Filosofi: Spinozas tænkemaskine

Spinozas værksted. Faculty.umb.edu

"Hvor dog Verden er stor!" sagde alle Ungerne; thi de havde nu rigtignok ganske anderledes Plads, end da de laae inde i Ægget. "Troer I, det er hele Verden!" sagde Moderen, "den strækker sig langt paa den anden Side Haven, lige ind i Præstens Mark! men der har jeg aldrig været!" 

H.C. Andersen: Den grimme ælling.

Manden i møllen

Da jeg første gang læste  Spinozas “Etik” fik jeg fornemmelsen af at besøge en vandmølle, ikke en kornmølle, men sådan en god gammel stråtækt bindingsværks-fabrik, der engang lå en række af ved Mølleåen. I halvmørket dufter det af åvand, tjære, brænderøg og måske lidt af mus.

Man bevæger sig rundt i en solid og overskuelig kraftmaskine; aksler og tandhjul, gear og drivremme formidler og intensiverer vandets kraft. Vandet i møllerenden forbinder maskinen med bakkerne derude i den violette dis, skytotter driver op gennem dalen og strejfer trætoppene. Åen flyder mod havet, derude hvor solen går ned.   

Denne klaprende, knirkende maskine driver forskellige drejebænke, hamre, slibemaskiner og indretninger, man ikke umiddelbart genkender. Ved et værkstedsbord under vinduet arbejder en mørkhåret, lidt ranglet mand med gråt forklæde; der står en glitrende støvsky op omkring ham idet han presser en skive glas mod en slibesten. Han har smøget skjorteærmerne op og virker helt opslugt af sit arbejde.

Denne flittige håndværker er i gang med at skabe sin egen optik, sit eget blik på tingene. Han ønsker at se det, man ikke har kunnet se før.  

"Etikken" er en vanskelig bog at kapere, også fordi den er næsten lige så kedeligt skrevet som min realskole-lærebog i geometri: Definitioner, beviser, læresætninger, om og om igen. Knirkende middelalder-filosofi.

Efter at have klaret de sidste paragraffer, så trængte jeg til en gåtur ude i bakkerne og plantagerne. Måske var det noget jeg bildte mig ind, men fyrretræerne duftede ligesom lidt skarpere og friskere.

Benedict de Spinoza (1632 - 1676) lærte sig at slibe linser for at have et arbejde, som ikke forstyrrede ham væsentligt i de filosofiske studier. Han blev en anerkendt fagmand og havde på den måde neglene i en af tidens nyeste teknologier. Kikkerter og mikroskoper var i 1600-tallet godt i gang med at ændre verdensbilleder, både hvad angår det helt små og det helt store.

Med mikroskopet opdagede man, at det velkendte nære, fx en sjat grøftevand, var myldrende fuldt af mærkelige livsformer. Kaptajnerne stod mere sikkert på skibsdækket, når de kunne gøre landet ud i god tid, og skelne ven fra fjende på lang afstand. Kikkertens betydning for navigation og søkrig kan sammenlignes med indførelsen af radar i 1900-tallet.

Gennem de stadigt bedre teleskoper blev usynlige stjerner og stjernetåger pludselig synlige - der var altså utallige verdener derude; en af de kontroversielle kosmologiske påstande, den katolske kirke var så venlig og tolerant ikke at brænde  Giordano Bruno for år 1600.

Universet så virkelig ud til at være uendeligt i alle retninger. Dermed blev det meget mindre sandsynligt, at Jorden er altings gudskabte centrum, idet beboere af andre verdener med lige så god ret kunne hævde det samme. Her er udgangspunktet for en tidlig relativitetsteori.

Substansen

Spinoza er monist. Han retter først opmærksomheden mod ét, eller det ene. Han benævner det "substansen". Der eksisterer kun dette ene. Denne “enhed” besidder imidlertid uendeligt mange mulige former. De forskellige former af det ene benævnes “attributter”. Stjerner, katte, køer, mennesker og måner er attributter for det ene. Alting hænger sammen som man siger.

“Substans” betyder “det der står under”, noget bærende og opretholdende. Substansen er det, som på samme tid bærer og udgør de materielle former,  attributterne.

For Spinoza er substansen ikke udelukkende det materielle, men også de sæt af uforgængelige lovmæssigheder, som ligger indfoldet i virkeligheden. I naturlove, matematik og logik findes Guds tanker, som opretter og opretholder virkeligheden -

I substansen er der ingen plads til guder med personlighed og præferencer for enkelte folkeslag eller samfundsklasser. Gud, såvel som naturen, er absolut ligeglad med menneskerne - og heraf følger vel, at Gud ikke er alvidende, men absolut uvidende! 

Imidlertid er alting i princippet begribeligt og forudsigeligt for forstanden, thi universet virker lovmæssigt i kræfternes spil mellem årsager og virkninger. Alting går som det skal, for det kan umuligt gå anderledes. Man aner en kedelig determinisme i denne tankegang - men lad det nu ligge.

Det gælder for Spinoza om at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, før han overhovedet kan begynde at tale om, hvordan man bør forholde sig til tingenes - ofte lidelsesfulde! - sammenhænge. Verden må erkendes og beskrives, før man udforsker mulighederne for det gode liv, for etikken. Derfor teorien om én overordnet, altomfattende singulær substans: Gud eller naturen.

Mennesker er produkter af naturens vilkår og umiddelbart ikke i stand til at handle anderledes end de gør, særligt fordi de som oftest er i deres følelsers vold. Dette bedres ikke af, at mange har hovedet stoppet fuldt af overtro og fordomme.

Om følelserne

Analysen af følelserne er mesterlig. 

Spinoza er ude på at vise, at mennesker, til trods for alle deres (delvist selvskabte) plager, og  især de uregerlige følelser, virkelig besidder mulighed for at vinde frihed og lykke, hvis de vil lade sig føre af fornuftens indsigter. Hvis vi med følelserne følger disse indsigter, så går vi med Gud - eller naturen. Vi bør ikke undertrykke følelserne, for de er en væsentlig del af vores natur. Men hvis vi vil leve godt, må vi forstå dem for at overkomme dem. Frihed vindes ved indsigt i naturens nødvendigheder.

"Etikken" opererer med tre følelser: Drift, glæde og sorg. 

Drift er den grundfølelse, som holder os i live. Driften fører os mod varme, mad, sikkerhed og sex. Glæde er den følelse, som opstår, når vi har mulighed for at komme frem med vores potentialer og folde os ud. Sorg er omvendt den følelse, som opstår, når vi føres mod en mindre “udfoldet” tilstand.

Alle andre følelser, såsom forelskelse, stolthed eller skinsyge er underkategorier og varianter, og afledes af de tre primære følelser.

Kort sagt. 

Immanens og transcendens

Spinoza mente, at sand indsigt i verden udtrykkes i fysiske, matematiske og logiske lovmæssigheder. Ud fra dette perspektiv fremstår verden fuldkommen immanent og gennemskuelig. 

Spinoza beskæftiger sig ikke med metafysiske eller transcendente forhold. Men han antyder en mulighed for et evighedshåb.

Vi mennesker fremstår også som guds-naturens attributter, vi er bittesmå dele af denne evige guds-natur. Måske er vi en slags “gudspartikler”; særskilte universer i en nøddeskal, og samtidig - singulariteter forbundet i en evig, altomfattende singularitet...

Lad os et øjeblik spekulere lidt videre: Måske - igen! - eksisterer (ikke-eksisterer) i en transcendent tomhed et “transcendentalt felt”. Gilles Deleuze beskriver i et essay dette transcendentale felt som en udifferentieret bevidsthed hinsides al individuel forstand. En jegløs varen. Feltet er et subjekt uden et objekt, en ting i sig selv, men ikke for sig selv, idet det står uden for tiden.

Måske opstår der i et sådant tidløst felt (hvad det end er for en fikumdik) "fluktuationer" (men hvorfor?) og heraf udspringer Guds eller naturens eksistens, attributter og potentialer.  

Vi lader Spinoza få de sidste ord i den sag: Han hævder at tiden ikke giver nogen som helst mening, set under evighedens synsvinkel. Immanensen, det vi kan erkende, findes i tiden, og transcendensen uden for tiden, evigheden, kan vi ikke erkende. 

Forsigtighed!

Til historien om Spinozas tænkemaskine hører, at selv i 1600-tallets frisindede Nederlande kunne man blive anset for at være mistænkelig, hvis ikke man bekendte sig til en religion.

Måske var den flinke unge mand uden genkendelig konfession i virkeligheden en af de slemme kættere, alle rettroende elsker at hade - en ateist, gudsbenægter?  En knivsvingende kristen fanatiker mente i hvert fald, at mistanken var grund nok til at myrde Spinoza, men det lykkedes da kun slynglen at flænge hans kappe. Det siges, at han resten af livet havde denne kappe hængende i sin stue, for at minde ham om at være forsigtig. Denne og lignende oplevelser bidrog til at han hovedsagelig foretrak at leve i et stilfærdigt "indre eksil" i forstæderne. 

Så måske udspringer Spinozas ligestilling mellem Gud og naturen også af velbegrundet forsigtighed. Spinoza benægter ikke Guds eksistens, tværtimod. Men han omfortolker fuldstændig ideen om Gud, i overensstemmelse med et nyt rationelt verdenssyn. Han viser en middelvej mellem kras materialisme og åndet religion. En radikal middelvej... 

Martin Heidegger skriver et sted, at filosofi er udøvelsen af “tankens fromhed”. De, som søger (og tænker selv), finder nye vigtige facts og sammenhænge i tingene. Således deltager filosoffer, videnskabsmænd og ingeniører i en fornuftens gudstjeneste. De frommeste deltagere er de, som ikke foregiver at vide mere, end de gør.

Spinoza ønskede at besvare spørgsmålet om hvad det gode liv er. Han viste og beviste, at det i høj grad er muligt og ønskeligt at opnå større grad af glæde og lykke i samfundet. Realiseringen af et godt liv er selvfølgelig op til den enkelte. Men mulighederne skal være til stede, og de skabes af alle, i fællesskab. Til det formål bør man først og fremmest søge råd og vejledning hos videnskabens folk, ikke hos bibelkloge teologer. 

"Etikken" fik da også en ærefuld plads på den katolske kirkes sorte liste over forbudte bøger, Index Librorum Prohibitorum. 

Coda

Bandlysninger og bogafbrændinger ændrer ikke på, at man må anvende videnskabernes optik, hvis man ønsker at vide om verden strækker sig længere, end blot ind i præstens mark -