Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Walt Whitman (1819 - 1892) Leaves of Grass (1855 - 1892)

Når himlen er dækket af skyer og alting minder om en begravelse, så gør det godt at huske de strålende planeter og stjerner.

On the Beach at Night

On the beach at night,

Stands a child with her father,

Watching the east, the autumn sky.

Up through the darkness, While ravening clouds, the burial clouds, in black masses spreading,

Lower sullen and fast athwart and down the sky,

Amid a transparent clear belt of ether yet left in the east,

Ascends large and calm the lord-star Jupiter,

And nigh at hand, only a very little above,

Swim the delicate sisters the Pleiades.

(...)

http://www.gutenberg.org/files/1322/1322-h/1322-h.htm

The Project Gutenberg eBook of Leaves of Grass, by Walt Whitman

Hmmm

Edith Södergran (1892 - 1923): Septemberlyran (1918) v/ Peer Sibast

Finsk-svenskeren Edith Södergran havde et kort og intenst digterliv. Hun var angrebet af tuberkulose, en af datidens store dræbere, og vidste hun skulle dø ung.

I disse uddrag siger hun, at det eneste vi ser, er solen...og at døden intet betyder, thi vi er alle dele af en helhed, som består.

Triumf at være til...

Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.

(...)

Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."

https://litteratursiden.dk/forfattere/edith-sodergran

Edith Södergran | Litteratursiden

Triumf at være til: Edith Södergran som moderne digter

Sophus Claussen (1865 - 1931) Djævlerier (1904)

Claussen var symbolmager og kulturel frihedskæmper af format, en sand radikal. Og han gjorde Frankrigs digterfyrste Paul Verlaine kendt i Danmark.

Erotikken er hovedtema i samlingen "Djævlerier". Det syndige og onde ligger i selve det at gøre erotik og seksualitet til noget syndigt og ondt.

Månen lyser for den længselsfulde elsker og på midlerne til at nå den begærede - nattens ildspyende damplokomotiver. 

NÆTTER I - III

                   I

Jeg hører, mens Frostnattens

Maane driver,

en Lyd i det Fjærne

af Lokomotiver,

de skifter Skinner

og opkaster Flammer,

mens Maanen fra Højden

gør lyst i dit Kammer.

Der pranger i Natten

langs Gader og Mure

en Lysglans fra Menneskers

Huse og Skure.

Vinteren bider

os Buler og Skrammer.

Vi svarer med sprukne

Lamper og Flammer.

                  II

Den natlige By

var et glædesløst Skue,

hvis Maanen ej gjorde

saa lyst i din Stue.

Den vandrer der øverst

saa tavs og forbinder

mit Savn med al Verdens

Iltog og Skinner.

(...)

https://kalliope.org/da/work/claussen/1904

Thøger Larsen: (1875 -1928). Stjernenatten/ Tilfældighed.

Thøger Larsen var amatør-astronom og dansk litteraturs fremmeste stjerne-digter.

Ordet "amatør" har en negativ konnotation. Oprindelig betegnede det en udøver af videnskab, kunst eller håndværk, som gør det con amore. Man har et kald - og følger det.

Af og til kunne man ønske sig at der var flere amatører til.

Lemvig Museum har flere af Thøger Larsens digte:

http://lemvigmuseum.dk/digte.htm

Bakker og Bølger (1912)

STJERNENATTEN

Nat om Alverden!

Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,

Stjerne-systemer,

Dybets utallige Ild-Diademer,

alle de snurrende Gnister i Himlen.

Ud i det høje

ser jeg som Trold med et Trealens Øje.

Ind i det sorte

vender jeg Blikket, og Nuet er borte.

Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

Frem sig at svinge

ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe,

Verdener vaage

ru i Orions forrygende Taage.

Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.

Aldrig ved Randen -

evigt jeg møder kun Mørket og Branden,

Virkeligheden

blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den,

Nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven.

(...)

Jord (1904)

TILFÆLDIGHED

Som et Udyr ligger en natmørk Sky

over Maanens Gry,

den holder mod Nord et Gab på Klem -

der stikker en Spids af Halvmaanen frem,

den vokser af Gabet i Skyens Rand

som en gloende Hjørnetand.

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

Du mørke Dyr i yderste Øst!

Hvad er din Lyst?

Hvortil skal du bruge den brændende Tand,

som lyser ud over Hav og Land?

Der rinder vel Rædsel og Hjerteblod

om Tanden fra Od til Rod.

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,

og nu er den Trold.

Jeg veed saa inderlig god Besked,

men føler som den, der intet veed.

Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr

saa er Livet et Æventyr.

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

Lemvig museums udstilling med Thøger Larsens digte

Hmmm

Johannes V. Jensen (1873 - 1950): Kongens Fald (1901)

Jensen er en litteraturperiode for sig. Uden for kategori.

Mytemager og darwinist. Imperialistisk anglofil og lokalpatriotisk jyde. Dyrker af "gammellivet" og passioneret motorcyklist. Følsom lyriker og skarp polemiker.

Han skrev såmænd også en mængde vrøvl. Man tilgiver ham det hele, på grund af den eminente sprogkunst.

Axel åbnede Øjnene endnu en Gang og så den lyse Nat. Himlen var som hvide Roser. Langt ude, en Mil ude, brændte en Glædesild på en Høj.

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natteluften. Himlen var tåget af Stjernelys. Axel lukkede sine Øjne.

Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord på Lykkens Skib. De sejlede på Havet under Månens og Stjernernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer.

http://www.gutenberg.org/files/36942/36942-h/36942-h.htm

Kongens Fald

Hmmm

Vincent van Gogh (1853 - 1890) Af brev til Theo van Gogh

van Gogh må have været lykkelig når han malede. Ellers ikke.

Det fortælles, at han var så langt ude, at han spædede snapsen op med terpentin. De museer, hvor hans malerier er udstillede ville blive desinficerede, hvis denne verdens første stjerne-maler kom på besøg.

Og det er godt for mig at gøre det vanskelige. Det forhindrer mig ikke i at have et stærkt behov for – lad mig sige ordet – for religion – så jeg går udenfor om aftenen og maler stjernerne, og jeg drømmer altid om at lave sådan et billede, med en livlig flok af de lokale.

And it does me good to do what’s difficult. That doesn’t stop me having a tremendous need for, shall I say the word — for religion — so I go outside at night to paint the stars, and I always dream of a painting like that, with a group of lively figures of the pals.

https://artsandculture.google.com/asset/starry-night/uQE3XORhSK37Dw?hl=en

Starry Night - Vincent van Gogh - Google Arts & Culture

From the moment of his arrival in Arles, on 8 February 1888, Van Gogh was constantly preoccupied with the representation of "night effects". In April 1888,...

Joseph v. Eichendorff (1788 - 1857) v/ Poul P.M. Pedersen

Naturens og sjælens fred i måneskinnet. Ren romantik.

MÅNENAT

Det var, som havde himlen så stille kysset vor Jord,

at Jorden om den drømte i alt sit blomsterflor.

Der lufted over vange, og kornet bølged tyst,

så sagte skoven suste, det var så stjernelyst.

Og også sjælen bruste på brede vinger frem,

fløj gennem de stille lande, som fløj den til sit hjem.

Mondnacht

Es war, als hätt’ der Himmel
Die Erde still geküßt,
Daß sie im Blütenschimmer
Von ihm nun träumen müßt’.

Die Luft ging durch die Felder,
Die Ähren wogten sacht,
Es rauschten leis’ die Wälder,
So sternklar war die Nacht.

Und meine Seele spannte
Weit ihre Flügel aus,
Flog durch die stillen Lande,
Als flöge sie nach Haus.

https://de.wikipedia.org/wiki/Mondnacht_(Eichendorff)

Vergil (70 - 19 f. Kr.) Nattestykker v/Johannes Loft

Vergil var en slags chef-ideolog for det romerske kejserrige. Det episke digt "Æneiden" er en stor fortælling om Rom som den sande arvtager til det faldne Troja.

Mere tilgængelige er hans "pastoraler", som beskriver glæderne ved det uspolerede landliv. 

William Blake skabte en serie illustrationer til disse digte.

kortlink.dk/wikimedia/2b9z7  

NATTESTYKKER

(...)

Natten lå over land. Nu kvæged den liflige slummer

alle de trætte; nu faldt til ro de susende skove,

havets brus var stilt, og stjerner gled over himlen,

marken lå tavs; der var tyst blandt kvæg og brogede fugle,

alt, hvad den gennemsigtige sø, de buskede gærder

gemte af liv, lå hvilende hen i den natlige stilhed;

smerte var lægt, og kummer var glemt, og arbejdet standset.

(...)

Search media - Wikimedia Commons

Hmmm

Search media - Wikimedia Commons

Hmmm

H. C. Andersen (1805 - 1875): I Sverrig Kap. 30 (1851)

Rejseberetningen er fra en tid, hvor "skandinavismen" stod stærkt. Svenske, norske og danske studenter holdt store møder hvor man talte begejstret om broderskabet mellem de nordiske lande. Disse ideer blev grundigt punkteret under anden slesvigske krig i 1864, hvor Sverige ikke kom Danmark til hjælp, til trods for den svenske konges uovervejede løfte om en alliance.

Svenskerne havde nemlig en stor bjørn i baghaven og bjørnen ønskede ikke at der skulle laves om på for meget i Skandinavien. Et er smukke drømme om internationalt fællesskab, noget andet stormagter og realpolitik. Stater har som bekendt ingen venner, kun interesser.

H.C. Andersen red med på den skandinaviske bølge og skrev begejstret om Sveriges natur og folk. 

Men - det står rimeligt uklart for mig, hvorfor han i den forbindelse sætter et afsnit ind om verdensrummet. Og hvad han egentlig forsøger at udtrykke med sin poetiske raptus. Kønt er det alligevel. 

Et Punkt kun, et Støvgran her er din Jord, hvis Undre forbause dig! et Støvgran kun, og dog en Stjerne mellem Stjerner.

Som de Myriader Støvgran, synligt svævende i Solstraalens dreiende Søile fra Muurrevnen ind i det mørke Rum. dreier sig den lange Colonne Verdener, Du kalder din Stjernehimmel, men endnu fjernere staaer Melkeveiens hvidlige Taage, en ny Stjernehimmel, en anden Colonne, begge to Radier kun i Hjulet! men hvor stort er dette selv, hvor mange Radier gaae saaledes ud fra det store Midtpunkt, Gud.

Saa vidt naaer dit Øie, saa klar er din Tidsalders Horizont! Søn af Tiden, vælg Hvo skal være din Ledsager.

Her er din ny Bane! med din Tids Største, foran din Tids Slægter flyve Du!

Som den blinkende Lucifer lyse Du i Tidens Morgenrøde.

(...)

J. W. v Goethe (1749 - 1832) An den Mond. Min gendigtning.

Det fortælles at Goethes sidste ord på dødslejet var "Mehr Licht" - og det var ham vel undt, for hele livet lyste han ubesværet som lyriker og romanforfatter, naturforsker og tidlig fortaler for evolutionstanken.

Stormende elsker og stabil husbond, revolutionær individualist, teaterdirektør og medaljebehængt minister i Saxen-Weimar, en af Tysklands lilleput-stater.

Til Månen

Fyld igen hver skov og dal
Med stille tågeglans
Og sæt endnu engang
Min sjæl helt fri;

Udbred lindrende dit blik
Over landskabet mit,
Kig vennesælt og mildt    
til mig og mine marker.

An den Mond

Füllest wieder Busch und Tal
Still mit Nebelglanz,
Lösest endlich auch einmal
Meine Seele ganz;

Breitest über mein Gefild
Lindernd deinen Blick,
Wie des Freundes Auge mild
Ûber mein Geschick.

(...)

https://kalliope.org/da/text/goethe2002073101