Mark Twain: Natligt besøg på Akropolis
Mark Twain (1835 - 1910): The Innocents Abroad (1869) v/ EKS
Samuel Langhorne Clemens´ forfatternavn er hentet fra lodskunsten på Mississippi. Det betyder "to favne" og angiver at der er vand nok under floddamperen. Et tegn på troværdighed. Det gjorde han så sit bedste for at leve op til.
Magen til underholdende løgnhals skal man lede længe efter. Mark Twain er balsamisk.
Uddraget er fra rejseberetningen "De uskyldige udenlands". Her beskrives en af de få situationer, hvor denne samtids-orienterede og ironiske yankee virker oprigtig betaget af den kunst, han møder på sin tur til Europa.
For det meste var han ikke overdrevent imponeret af Europas kulturelle herligheder, og nød som en uartig skoledreng at gøre grin med fascinationen af de store turistfælder - Chateau Versailles, Louvre, Peterskirken...
Men - Akropolis i måneskin kunne han ikke stå for.
Vi gik over en stor plads, gennem en høj port og stod nu på en brolægning af det fineste hvide marmor, stærkt slidt af fodtrin. I strømmen af måneskin rejste sig foran os de ædleste ruiner, vi nogensinde havde set - Propylæerne, Minervas lille tempel, Herkules' tempel og det store Parthenon.
Vi vandrede eftertænksomme gennem dette fornemme marmor-brolagte tempel; det sære sceneri gjorde et stærkt indtryk. Her og der glimtede en overdådighed af hvide statuer af mænd og kvinder, lænet op mod marmorblokke, nogen af dem uden arme eller ben, eller hovedløse - men alle så de sørgmodige ud i måneskinnet, og slående menneskelige!
De rejste sig alle vegne for at standse den uønskede nattegæst - stirrede på ham med stenøjne ud fra kroge og gemmesteder; deres blikke fulgte ham, mens de stod bag ruindynger langt nede af forladte korridorer; stod i vejen ude på det brede torv og viste ham bort fra det hellige sted med armstumperne; månen kiggede ind i det tagløse tempel og lod spredte fragmenter og ødelagte statuer ligge i søjlernes afskærende skygger.
We crossed a large court, entered a great door, and stood upon a pavement of purest white marble, deeply worn by footprints. Before us, in the flooding moonlight, rose the noblest ruins we had ever looked upon—the Propylae; a small Temple of Minerva; the Temple of Hercules, and the grand Parthenon. (...)
As we wandered thoughtfully down the marble-paved length of this stately temple, the scene about us was strangely impressive. Here and there, in lavish profusion, were gleaming white statues of men and women, propped against blocks of marble, some of them armless, some without legs, others headless—but all looking mournful in the moonlight, and startlingly human!
They rose up and confronted the midnight intruder on every side—they stared at him with stony eyes from unlooked-for nooks and recesses; they peered at him over fragmentary heaps far down the desolate corridors; they barred his way in the midst of the broad forum, and solemnly pointed with handless arms the way from the sacred fane; and through the roofless temple the moon looked down, and banded the floor and darkened the scattered fragments and broken statues with the slanting shadows of the columns.
