Historie: Mælkedreng - Modstandsmand

Tyske drenge-soldater i gadebilledet.

Næstved, August 1944.

Mælkemand Larsen bander dæmpet, og det plejer han ikke. En patrulje på 6 -7 mand står på tværs af vejen, da vi kører fra Skyttemarksvej op ad Rampen ved jernbanebroen - deres "Prærievogn" holder henne ved kiosken Irma. På hjørnet af Adelsvej ligger Dueklipperens herresalon, men lige nu har han vist ingen at snakke due-totalisator med, gaden er mennesketom.

Der er heller ingen kunder hos købmand Jensen, eller i grøntforretningen Expres. Men grønthandler Simonsen er smuttet ind til købmanden; de står i døråbningen, og lader som om de slet ikke kigger på optrinnet.

Halt! - Absteigen! - Legitimation!  - ikke noget med "bitte" her! Vi kravler ned fra vognen, og finder legitimationskortene frem. Et par soldater roder vognen igennem, og råber så: Nichts gefunden!

Et af overmenneskene synes ikke vi kommer hurtigt nok afsted - Weiter, du Spassvogel - Ich hau dir Ein!  - og slår til mig med geværkolben. Tonen i stemmen siger: "rejs ad helvede til!"  Sveden løber klam ned ad ryggen, hver gang man møder de feltgrå skikkelser, kolde, bange og skydeklare.

- Blikke dræber ikke, men de stikker! - Fjenden er her og der og alle vegne - ingen steder - og man kan ikke nå at arrestere og skyde alle de dumme danskere, som ikke vil beskyttes mod sig selv.

Vi kører ned ad Rampen mod kvarterets lille torv. Oppe mellem de nuttede lammeskyer kredser to jagerfly. 

Larsen skal aflevere noget tøj i vaskeriet og lader vognen holde ved tobakskiosken. Lige inden for den åbne dør står en kulørt papfigur af en indianerhøvding som ryger på sin pibe. Han reklamerer for det fynske tobaksmærke "Powhattan" - eller "Pu-ha-da". Gid man havde en rigtig smøg lige nu.

Et skilt i vinduet hos slagter Hansen tilbyder prima hestekød til 75 øre pundet. På hjørnet af Grønvej ligger bager Andersens fine butik. Her har et par tyskere forsynet sig med kager, og nu marcherer de op ad Kildemarksvej, tilbage til  Gardehusarkasernen; deres skråhuer vugger i takt.

Larsen kommer tilbage, sætter sig op på bukken og slår klik med tungen. En hund, som lige har vandet en af de kommunale gaslygtepæle, gør vredt af os. De to kage-glade soldater diskuterer vist muligheden for at blive sendt til østfronten. Es war so kalt, dass man Eiszapfen scheisste, siger den ene, og den anden nikker bekymret.

Larsen letter på kasketten for den lille fikse frk. Harriet, som netop åbner døren til "Harriets systue". Hurtige hammerslag tikker ud fra skomager Madsens butik i kælderen. Det er som om han spiller piccolo-hammer i den hammerkoncert, som buldrer ud fra tømrer Pedersens værksted på den anden side af vejen.

Asfalten er ujævn her, og de tomme mælkeflasker skramler mod hinanden. Larsen har ymtet forskelligt om den flok blegfise, vi blev stoppet af, men nu er han løbet tør for bandeord og tænder cigarstumpen. - Nå, så ska` vi i gang med den anden tur, siger han, godt den er ikke så lang som Skyttemarksturen. Vi burde allesammen passe vores nattesøvn, ja det burde vi...

Han skæver over mod mig og tager et bap på cigaren. Han har sine meninger om tumpede unge og jazzmusik og pigesjov, men lufter dem sjældent, når bare man passer sit arbejde. Og han spørger aldrig om noget. Larsen er god nok.

Vi drejer ind på gårdspladsen bag mejeriet "Næstved Mælkeforsyning" på hjørnet af Sterkelsvej. Skorstenen sender en sky af brun tørverøg op mod himlen, og inde i halvmørket snurrer centrifugen. Firmaets blanksorte lastbil holder i et hjørne med udslukt gasgenerator. Mælkejungerne, som i morgen tidlig skal fyldes hos bønderne ude i Brandelev og Næstelsø, står allerede afvaskede og klar på ladet.

Den hvidklædte mejerist står og snakker med politibetjenten, som lige er kommet cyklende for at kontrollere, at mælken bliver pasteuriseret efter reglementet.

- Joe, der røg et helt langt godstog a' spored' ude ve' Gammel Holsted, de' sae' vores chauffør, ha' kom kørende forbi, lidt efter de' var sket. Di hade skrued' skinnerne frae hinannen. Ded er osse di satans kommunister, og hvad gør politiet, di står og glor på et termometer, ded ka` je' sgu da gøre lissågodt. 

Betjenten ved godt at der er krig i landet, men hvis folk ikke også vil risikere at dø af tuberkler eller tyfus, så skal mælken altså stadigvæk pasteuriseres. Han trækker på skuldrene. En ufarlig tjans i dag... Mejeristen tilbyder at bytte job med betjenten, men holder så op med sit vrøvl, og går tilbage til arbejdet. 

Hesten får mulepose på, og gumler på sin havre. Vi begynder at slæbe kasser med tomme flasker ind i mejeriet. Butikkens klokke ringer, og damen, som både vasker flasker og ekspederer mejeriets kunder, klaprer over den lille mejerihals gulv, mens hun tørrer hænderne i forklædet.

Vi læsser de fyldte flasker, og mens Larsen og bestyreren ordner regnskab, drikker jeg et krus kærnemælk med smørperler. Det er ret heldigt, at betjenten ikke gider snakke med en søvnig mælkedreng - med mælkeskæg...

Og så lunter hesten op ad Kildemarksvej. Der er kunder i købmandsbutikken og hos bagermester Olsen i bageriet Grænsen. Børn leger i vejgrøften og nyder solskinnet. Nogle af dem sammen med deres mødre, som har indkøbstasker over armen. Alle børn har skolefri. I forrige uge beslaglagde Værnemagten Kildemarksskolen, for at bruge den som lazaret.

I aftes lå vi i det tørre græs på en baneskråning og talte 28 hvide hospitalsvogne med røde kors på tagene. En lang røgspiral rullede som en sort proptrækker over markerne efter det pustende lokomotiv. Blege ansigter med blodplettede forbindinger bag ruderne. Et spøgelsestog - eller ligtog. 

Larsen nikker til mig, og jeg begynder at ringe med klokken.

Folk kommer ud og får byttet tomme flasker for fyldte. Småpengene klirrer ned i skuldertasken og der ligger et par venlige drikkeskillinger i min lomme. Tasken bliver langsomt tungere. Den kloge Lotte ved præcis hvor hun skal stoppe, og skal bare sættes i gang igen med et "hyp".

Da vi holder ud for snedkeren i "Trægården" driver en frisk duft af terpentin og træ ud mod os, men lidt længere fremme møder man en helt anden duft. Vognmanden, som kører natrenovation, har som sædvanlig ikke fået sat låg på alle tønderne.

Turen går ind og ud ad sideveje, og til sidst ned til de nye røde lejekaserner på Kærmindevej. Der står stilladser om nogle af dem, i andre er folk allerede flyttet ind.

 - Vi skal ind på fabrikken, siger Larsen, da hesten aser tilbage ad grusvejen. - Jeg skal ha` lidt optændingsbrænde med hjem. Fabriksfløjten hyler, da vi kører ind på træsko-fabrikken "Dan".

Nogle arbejdere går igennem porten på vej hjem til frokost, og én spørger, om Larsen ikke lige skal have et par af deres smarte røde åleskinds-sko med hjem til lillemor? Larsen har været i gang siden klokken fire og gider ikke sludre mere for i dag, så han spørger bare efter formanden.

Lidt senere henter vi træklodser og høvlspåner ud af et sorttjæret skur og smider dem op i vognen.

Studenterkurset er lukket på grund af situationen, så jeg skal ikke afsted i aften. Om ikke ret mange minutter smutter jeg ud til min nye adresse og sover lige til i morgen kl 5...

Ende

Fortælling på baggrund af oplysninger fra Kildemarkskvarter-kyndige borgere: Mogens Nielsen, Bente Fischer-Jensen og Ejner Jensen. Skrevet til beboerbladet "Markblomsten" engang sidst i 1990-erne.