Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Per Højholt

Skrift på vind og vand (1956)

Januar-elegi

I haverne luder lidt smaagrønt.

Januar synger

med maanekold dis over tjørnen

hvor bærrene hænger

som brændende kloder i klynger.

Blaa spor af en hund og af solsort

buskenes sanger

staar skaaret i flint over vejen

med tindrende vinge af rim som solvinden fanger.

Paa morgengraa frugttræer sortner

sommerens pærer

som stjærner paa udbrændte himle,

vulkanske porfyrer

med sus fra de fødende sfærer.

En kobberrød sol springer ud over

frosne ranunkler

og slynger igennem en lys-storm

af drejende vinkler

krystaller som isner og funkler.

Aa, spil fra mit liv før dette!

Solen en klase

i glidende spring over himlen

som skabt for at prise

hin smærternes kolde extase -!

Thøger Larsen

Bakker og Bølger (1912)

STJERNENATTEN

Nat om Alverden!

Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,

Stjerne-systemer,

Dybets utallige Ild-Diademer,

alle de snurrende Gnister i Himlen.

Ud i det høje

ser jeg som Trold med et Trealens Øje.

Ind i det sorte

vender jeg Blikket, og Nuet er borte.

Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

Frem sig at svinge

ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe,

Verdener vaage

ru i Orions forrygende Taage.

Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.

Aldrig ved Randen -

evigt jeg møder kun Mørket og Branden,

Virkeligheden

blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den,

Nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven.

(...)

http://lemvigmuseum.dk/digte.htm

Lemvig museums udstilling med Thøger Larsens digte

Hmmm

Thøger Larsen

Jord (1904)

TILFÆLDIGHED

Som et Udyr ligger en natmørk Sky

over Maanens Gry,

den holder mod Nord et Gab på Klem -

der stikker en Spids af Halvmaanen frem,

den vokser af Gabet i Skyens Rand

som en gloende Hjørnetand.

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

Du mørke Dyr i yderste Øst!

Hvad er din Lyst?

Hvortil skal du bruge den brændende Tand,

som lyser ud over Hav og Land?

Der rinder vel Rædsel og Hjerteblod

om Tanden fra Od til Rod.

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,

og nu er den Trold.

Jeg veed saa inderlig god Besked,

men føler som den, der intet veed.

Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr

saa er Livet et Æventyr.

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

Jorge Luis Borges

Digte 1923 - 85 v/ Peter Poulsen

Nattens historie

I løbet af deres generationer

rejste menneskene natten.

I begyndelsen var blindhed og søvn

og torne som sårede den nøgne fod

og frygt for ulvene.

Vi vil aldrig få at vide hvem der smedede ordet

for det skyggeinterval

som adskiller de to skumringer;

vi vil aldrig få at vide i hvilket århundrede

rummet og stjernerne fik deres tegn.

Andre frembragte myten.

De gjorde den til moder for de stille parcer

som væver skæbnen

og de ofrede sorte får

og hanen som varsler at den er forbi.

Kaldæerne gav den tolv huse;

uendelige verdener, Søjlegangen.

Latinske heksametre og Pascals forfærdelse

gav den form.

Luis de Leon så i den fædrelandet

til sin rædselsslagne sjæl.

Nu føler vi at den er uudtømmelig

som en gammel vin

og ingen kan betragte den uden svimlen

og tiden har ladet den med evighed.

Og at tænke at den ikke skulle findes

uden disse skrøbelige instrumenter, vore øjne.

Johannes V. Jensen

Kongens Fald (1901)

Axel aabnede Øjnene endnu en Gang og saa den lyse Nat. Himlen var som hvide Roser. Langt ude, en Mil ude, brændte en Glædesild paa en Høj.

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften. Himlen var taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne.

Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer.

http://www.gutenberg.org/files/36942/36942-h/36942-h.htm

Kongens Fald

Hmmm

Vincent van Gogh

Af brev til Theo van Gogh

And it does me good to do what’s difficult. That doesn’t stop me having a tremendous need for, shall I say the word — for religion — so I go outside at night to paint the stars, and I always dream a painting like that, with a group of lively figures of the pals.

https://artsandculture.google.com/asset/starry-night/uQE3XORhSK37Dw?hl=en

Starry Night - Vincent van Gogh - Google Arts & Culture

From the moment of his arrival in Arles, on 8 February 1888, Van Gogh was constantly preoccupied with the representation of "night effects". In April 1888,...

William Heinesen

Tårnet ved verdens ende (1976)

DET ER SENT PÅ ÅRET OG SENT PÅ DAGEN OG SENT I LIVET

Aftenskumringen er ved at gå over i mørke og de første stjerner er i sigte. Det tegner til at blive en klar stjernenat.

Foran mig på bordet hvor jeg (Amaldus Erindreren, den Aldrende) sidder og skriver, ligger Faders gamle sammenskydelige Nelson-kikkert med de blankpolerede messingbeslag, den er endnu i god stand, og om et øjeblik agter jeg mig ud under himlen for at rette den mod Andromedatågen, det fjerne univers, som skal være to millioner lysår borte, hvilket ikke er til at kimse ad når man tager i betragtning at et lysår er den tid, lyset tilbagelægger på et år med en fart af 300.000 kilometer i sekundet. Det giver en smuk fornemmelse af albuerum at stå og se ned i denne uhyre fortid, selv om det man ser kun er en svag, hendøende tande i natten.

"Som lyset fra en hornlygte," sagde de gamle Kaldæere om lyset fra denne verden bag verden, og det billede sætter sig fast, for sådan en dunkel og tåget lygte var det vi plejede at gå og lyse med engang i en fjern barndom i skumre smøger mellem huse, der ikke mere er til. Det var ganske vist ingen hornlygte, men en tom blikdåse med pergamentpapir bundet for den åbne ende og med en lysestump indeni og et hul i "taget" som lyset kunne ånde ved.

Så gik vi da med denne Andromedatåge og lyste, et sted langt nede i tiden, som endnu dengang havde en evigheds dimensioner. 

                                                                                       *

Hvem går og lyser med den gamle slørede verdenslygte dybt dernede på bunden af tiden?

En lille dreng og en ung kvinde, og den unge kvinde er hans moder. De går i den stille aften gennem krogede gyder, der henligger i en em af tanglugt og tørverøg, og videre ad høduftende stier ud til Skansen. Her sidder de og ser hvordan mørket vokser og bliver almægtigt. Når han holder lygten op foran sin moders ansigt lyser den som en måne på hendes kinder og mund og hage. Så er der kun dette ansigt at se - intet andet i hele verden end dette ansigt, der tegner sig mildt mod det vældige mørke.

Så kan det et øjeblik være et hvilketsomhelst sted i en hvilkensomhelst tid, og I er uden navn og historie, kun Moder og Barn, de første og de sidste.

William Heinesen

Sange mod Vaardybet (1927)

Opbrud

Vaarlige Stjerner stiger

frem bag Havets Rand.

Sagte skummer om Skibet

det grønligt-dæmrende Vand.

Store Stjerner blafrer

som Baal ved Havødets Rand.

Foran os glitrer i Hvælvet

en myldrende Maanebro -

en Vej ind til Søvnen og Drømmen

i Nattens Havbliks-Ro.

Henrykt stejler mod Hvælvet

den lynende Maanebro!

Storer Stjerner blafrer

over den sunkne Kyst.

Dybdernes rolige Riger

favner os gæstmildt og tyst.

Stjerner flyder paa Havet

over den sunkne Kyst.

Sjælen vaares, og Drømmen

er endeløst varm og vild.

Hvælvenes funklende Spejle

laaner Ild af dens Ild.

Alle de isede Stjerner

varmer sig ved dens Ild.

Joseph v. Eichendorff (1788 - 1857) v/ Poul P.M. Pedersen

MÅNENAT

Det var, som havde himlen så stille kysset vor Jord,

at Jorden om den drømte i alt sit blomsterflor.

Der lufted over vange, og kornet bølged tyst,

så sagte skoven suste, det var så stjernelyst.

Og også sjælen bruste på brede vinger frem,

fløj gennem de stille lande, som fløj den til sit hjem.

https://de.wikipedia.org/wiki/Mondnacht_(Eichendorff)

Mondnacht (Eichendorff) – Wikipedia

Hmmm

Vergil (70 - 19 f. Kr.) v/Johannes Loft

NATTESTYKKER

(...)

Natten lå over land. Nu kvæged den liflige slummer

alle de trætte; nu faldt til ro de susende skove,

havets brus var stilt, og stjerner gled over himlen,

marken lå tavs; der var tyst blandt kvæg og brogede fugle,

alt, hvad den gennemsigtige sø, de buskede gærder

gemte af liv, lå hvilende hen i den natlige stilhed;

smerte var lægt, og kummer var glemt, og arbejdet standset.

(...)

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Ludger_tom_Ring_d._%C3%84.,_Virgil,_about_1538.jpg

File:Ludger tom Ring d. Ä., Virgil, about 1538.jpg - Wikimedia Commons

Hmmm