Psykologi: Amerikansk fascisme

 

  - Årh, kan du huske da Amerikanerne tog til Månen, sommeren '69? - Ja mon ikke, det var en flot præstation. - Det synes jeg osse, men hvorfor pokker blev de ikke deroppe?

  - Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Joh. 1.1.

 

Hvad er det moderne ved amerikansk fascisme?

Det er kedeligt at leve i interessante tider. Desværre lever menneskeheden for øjeblikket i en gal mands drøm, eller rettere: en bande gale menneskers drøm.

Historikeren Timothy Snyder hævder, at forskellen mellem nutidens amerikanske fascisme og den ”klassiske” tyske (og italienske) fascisme er, at sidstnævnte overtog en eksisterende stat og fusionerede den med partiet, men lod stukturen (kommandoveje, kontorer, funktioner, kompetencer) stå mere eller mindre intakt. 

Amerikansk fascisme har til hensigt at ødelægge staten som sådan og brænde hele det politiske tivoli ned, uden at sætte noget i stedet. Ud fra det perspektiv er den nuværende amerikanske regering en anti-regering og (selv) ødelæggelses-maskine.

Dette er paradoksalt, uhørt og dybt underligt: En dement idiot udøver en nærmest overnaturlig afmagt over et skrantende imperium. En impotent oldings storslåede almagt. Eller omvendt.

Traditionelle fascismer

Førerkulten omkring ubenævnte idiot inkarnerer alt det fattige i den amerikanske folkesjæl og sætter denne sjæls afmagt, smerte, overtro og paranoia i tale; herunder at alle andre end hvide og kristne amerikanere har skylden for landets problemer. Personkult, fremmedhad og offertankegang er "klassiske" træk ved fascisme.

Fascisme er også organiseret afmagt og den enkelte borgers fraskrivelse af ansvar. Således mener en stor del af den amerikanske befolkning, at Føreren til enhver tid har ret, fordi han siger han har ret. Man tager en rød kasket på, deponerer hjernen hos en politisk forbryder, som ikke har noget begreb om ansvar og nyder nu sammen med Ham illusionen af, at være klogere end de kloge og stærkere end alle undermålerne. Uvidenhed er styrke.

Her ses "overmenneskets" foragt for svaghed (Hannah Arendt) og en frygt-dreven "flugt fra friheden" (Eric Fromm). Flugten til en alternativ virkelighed, som virker ind på virkeligheden!

En verden fuld af racisme, sexisme, had til homoseksuelle, katolikker, kommunister, socialdemokrater...

Velkendte eksempler på "traditionelle fascismer", man bør tage højde for, i vurderingen af amerikansk idiot-magt og dens gerninger. 

Økonomi og afmagtens politik

Dette har sine årsager, særligt en umådelig samling af landets rigdom og magt på ganske få hænder. Med modsvarende økonomisk usikkerhed for en betragtelig del af USA's befolkning.

Den amerikanske – globaliserede – model af kapitalismen er fantastisk til at skabe velstand, men elendig til at skabe velfærd, dvs. fordele velstand. Derved opstår en følelse af afmagt i underpriviligerede dele af befolkningen – og mulighed for at et politisk tomrum, et intet, kan opstå.

Dette tomrum fyldes ud med fascistisk gaslighting - og resultatet er den økonomiske suppedas den rådvilde nar og hans løjtnanter i Washington har rodet verden ud i, med sin idiotkrig mod Iran; såre dumt og stormægtigt udført. Disse politiske gangsters selvfedme og (døds)trusler mod NATO-allierede er utålelig. Vi har simpelthen at gøre med kejser Nero og hans hof.

Romerriget overlevede adskillige gale kejsere. Vil USA, som imperium betragtet (og med det mange andre ting) klare sig igennem den overlagte uvidenheds tidsalder - idiot-tiden?

Konklusion

Det korte af det lange er, at Europa – herunder Ukraine – med amerikansk fascisme har fået et nyt sæt problemer på dagsordenen. USA vil ikke Europa noget godt. Men europæerne skal ikke tro de er særligt udvalgte. Nutidens USA vil ingen noget godt. Heller ikke sig selv. Mørket begriber ikke lyset, ellers var det ikke mørke.

Et videre spørgsmål er: hvem kan have fordel af dette kaos? Qui bono?

Udtog

Man kan sige meget grimt om den tyske fascismes hovedfigur, og med rette, men en Djævelens advokat kunne nok alligevel lægge et pænt ord ind for ham ved Himlens Højesteret:

- Velvise dommere! Min klient levede sundt og ædrueligt som vegetarianer, afholdsmand og ikke-ryger. Modig og pligtopfyldende soldat (Jernkorset 1. klasse). Kunstmaler i sin ungdom og livslang musikelsker og -mæcen. Flot karriere som skuespiller og taler. Tysklands førende arkitekt, forfatter, hundeelsker og en gentleman overfor kvinder...og øh...

Og den hornede sagfører kan ikke finde flere sympatiske træk ved tiltalte.

Men når en Højesteret engang sætter sig til rette overfor Den hvide Mand i Det hvide Hus, så vil  forsvaret ikke have nær så meget pænt at sige angående klientens karakter.

Je suis l'Empire à la fin de la décadence
Qui regarde passer les grands barbares blancs
En composant des acrostiches indolents,
D'un style d'or où la langueur du soleil danse.

Jeg er Imperiet i dekadencens sidste dage
Som ser de høje blonde barbarer begå
Ligeglade forbrydelser, i en stil som guld
Hvori det dovne solskin danser.

Paul Verlaine: Langueur/Ladhed

https://internetdidaktik.dk/verlaine-ladhed

Hvis en klovn flytter ind i Paladset, bliver han ikke Sultan. Paladset bliver et cirkus. 

- Tyrkisk ordsprog

Jean Tinguely: Hyldest til New York (1960)

Ét minut med en selv-destruerende schweizisk Storm Petersen-maskine. Og en gadebetjent. 

https://www.youtube.com/watch?v=6dgGu2w3Qvo

Femten minutter med hjemmelavet artikel om en dansk rumskibs-kult som opstod af - og blev til - intet.

https://internetdidaktik.dk/de-forsvundne-rejsendes-droem