400 efter Kr.
Statuen er et rytterbillede, ca. i forholdet 1:5 anbragt på en omkring 3½ meter høj søjle af klinker, der altså fungerer som basis eller plint. En basis forbinder skulpturen/ statuen med jorden. Men i dette tilfælde udgår søjlen fra midten af en såkaldt “Mindebrønd”, et ottekantet vandbassin, også af klinker. En firkantet basis midt i bassinet, som den snoede søjle udgår fra, er udstyret med små springvand af bronze. Hele herligheden er anbragt på på to høje ottekantede trin.
Søjlen hæver statuen op ad mindernes brønd. Det hidtil skjulte bliver synligt. Noget glemt drages frem igen. Underbevidste minder om fortiden - under overfladen - føres som en skikkelse frem i bevidsthedens lys.
Med en rytterstatue på en plint hæver man manden to gange. På den måde bliver han mere betydningsfuld. Højt til hest = magtfuld. Og hvis hesten ligefrem stejler, bliver indtrykket af magt ekstra kraftigt.
Der er en påfaldende detalje ved statuen. Rytteren har ingen stigbøjler; det var ellers fast udstyr hos middelalderens riddere. Derimod kendte man ikke til stigbøjler i antikken. Dem vender vi tilbage til.
Hvorfor gjorde Næstveds borgere sig ulejlighed med at rejse et så lille mindesmærke over så stor en mand? Manglen på størrelse ophæver jo nærmest fremstillingens magt?
En komité i pengeknibe
I 1935 fejrede Næstved 800-års jubilæum med en imponerende erhvervs-udstilling og alskens festligheder. I den forbindelse var mindesmærket over Peder Bodilsen tænkt som en gave fra byens borgere – til dem selv. Man ville forskønne byen. Skønheden har som regel en pris.
For en del år siden gennemgik jeg på Næstved Arkiverne en kasse med dokumenter og memorabilia, fra komitéarbejdet omkring finansieringen og udformningen af rytterstatuen og mindebrønden. Man finder her referater fra møder, regnskaber og indsamlingslister, breve, avisudklip mv.
Om den til formålet dannede komite fra begyndelsen af havde planer om, hvordan mindesmærket skulle se ud, eller om man havde et andet og evt. større monument i tankerne fremgik ikke af disse dokumenter. Resultatet af indsamlingen fik jeg ikke noteret - måske af samme årsag.
Man har lov at gætte på, at komiteen i første omgang ville samle penge ind, og derefter udskrive en konkurrence om udformningen af et mindesmærke. Jeg gætter videre på at statuen af Peder Bodilsen fik sin beskedne størrelse, fordi Næstved bys borgere ikke var nær så flinke som forventet til at komme til lommerne.
Det kan f.eks skyldes at komiteen for mindesmærket ikke var dygtig nok til at “sælge” ideen. Måske fordi medlemmerne ikke havde en klar ide om hvad de ville have. Måske synes Næstved-borgerne, som de var flest, bare ikke det var en god ide med sådan et mindesmærke.
Men den vigtigste faktor, hvad finansieringen angår, kan meget vel være, at Danmark i 1930'erne gik gennem en voldsom økonomisk krise. Fx var i perioder omkring ⅓ af arbejdsstyrken ledig. Der var simpelthen ikke penge blandt folk.
Og det er formentlig grunden til, at der ikke findes omtale af den formodede konkurrence. I referaterne fra komiteens møder spores bekymring og uro, efterhånden som jubilæum og deadline nærmede sig. Indsamlingen gik bestemt ikke som man havde håbet.
Til sidst henvendte man sig i sin nød til en direktør i Carlsberg-bryggerierne, Frederik Sander, som stammede fra Næstved. Han var meget forstående og skaffede midler, således at projektet kunne realiseres. Han bidrog med 4000 kroner. Man kan sammenligne donationen med, at en faglært arbejder i 1930-erne tjente ca. 75 kroner om ugen. Dermed svarede beløbet nogenlunde til en fagarbejders årsløn, før skat.
Et videre spørgsmål er selvfølgelig, hvad man har kunnet købe for de penge.
En betingelse var, at statuen skulle udformes af Mathilius Schack Elo (1887-1948), en kunstner, der havde løst forskellige opgaver for Carlsbergfondet.
Om rytterstatuer
Billedhugger og konservator Elo huskes ikke for originalitet. Man kan sige, at han var bedst som epigon. Komiteens medlemmer har formentlig været taknemmelige for hvad som helst, der kunne redde projektet, og æren.
Nu til detaljen med stigbøjlerne:
Læseren bedes åbne et nyt faneblad i sin browser og i sit søgefelt skrive ordene ”Marcus Aurelius statue”.
Jeg lægger ikke links ind i teksten, de har det med at dø…
Et voila: Billeder af stamfaderen til alle Europas rytterstatuer (de kinesiske og persiske statuer taler vi ikke om her).
Derefter åbnes endnu et faneblad, og heri søges efter ”Peder Bodilsen statue”.
Danmarks mindste rytterstatue er på mange måder forskellig fra Marcus Aurelius’. Ud over størrelsen, forstås. Fx i hovedets drejning, frisure og hovedbeklædning, armenes stilling, om hesten har højre eller venstre forben hævet, i kappens folder og i det hele taget detaljerigdommen. Rytteren / ridderen holder en pergamentrulle, det sammenrullede gavebrev, i sin venstre hånd.
En stormand fra 1100-tallet (ordet ”adelsmand” tilhører en senere tid) som Peder Bodilsen ville næppe have brudt sig om at blive afbildet til hest våbenløs, bukseløs og barfodet! Da slet ikke uden saddel og stigbøjler, ligesom en bondekarl, der jumper af sted på hesten hjem fra marken, på vej ”til vands” for at vande og vaske dyret og selv få skyllet fødderne...
Peder Bodilsen og hans fru Moder, som begge sandsynligvis hverken kunne læse eller skrive, vidste næppe at man nede i Frankerriget for (allerede dengang) lang tid siden, havde forsøgt sig med en genoplivning af romerrigets formsprog, herunder rytterstatuen.
Nu åbnes endnu et faneblad. Søgeord: ”Karl der Grosse Louvre”.
På Louvre-museet findes en lille statue fra 800-tallet, der siges at forestille Karl den Store, Det hellige Romerske Riges første kejser. Dette portræt har givetvis antikke rytterstatuer som forbillede. Ud over at Store Karl faktisk er relativt stor i forhold til hesten (muligvis er de fremstillet hver for sig), skal man bemærke at han ikke bruger stigbøjler. De var ellers almindeligt kendt på Karl den Stores tid, om ikke udbredt i alle lag af samfundet. Kejseren har sandsynligvis haft adgang til denne teknik, men har altså valgt at lade sig afbilde som sine forbilleder, de romerske kejsere.
Det vigtige i denne sammenhæng er, at der i begge tilfælde foregår en historisering, en genanvendelse af ældre former i en ny tid med nye behov. Romerne red uden stigbøjler, fordi de ikke kendte til dem. Deres kejsere lod sig afbilde i statuer, som en vigtig del af statskulten, i overstørrelse, og ofte som sejrrige krigere til hest.
I en senere og meget fattigere tid, men dog på vej ud af Europas ”mørke århundreder”, lod Karl den Store sig afbilde til hest, i understørrelse, uden stigbøjler, fordi han ønskede at fremstilles som en romersk kejser. Selv om han til hverdag nok ikke ønskede at undvære disse nyttige equestriske indretninger.
Og langt, langt senere, på et torv i en nordisk provinsby, blev stormanden Peder Bodilsen afbildet, ridende på romersk manér. En væsentlig forskel er, at Kejser Karl selv bestilte sin statuette, mens Peder Bodilsen havde været glemt i en del århundreder, indtil det lokale erhvervsliv fandt ham frem til formålet.
Om billedhugger Elo har været bevidst om ”den romerske forbindelse” i detaljen med de manglende stigbøjler, kan vi ikke vide.
Genbrug af historie
Begge statuer efterligner fortidens mægtighed. Bestillerne mægtig-gøres dermed i nutiden. Noget glemt føres frem og gøres bevidst. Noget potentielt gøres håndfast.
Mindesmærker, fx over historiske personer, er også minder over den tid og de mennesker, der rejste dem. Minder om hvordan man brugte historien, ud fra et eller flere formål.
Statuetten og mindebrønden på Næstveds Hjultorv er formodentlig den mindst ringe løsning på et selvskabt problem. I hvert fald ville en lille statue, på en lav basis have signaleret misforhold mellem ønsker og evner. Mellem ønsket om magten over mindet, og midlerne dertil. Det ville have været komisk. Derfor anbragtes statuetten højt oppe på en søjle.
Desværre forstyrrede denne løsning muligheden for i det hele taget at kunne se statuen. Men det gjorde måske ikke så meget. Symbolikken var hjemme, og der har den været lige siden. En højt placeret person er som hovedregel mægtigere end en lavere placeret.
Arkitekten for Mindebrønden udviklede, tilsigtet eller utilsigtet, af lyst eller af nød, en interessant dynamisk effekt: fortidens stormand ligesom skrues op fra mindernes brønd med et gevind. Det glemte bringes frem i en roterende bevægelse.
Statuen af ”Peder Bodilsen” havde formentlig til formål at knytte Næstved-borgerne sammen i det nationale fællesskab, gennem en fortælling om det store menneskes gode og gavnlige gerninger. I lighed med statuerne af kong Frederik d. 7. man ser i adskillige danske provinsbyer, hvor hans fyldige kongeskikkelse rækker en skriftrulle, Grundloven, frem mod beskueren.
Mindebrønden og rytterstatuetten forenede byens borgere, uanset klasse, alder og køn, omkring en fælles fortid. Til det formål betød det ikke så meget hvad statuetten lignede, bare den forestillede.
Jeg betragter mindebrønden og rytterstatuetten som charmerende kitsch, en erindring fra en fattigere (og muligvis mere naiv) tids forsøg på at give Næstved købstad mere historisk pondus; et minde om hvordan man dengang anvendte historien i samtidens tjeneste. En fortids - fortid.
Udblik
I 1930'ernes Europa udbrød som velbekendt en stærk længsel efter “Den Stærke Mand”, en nationens frelser á la Jesus Kristus Superman. En mand med stor kasket og store armbevægelser, som med et par geniale snuptag kunne løse alle de økonomiske og sociale problemer, demokratierne dengang havde mere end vanskeligt ved at hitte løsninger på.
Længslen efter nationens frelser udviklede sig i Tyskland, Sovjet, Italien, Spanien, Ungarn, Japan - til politisk religion og ideer om racerenhed, klasserenhed, tankerenhed... Under den svære økonomiske krise, hvor mange folk virkelig led nød, længtes de naturligt nok efter håb og fandt den altså ved at samle sig omkring nationale faderskillelser. Samt billederne af ham.
Det historisk nye var den hysteriske betoning af sammenfaldet mellem folkets interesser og det enestående individs interesser - hvilket blev faciliteret af stærkt forøgede muligheder for at samle folkets opmærksomhed, særligt gennem film og radio, "hotte" teknologier i 1930-erne. Føreren har altid ret, så længe han har privilegeret adgang til mikrofonen og filmlærredet. Det fænomen var ikke ukendt her i landet.
I Danmark udviklede sig en relativt uskyldig personkult omkring statsminister Thorvald Stauning - man husker nok valg-sloganet “Stauning eller Kaos”.
Denne joviale fhv. cigarmager med fuldskæg og briller og smag for god whisky, var en lille og fredelig fisk i sammenligning med udlandets menneskeædende hajer; men Den Stærke Mand var han lige så godt for mange danskere.
Måske var det et af motiverne bag Næstved-borgernes ønske om at stille et billede af stormanden Peder Bodilsen op på en central plads i byen.
Små mennesker ønsker sig store mænd (og statuer af dem) for at have et spejl, de kan forstørre sig i.