Didaktik: Tæmning af IT i Gymnasieskolen

Nicolas Hoizy. Unsplash.com

HVORDAN MAN TÆMMER EN TEKNIK

De seneste femten års indførelse af it i danske gymnasier har sat gang i adskillige forskningsprojekter. Og der er fart på! 

Rapport følger efter rapport, kursus efter kursus, og man får knap sat sig ned for at læse den nyeste bog om it-didaktik, før en sælger ringer på døren og tilbyder projektorer, smartboards og programmer, nyere end de nyeste og smartere end de smarteste.

Er det den tekniske udvikling som styrer den pædagogiske og didaktiske samtale?

Er det teknikken som bestemmer over didaktikken?

For at komme nærmere på den problemstilling, så skruede jeg mig fast til kontorstolen og læste omkring 60 artikler og blogindlæg om it i gymnasiet, som fagbladet Gymnasieskolen har bragt over den seneste halve snes år.
 
Ud over at være fagligt vigtig, er bladets it-debat interessant, fordi den kan ses som et eksempel på en almindelig måde, mennesker tager ny teknik i brug på. Gymnasielærere er i færd med at ”tæmme” eller kultivere informationsteknikken, både når de anvender den i undervisningen, snakker om it-erfaringer på lærerværelset - og diskuterer dem i deres fagblad. 

Debatten er et eksempel på hvordan informationsteknik omdannes til læringsteknologi. Teknik bliver til teknologi - i sproget og ved sproget. Holdningerne og samtalen opstår, fordi der er behov for svar på påtrængende it-didaktiske problemer.

Hver og én af de, der arbejder på et gymnasium kan næppe undgå at have holdninger til it’s nytte, skadelighed eller ligegyldighed, netop fordi teknikken er indvævet i det daglige skoleliv på alle leder og kanter. Vil det ikke være lettere at "domesticere" teknikken, hvis disse holdninger afklares, nuanceres og eventuelt skærpes?

Enkelte undervisere og skoleledere ønsker vist at betragte nutidens it som en strålende teknologisk fremtids tilbagekobling i nutiden. Men er teknik ikke bare en anden måde at stave magt (og afmagt) på? 

Uanset hvad man mener og kan mene om it, så er teknikken kommet for at blive i skolelivet i lang tid fremover, og den kan ikke af-opfindes. Indtil den måske erstattes af noget, som vil være lige så fjernt for os, som computere og smartphones var for vore bedsteforældres generation. Enhver generation må lære at omgås teknikken med sine holdninger, og gøre den til frugtbar teknologi.

Hvem der kan skaffe sig adgang til den kultur, der giver adgang til en beherskelse af teknikken, er et politisk spørgsmål –

Jeg vil betragte udvalget af Gymnasieskolens it-artikler ud fra to spørgsmål: hvad skal gymnasieelever lære med it, og hvad skal de lære af it?

Disse spørgsmål kan også stilles til lærernes brug af it. Svarene vil afhænge af, hvad det viser sig it i praksis kan anvendes til i undervisning og læring – eller ikke…

 
DIGITAL DANNELSE -  DEN NYE ÅND I MASKINEN?

Et nyere bud på et mål for læring af it, er begrebet ”digital dannelse”. Ud fra denne tilgang er det ikke længere it som skal integreres i undervisningen, men omvendt eleverne som skal integreres i undervisningen, ved hjælp af faglig brug af it. It betragtes igen som et middel til at nå et mål. Læringsmålet har blot ændret sig.

Denne ændring af synet på it’s (for) mål, er muligvis en reaktion på den uventede og meget omfattende fremkomst af sociale netværkstjenester inden for de seneste år. Hertil kommer elevernes stadig lettere og billigere adgang til Nettet, (smartphones) uden om skolens internetadgang. Dette har medført et nyt sæt af problemer, som kalder på løsninger og digital dannelse kunne være en af dem. Man kan betragte digital dannelse som en ”social software”, der skal udvikles samtidig med en faglig it-didaktisk praksis.

Begrebers indhold og brugbarhed bør skærpes: 
 

OTTE SKARPE TIL DEN DIGITALE DANNELSE

 - Dannelse er ikke let at definere, hverken som læringsmål eller lærings-formål. Hvornår er en elev ”digitalt dannet”? 

- Hvilket ”digitalt forbillede” skal lærerne danne eleverne i, hvis de ikke selv er ”digitalt dannede”?

- Har gymnasielærere overhovedet en ide om hvad en sådan dannelse burde indeholde?

- Er de ikke også digitalt normløse, uden historiske erfaringer eller traditioner at støtte sig til?

- Den tekniske udvikling går stærkt og er uforudsigelig. Der venter uventede udfordringer og digitale konflikter på os, lige henne om hjørnet. Vil man kunne bruge nutidens ”digitale dannelse” til noget om 10 – 20 - 30 år?

 - Som alt andet kan digital dannelse ikke skabes ud af ingenting. Den fremtidige strategi for undervisningen vil være at danne den ønskede dannelse gennem/ ved faglig brug af informationsteknik. Bliver fagene på den måde reduceret til tjenestepiger for et upræcist mål?

- Er digital dannelse en ny etiket, som skal skjule manglen på ånd i flasken?

- Er udvikling af digital dannelse en indsats, man kan måle på og postere i en skoles kompetenceregnskab?

INKLUSION OG EKSKLUSION

Her følger en omtale af enkelte vigtige it-tematikker, som har vist sig i min læsning, so far.

Normløshed - anomi - ser i høj grad ud til at være normen i et moderne samfund, også i forhold til brugen af it i uddannelse og læring. Det er det ældgamle spørgsmål om, hvem der skal opdrage opdragerne.

Digital dannelse er et normativt begreb, som rummer et sæt af mulige spørgsmål til – og svar på - hvad man kan/ skal/ bør lære af it. It-debatten i "Gymnasieskolen" kan betragtes som en søgen efter spørgsmål til og svar på dette grundspørgsmål.

En væsentlig del af de it-relaterede artikler kan placeres i to sammenhængende emnegrupper, henholdsvis om inklusion og eksklusion.

Indtil omkring årtusindskiftet kunne lærere og rektorer med sindsro betragte it som et redskab til fordeling af lærerstyret/ skolestyret information, og som middel til udvikling af elevers ”it-kompetencer”. Der var tale om en ”it-inklusion fra oven”. 

I de seneste år er der åbnet op for det rimelige i at betragte it som et redskab, hvormed man ”nedefra” inkluderer/ integrerer elever i undervisning, læring og dannelse, under ét: skolekulturen. Det påtrængende nye i situationen er selvfølgelig – igen, igen - de sociale medier.

Hvordan man kan anvende sociale medier inkluderende i undervisningen, giver en artikel fra april 2012 et indtryk af:

Hvad forbinder I med mellemkrigstiden? Eleverne i 1.g på Handelsgymnasiet i Skive har dansk, og dansklærer Henrik Hulsrøj sparker med sit spørgsmål gang i et undervisningsforløb, hvor eleverne blandt andre skal møde Tom Kristensen og Hans Scherfig.

Eleverne rækker ikke fingrene i vejret, i stedet sætter de sig til tasterne på deres bærbare computer. Svar om fattigdom i Tyskland, ny teknik til krigsførelse og en association til tv-serien Matador tikker ind fra elevernes Twitter-svar. I løbet af få minutter har samtlige elever skrevet deres bud, som læreren og de andre elever kan læse på deres skærm.

Der beskrives her en individualiseret tilgang til et fagligt emne, men behandlingen af det foregår i et it-fællesskab, hvor det er let at se, om alle har bidraget med input til undervisningen. Kontrol med indsatsen kan dermed have flyttet sig fra læreren til hver enkelt elev i klassen, således at gruppepresset får alle ”på banen”.

Arbejdsformen giver måske samtidig mulighed for mere gensidig anerkendelse og anden feedback, end ved almindelig klasseundervisning. For øvrigt er fordelen ved et socialt medie som Twitter, at man kun kan skrive korte beskeder, og der er ikke mange fristende reklamer og spil i farvandet.

Men interessen for elevernes inklusion, ved hjælp af den ”folkelige” it, følges i tæt parløb med bekymringer for deres eksklusion ved (mis)brug af sociale medier. Med samt udstødelse af skolelivet og social miskredit på grund af et forøget snyd med afleveringer vha. opgavebanker mv. I den forbindelse diskuteres sanktioner og plagiat-kontrol.

Der ses adskillige artikler, hvori der udtrykkes bekymring for, hvorvidt de sociale medier udgør en risiko for ”svage” elever; de viser at der er opmærksomhed på problematikken ”digital divide”/ digital opdeling.  Elever har simpelthen meget forskellige kulturelle forudsætninger (med tilhørende normsæt) for at beherske it, og det bidrager, brutalt sagt, til at sortere dem i egnede og mindre egnede.

Digital divide findes også blandt lærerne. Fx finder man omtale af lærerkorpsets relativt få ”it-ildsjæle” eller frontløbere, vs. de mange "vandbærere" - lærere, som mere eller mindre er hægtet af it-kapløbet. Man bør nævne en artikel, der beretter om de ”digitale indvandrere” vs. ”digitale indfødte”: it-hjælpeløse lærere versus it-kloge elever, som vist nærmest er født på Nettet og derfor på hjemmebane.

Jeg har ikke forsøgt at vurdere, hvor meget de bekymrede artikler om  ”it-eksklusion” fylder i bladet, i forhold til de optimistiske ”inkluderende” artikler.

Uden for disse kategorier, er der en hel række artikler om gymnasiers satsning på it i videnssamfundet, orientering om it-pædagogisk forskning og præsentation / reklame for gymnasier på sociale medier. Det vil føre for vidt at redegøre for disse emner.

AT FÅ MAGT MED IT

Man løser samfundsproblemer, ved at påvirke andre menneskers oplevelse af sagen. Gymnasielærernes debat om it må betragtes som en del af kampen om fortolkningsmagten over it. Det er en lærerintern politisk kamp mellem uklart definerede fløje. Den refererede debat er generelt ikke rettet mod andre aktører, såsom undervisningsministeriet.

Så vidt jeg kan se, kan man skelne mellem en ”bekymringsdiskurs” og en ”optimistdiskurs”. Men der kan være andre opdelinger, jeg ikke har været opmærksom på. Måske er feltet af lærerholdninger/ meninger præget af labilitet og ambivalens?

Min læsning af fagbladets it-relaterede artikler har bekræftet mig i opfattelsen af, at målrettet indførelse af it i gymnasial undervisning (og skolekultur) hovedsagelig foregår ved spredte, ukoordinerede eksperimenter med ny teknik og ny organisation.

Jeg har opfrisket erkendelsen af, at elever og lærere ikke, gentager ikke, sådan af sig selv er i stand til at skaffe sig magt over deres it-brug i gymnasiet. En sådan holdningsløs, og dermed u-styret magt over it, fører af sig selv til digital opdeling og udbredt fremmedgørelse over for teknikken. Det er en realitet, alle i en gymnasieskole må forholde sig til.
 
Det er en kendt sag, at arbejdet med indførelsen/ integration af it i undervisningen er underlagt temmelig uklare retningslinjer i lærerplaner mv. Det er lige så kendt, at anvendelsen af it er betinget af skolernes økonomiske forhold. Det medfører kompromisser mellem det ønskelige og det mulige.

Disse kompromiser udmøntes i de samværsformer, man kunne kalde en skoles it-kultur, eller dens "Sociale software".  Og denne kultur vil ofte være præget af en strid mellem mere eller (oftest) mindre afklarede holdninger til informationsteknik.

Jeg tror en skærpelse af holdningskampen er nødvendig, netop fordi det er i kampen om fortolkningsmagten over teknikken – hvad kan it bruges og misbruges til? – at informationsteknikken forvandles til en skoles læringsteknologi.

For ikke så mange år siden kunne it i gymnasiet uden bekymring betragtes som et magtmiddel for de få – lærerne. Men meget hurtigt tog teknikken et flyvespring i retning af brugervenlighed og tilgængelighed, og for øjeblikket er situationen  nærmest den, at de mange – eleverne – har en vis diskret digital magt over lærerne.

I hvert fald har de skaffet sig unddragelsesmagt: muligheder for og evner til at flyve under "lærerradaren". Denne magt leder til alskens underholdning og fristelser, også i forhold til snyd og plagiat. Denne magt kan de fleste af eleverne ikke bruge til ret meget, sådan på lang sigt.

Man kan i "Gymnasieskolens" debat se en spirende opmærksomhed på udvikling af elevernes ansvar for læring med it. Dette vil kræve målrettet magtudøvelse gennem udvikling af holdninger og didaktiske begreber. Det er dér, konceptet om digital dannelse måske kan komme ind i billedet. Konceptet indebærer en magtafgivelse, som skal give eleverne magt – over sig selv. Dannelse er magten til at magte sig selv. 

CODA:

Som underviser er jeg ikke utryg ved at overlade it-magten til eleverne. Jeg skal ”bare” få it-magten til at forskubbe sig et led, til eleverne selv. Den manøvre foregår ved hjælp af faget, formidlet ved den slags ”folkelige” it, eleverne er trygge ved og behersker – eller i hvert fald kan anvende. Hvis det lykkes at få en sådan it-didaktik omsat i praksis, så bliver faget til det middel, som gør at eleverne bliver i stand til både at lære noget af it – og med it.

Jeg er også helt klar til tage it-magten tilbage og bruge bog, tavle og projektor for en tid. Eleverne bør lære at kunne give afkald på deres egen brug af it.
 
Der findes et liv uden for Facebook, Instagram og YouTube. Men mange gymnasieelever ser ud til at have glemt deres password!