J. P. Jacobsen: Gurresange

J. P. Jacobsen (1847- 1885): Gurresange (1869)

Jens Peter Jacobsen var biolog og oversatte Darwins "Arternes oprindelse" til dansk. Men, som man ser i dette digt, heller ikke bleg for at sætte Gud ind i ligningen. Måske forklarer det, at han aldrig blev helt comme il faut hos den naturalistiske stridsmand Georg Brandes og hans kreds, som ikke just var præsteelskere.

Natten er stilhedens rige, hvor man møder sig selv. Og så kan man møde sin elskede.

Valdemar.

Den blaalige Dæmring nu dæmper
Hver Tone fra Sø og Land,
De flyvende Skyer har lagt sig
Til Hvile ved Himlens Rand,
I lydløs Tynge samlet
Er Skovens luftige Bo,
Og Søens klare Bølger
Har vugget sig selv til Ro.
I Vesten kaster Solen
Sin straalende Purpurdragt,
Saa drager den over sig Bølgen
Og drømmer om Dagens Pragt.
Ej mindste Løv sig rører
Og kalder paa min Sands,
Ej mindste Tone klinger
Og vugger mit Sind i Dands,
Nej, hver en Magt er sunken
I egne Drømmes Elv,
Og skyder mig blidt og stille
Tilbage til mig selv.

Tove.

O, naar Maanens Straaler milde spille,
Naar omkring mig Alt er tyst og stille,
Da er Vand mig ikke Søens Vove,
Træer ej de dunkle, tavse Skove,
Sky ej, hvad mig Himlens Hvælving dølger,
Dal og Bakke ikke Jordens Bølger,
Form ej Form og Farven ikke Farve,
Alt: et Udtryk for hvad Gud har drømt.

(...)

http://adl.dk/