T.S. Eliot: Ødemarken

T.S. Eliot (1888 – 1965) Uddrag af The Waste Land/Ødemarken 1. del (1922) v/ EKS.

Begravelsen af de døde

April er den grusomste måned, avlende
Liljer af det døde land, blander
Erindring og lyst, væder
Sløve rødder med forårsregn
Vinteren holdt os varm, dækkede
Jorden med glemslens sne, holdt
En lille smule liv i de tørre rodknolde.
Sommeren overraskede os, kom over Starnbergersee
Med en regnbyge, vi stoppede i søjlegangen
Og fortsatte i solskinnet, ind i Hofgarden
Og drak kaffe, og snakkede en times tid.
Bin gar keine Russin, stamm' aus Litauen, echt deutch.
Og da vi var børn boede vi hos ærkehertugen
Min fætter tog mig med på slædetur
Og jeg var bange. Han sagde, Marie,
Marie, hold fast, Og vi fòr nedad.
I bjergene, der føler man sig fri.
Jeg læser til langt ud på natten og tager sydpå om sommeren.

(…)

Uvirkelige by,
Under en vinterskumrings brune tåge
Flød en mængde over London Bridge, så mange,
Jeg troede ikke døden havde taget så mange.
Suk, korte og uregelmæssige blev udstødt
Og hver mand fæstnede øjnene foran sin fod.
Flød op ad højen og ned ad King William Street,
Der hvor Saint Mary Woolnoth passer tiden
Med en død lyd på det sidste slag i ni.
Der så jeg én jeg kendte og stoppede ham: Stetson,
Du, der var med mig på skibene ved Mylae!
Det lig, du plantede sidste år i din have,
Er det begyndt at sætte skud? Vil det blomstre i år?
Eller har den pludselige frost ødelagt dets rødder?
Oh, hold hunden langt borte, denne ven af mennesket,
Ellers vil den grave det op igen med sine kløer!
Din hykler – du ligner mig – min broder!