Lysforurening: Til stjernerne

Oscar Soderlund. Unsplash.com

Til stjernerne

Når jeg om aftenen cykler mig en lille tur ”"yde på lånde’'d"”, som det hedder på klingende sydsjællandsk, så kommer jeg af og til forbi et hus hvor ejeren hygger sig med at lave sit skikkelige bindingsværkshus om til en kulisse fra "Star Wars"” med glødende laserdyser hele vejen rundt.

Det ligner alt for meget et stråtækt rumskib, startklar til nye missioner i kampen mod Imperiet. Måske mangler der et par roterende navigationslys på skorstenen, men de kommer vel op engang. Man kan forvente sig hvad som helst af den slags mennesker. Og jeg vil ikke tale om, hvad han hitter på ved juletid. Der findes mange måder at få opmærksomhed på.  

Så man må meget længere ud på landet for at se et sølv-beslået mørke, med Mælkevejen som en nylonstrømpe proppet fuld af ildfluer og klare stjerner helt ned til horisonten. Et mørke som drømme kan dannes af.

Tyveknægte, astronomer og enkelte digtere lever af nattens gerninger, men disse små erhvervs-interesser kan ikke stille meget op mod at gode borgere har byttet deres smule forstand bort for nye lamper hos El-Installatøren og med hundred tusinde gadelamper vil holde ugerningsmænd borte fra sig, sit og sine.

Vi er alle lygtemænd for Vorherre, Lucifer og Edison. Dag og nat går i ét i døgnets butik. Lyssmog hvirvler som dun fra Mor Huldas dyner ud over landskaberne. Min sjæl, hvad vil du mere? – Mere elektrisk lys, selvfølgelig!

Europas kraftværker sluger et bredfyldt tankskib olie eller så i minuttet og en lille kulmine om ugen. Gigawatt efter gigawatt lysaffald pumpes ud mod universet af vejbelysning, butiksfacader, neonskilte og motorvejenes bilstrømme. Så langt kom vi og så godt blev det.

Lad os ikke romantisere. I mørke og blæsende novemberaftener løb jeg ud på lokum i gården og med en søvnig lommelampe i de dirrende hænder slog jeg krogen på igen og spænede tilbage mod den frelsende gårdlampe. Bussemandskrogen på loftet var også slem. Men var det egentlig mørket uden for mig, som var farligt?

Man kunne førhen have god grund til at frygte for alt det, man ikke kunne se om natten. I tågede nætter var det let at fare vild og falde i mosen, eller blive fanget af den ondskabsfulde stamme ovre på den anden side af floden.

Men i klare måneløse nætter lyste stjernerne på tilfrosne søer, på træer, klipper og sne, ja de gjorde, og man fulgte roligt landskabets kendemærker hjem til hytten. Måske syntes man endda at nattelyset over den snedækkede dal var smukt; –undtagen altså hvis ulvene hylede sultent fra skoven oppe på bjergsiden!

Homo homini lupus. Det farligste rovdyr i Danmark er mennesket. Jeg vil hellere gå en nattetur i skoven ved Tystrup-Bavelse søerne, end krydse fra fortov til fortov mellem grupper af fredag-aften-frustrerede ungersvende på provinsbyens strøg. Måske dykker en galsindet uglemutter pludselig ned fra et træ og prøver at slå ens hue af, man hører måske et par rådyr kvase gennem underskoven, men det er alt og bare underholdende.

En måneløs nat er jeg kørt ud til et yderpunkt i Danmark. Et stjerneskud glimter som ”godaften,” da jeg stiger ud af bilen ved Kongsbjerg på sydsiden af Møn.

Langsomme skyslør med nattevinden over Høje Møns himmel. Ude i Østersøen går de store færger til Tyskland og Polen forbi, hele sejlende byer som oplyser skyerne nedefra. En flyver på vej til København med hvide blitzblink fra bugen, måske fuld af avocadoer fra Peru eller hvidløg fra Kina. Mod sydøst ses glimtet fra et fyr nede ved Rügen, nok det slanke, hvide Dornbusch.

Derude fejer lyskeglen fra Møns fyr over markerne. Ned mod Klintholm havn har indtil flere bønder ladet gårdlamperne brænde, de slamberter. Over bakken anes skæret fra København og Malmø firs - halvfems kilometer borte. Der er en bræmme af lys rundt om Sjælland!

Nej, det var ikke stedet og tiden til at finde udblik til universet. Men næsten så godt, som det kan blive i et land med tryk på alle el-kontakter.

Vi kan ikke se intet.

Civilisationen har spundet sig ind i en kokon af lys. Den frysende sorte tomhed, som giver kontrast til stjernernes blinkende hvide, blå, røde lys. Nattehimlen er fedtet ind i lyssmog fra civilisationens store bål. Umærkeligt har øjnene vænnet sig til at se verden i et let sløret skær. Vi bor i et drivhus og Det Elektriske Lys skinner uophørligt, utilstrækkeligt.

Jeg sidder i læ i bilen og tæller Plejadernes stjerner ud af bagdøren. Mælkevejens kompasnål drejer langsomt fra øst mod vest. Jeg tænker på dengang for fyrre år siden, da jeg lå på ryggen med en prismekikkert og stirrede op i Mælkevejen. Det første syn af Karlsvognen over vaskehusets skorsten en frostmorgen hvor den kolde luft sved i næseborene. Fem år gammel forstod jeg ikke mors kvikke bemærkning om at den nok er opkaldt efter far...

For en del år siden overnattede jeg på Fejø kro. Efter en billig middag fik jeg lyst til at gå en tur, sådan for fordøjelsens skyld. Det er vanskeligt at fare vild på Fejø, så jeg gik på må og få ud ad en landevej. Der var mørkt ovre på Lolland. Men ih, hvor var der mørkt herude!

Pludselig var lyset der. Eller rettere: med et blev jeg opmærksom på et svagt elverskær over markerne og det forsølvede bladene på poppeltræerne. En hvid lyståge man ligesom anede ud af øjenkrogen. Stjerneskær, jaså. Jeg havde helt glemt at det fandtes. 

Engang sidst i 1950-erne, da russerne var i færd med deres Sputnik-program, var der stort dyrskue i Næstved, med tilhørende forlystelser, øl, gynger og karruseller. En gøgler havde fundet på at lave en indhegning, hvor man mod betaling kunne komme ind og se satellitten i en kikkert når den strøg forbi deroppe.

Måske kunne Fejø-boerne markedsføre deres ø som en mørke-enklave, hvor man mod betaling får lov at kigge ud i rummet? Udvikle et turistvenligt mørke-helle ude i Smålandshavet?

Siden da har jeg drømt om at se det elverlys igen, og efterhånden er drømmen nærmest blevet en besættelse. I nat bliver det frostklar himmel, ifølge Meteorologisk Institut. Et kig på kortet viser at Glænø ved Smålandsfarvandet kunne være en mulighed.

Jeg starter min Pegasus og kører ad den stille landevej mod Skælskør. Over dæmningen til Glænø, og yderst ude en lille parkeringsplads med vandpytter. Trappe ned ad en lav klint med småtræer. Bølgelyde. 

Det forekommer helt rimeligt at slukke smøgen og tage hatten af et øjeblik.

Der er kun ét show ude over vandet, men det er godt.

Orion har spændt sin bue og Tyren med det røde øje stormer ned mod ham. De små Plejade-piger, som Tyren har taget til fange, trykker sig forskrækket sammen. Orions lille vrede hund, den evigt changerende Sirius, stiger langsomt op over kimingen og trækker et lysspor i det stille vand. Tågebanker over Smålandsfarvandet, fosforiserende kolde som i sømandshistorier om klabautermænd og havfruer. Deroppe går røde Mars, krigens vandringsmand, næsten for tæt på. Af og til fiser et stjerneskud over himlen.

Der var ikke noget elverlys i nat, men sindet er mæt og fødderne iskolde. På hjemturen overrasker billygterne en flok rådyr i færd med at gufle blomster i en have.

Om ikke andet, så har jeg bragt en historie tilbage til det elektriske lejrbål.