Filosofi: Strøtanker om love & paradigmer

Intonation

Det græske fysis betyder natur. Som natur har fysikken været til fra verdens begyndelse. Energi, masse, tyngde, rum, tid og alt andet opstod, da universet blev til med et snuptag, for sådan ca. 13 – 14 tusind millioner år siden.

Lad os overveje måden at forstå fysikken på.

Hvorfor er viden om det fysiske formateret som den er? Hvorfor beskrives f.eks. fysiske fænomener som om de adlyder love?

Af en eller anden årsag lader universet sig sætte i tal. For fysikere går arbejdet i høj grad ud på at omsætte fysiske begivenheder til matematikkens sprog. Man kvantificerer fænomener og finder ud af hvilke mønstre og lovmæssigheder de følger.

Love er regler, mennesker har opfundet for at ordne indbyrdes forhold. F.eks. grundloven, færdselsloven, ophavsretsloven.

Mennesker er en art selv-domesticerede primater, tæmmet af kulturens og sprogets lænker. Som de meget sociale væsener de nu engang er, finder de sammen og opfinder samfund (sam-fund!) inklusive regulerende skikke, love og regler.

Mennesker domesticerer (hjemlig-gør) også naturen, at den bliver tryg og beboelig. Man befolker skovene, bjergene, bækkene og nattens netværk af stjerner med menneskelignende ånder og guder. Naturen besjæles.

I vor tid forstår vi fysiske fænomener som udtryk for naturens iboende love. Endnu et eksempel på domesticering af universet? Lov-konceptet som en måde at tage den kaotiske natur i besiddelse på?

Hvis vi taler om naturlove - fx "loven for det frie fald", som det hed i min realskoletid - fortolker vi, i en art undertekst, fysis som som en enhed, styret af ubrødelige love. Naturlove forbyder umulige fænomener og erfaringer, som ikke passer ind i en lovmedholdelig orden og normal-videnskabens forklaringer. 

En sådan altomfattende - paradigmatisk - verdensfortolkning er nyttig, men kan til tider også føles som et åndeligt korset.

Frem mod en moderne fysik

For 2500 år siden tog græske naturfilosoffer et dristigt spring ud på dybt vand. De ville tænke sig frem til rationelle forklaringer på fysiske fænomener. Deres skepsis overfor magisk tankegang åbnede op for fremtidige forsøg på at betragte naturen som en ansamling af ting, hvis egenskaber kunne forklares ved hjælp af logik og matematik.

Dengang talte man ikke om naturlove, men om at tingene fulgte deres natur, eller essens. F.eks. søger tunge ting, såsom en sten, hastigt nedad, fordi den stræber efter at forene sig med jorden, det ”tunge” element. 

Langt senere, med renæssancens vågnende interesse for oldtidens videnskab, udvikles en ny fortolkning af naturen. Det begyndte med dekonstruktionen af oldtidens geocentriske verdensbillede.

Nikolaus Kopernikus argumenterede i sit afsluttende værk fra 1543 for at Jorden er en planet som kredser om Solen, i midten af den himmelske mekanik. Solsystemets struktur lod sig møblere fuldstændig om - og resultatet var en enklere, mere troværdig verdensmodel. 

Da Tycho Brahe beskrev sin ”nye stjerne” i 1572, mente han og de fleste fornuftige mennesker dog stadigvæk, at Jorden befandt sig i midten af alting og at naturen forøvrigt var skabt og styret af Vorherre.

Omkring år 1600 udfordres oldtidens naturlære og kosmologi for alvor. En naturvidenskabelig metode tager form, med forening af eksperimenter, observationer, forbedrede instrumenter og ny matematik, fx Newtons/ Leibniz' integral-og differentialregning.

De fysiske videnskaber får i løbet af 1700-tallet en imponerende forklaringskraft, og bliver mønsterskabere og afsæt for naturvidenskabelige gennembrud i 1800-tallet – fx elektricitetslære, organisk kemi, biologi, geologi, metallurgi...

Der er næppe nogen som har en samlet og vandtæt forklaring på, hvorfor det gik sådan med europæernes opfattelse af naturen. Men denne materialistiske fortolkning af verden var praktisk anvendelig og bidrog kraftigt til at Europa fik en enorm teknologisk magt, som kunne projiceres ud på resten af verden ved hjælp af skibe udstyret med kanoner, kikkerter og kompas.

Der udvikles et nyt paradigme for fysikken. Universet er at lignes ved en maskine, reguleret af love, som kan beskrives matematisk. Ret beset er universet et kæmpestort ur, som Gud trak op, inden han forlod virksomheden...

Mod slutningen af 1800-tallet var naturvidenskaberne så succesrige, at der i fysiker-kredse opstod en formodning om, at man var nær ved at forklare alt, hvad der kunne forklares og formulere indsigten i præcise love. Man nærmede sig en teori for det hele. Fysikerne ville snart gøre sig selv arbejdsløse.

Relativisme - et kulturelt fænomen

På samme tid udfordrede den sære filosof-digter Friedrich Nietzsche tidens selvtilfredse selvopfattelse og fremskridtstro. Nietzsche betragtede alle værdier (Gud, moral, etik, loven) som relative; de er blot enhver tids udtryk for magt.

På den måde kunne han retfærdiggøre en vision om et fremtidigt samfund, hvor nogle få udvalgte overmennesker herskede over folkemasserne. Elitær var han jo, også det.

Efterhånden som koloniseringen af Jorden skred frem i 1800-tallet, begyndte europæerne at interessere sig for, hvordan andre kulturer fortolkede tilværelsen, fx den kinesiske eller indiske. Der dæmrede en forståelse af, at en vestlig, naturvidenskabelig måde at betragte det fysiske på, ikke var den eneste mulige.

På baggrund af den tidsånd fik en velklædt ungdomsoprører, Albert Einstein, nogle rigtig gode ideer og banede vej for et nyt fysisk paradigme, relativitetens.

Et koncept, der ligesom lå i tiden: Tingene kan ikke forstås i sig selv, kun i forhold til andre ting. Hvad der sandt for én person, er ikke nødvendigvis sandt for en anden, som ser begivenhederne fra en anden position. Der findes ikke absolut tid og absolut rum, men kun beskrivelser af fænomener i referencesystemer.

Efterfølgende udvikles teorien om de meget små ting: kvantemekanikken. Naturen begynder at blive underlig og uforudsigelig: partikler er både bølger og partikler og ”beslutter” sig først for at være en af delene, når de iagttages…

Ved midten af 1900-tallet bliver fysikken ligefrem syret og absurd: partikler opstår af det rene ingenting, de kan være to steder på samme tid, og er måske forbundne, ”entangled”, selv om de befinder sig langt fra hinanden.

Det er blevet en vedtagen ting, og almen viden, at det meste af verdens stof og energi ikke rigtig til er stede, man kalder dem ”mørke” eller "virtuelle" - udtryk for, at kosmologer og andre sagkyndige har rimeligt uklare formodninger om, hvad det er for noget, de famler med at fatte.

Det ser ud til at Universet mangler mindst ti centimeter forneden!

Udtoning

Begrebet ”naturlov” er en metafor. Mennesket menneskeliggør universet og indretter sig i det. Man  anvender et koncept hentet fra samfundslivet.

Fysikkens paradigmer afspejler og bekræfter samtidens ideologiske forhold.

Europæerne, mønsterskaber for "Den vestlige Verden", har gennemlevet to naturvidenskabelige omvæltninger i løbet af de seneste 500 år.

Det har været en lang mental rejse, fra oldtidens besjælede og statiske univers, over Newtons mekaniske do. til et relativistisk tid-rum-kontinuum.

Og nu har vi beboet et relativistisk og kvantemekanisk univers i omkring 120 år. Hvor længe endnu?

Står endnu et paradigme uden for døren og kalder på nye spørgsmål? 

Er mennesker agenter for, eller medskabere af, et bevidst og dynamisk univers? Kan man begribe hjernen som et redskab for bevidsthed, samtidig med at den er en indretning, som skaber bevidsthed? Er universet levende?

Sniksnak og overvintret universalromantik? 

Et faktum er, at der mangler en stor mængde stof i galakserne, for at de kan holde sig sammen, sådan som de nu engang gør. Det har ført til hypotesen om et alt-undvigende "mørkt stof" og en "mørk energi".

Er disse fænomener, som åbenbart kun kan iagttages indirekte, selve det informationssystem, som rummer Guds - eller naturens - erindringer, tanker og drømme?

Hastig opdatering på Benedict de Spinoza: I hovedværket "Etik" fra 1677 beskriver han Guds eller naturens enhed og egenskaber. Han argumenterer for, at man kan se det værende ud fra to perspektiver, en religiøs og en naturvidenskabelig. For ham er de to synsmåder, eller erkendelsesformer, ligeværdige.

En kontroversiel holdning, dengang som i dag.

På Spinozas tid måtte naturvidenskaben (og humanismen) kæmpe for sin eksistensberettigelse. I vore dage er det imidlertid religionen, som sidder i hundehuset, i hvert fald hvad angår en troværdig (teologifri!) erkendelses-teori. Og det har sine gode grunde. Religion har bremset eller ødelagt megen sund tænkning.

Jeg for min del er begyndt at mene, at religion og videnskab, på samme tid, er gensidigt udelukkende og gensidigt bekræftende. M.a.o. komplementære. Hvad de tilsammen, måske, engang kan udvikle sig til, vil fremtiden erfare.

Ende

Den her metafysiske skitse skal have en ende.

Og den begynder med spørgsmålet:

Hvad er et transcendentalt felt? 

Filosoffen Gilles Deleuze har et smukt og udfordrende svar. 

https://internetdidaktik.dk/immanens-et-liv

P.S.

Et billede af Benedict de Spinoza som linsesliber: 

https://internetdidaktik.dk/filosofi-spinozas-t%C3%A6nkemaskine

P.P.S.

Tak til Per Højholt for lån af en linje:

Supermules country song

Jeg gider ikke flyve omkring i det
her orgel de kalder New York
hvor klavererne svæver 10 cm over
gulvet og kun de rige har noget
at dø fra! Der er ikke noget slip
mellem Chase Manhatten & Gud
men nede ved soklen kan man få
en hel hånd ind uden at blive klemt!
Samfundet mangler 10 cm forneden,
simpelthen! Og nu vil jeg
fandme se græs! giv mig en
grøn grøn bjergside i West Virginia
hvor jeg kan stå og æde i fred og høre
når mit lort rammer jorden!