Fortælling: Humlebien

Hverdagsfortælling fra en hedebølge.

Forleden fandt jeg en svag humlebi på vores køkkengulv. Den kravlede villigt op på en tryksag og lod sig fragte ud til stokroserne, hvor jeg satte den ind i en blomst. Sådan nogle blomsterblade er glatte, og da bien var for svag til at flyve, så måtte den klamre sig fast og vælte rundt for at finde lidt pollenstøv; men der var ikke mere tilbage på den tankstation...

Nåmmen så hentede jeg et glas linde-honning og dyppede et par klatter af, på et af de nedre blomsterblade. Noget af honningen begyndte selvfølgelig at drive i sommervarmen, men da bien endelig opdagede en af de gennemsigtige dråber, fik den meget travlt med at slubre i sig.

Humlebier har en lyserød tunge i snablen. Det havde jeg ikke lagt mærke til før. Tanken strejfede mig, om den nu kunne tåle andre biers honning – bierne har mange mærkelige skikke og spisevaner – men den mæskede sig bare videre.

Der gik et par minutter og da kræet stadig gled nedad, så støttede jeg uden megen omtanke blomst og bi med min mobiltelefon. Der landede sgu en klat honning på coveret, sikke noget – og inden jeg opdagede det, stod jeg med en honning-guffende humlebi på mobilen!

Da der ikke var mere at slikke i sig, og jeg ville sætte den op i blomsten efter mere mad, så sagde det p-ludselig ”Bruuumm! Sikken opstart! Fra niveau 0 til niveau 100, på 0,1 sekunder.

I solfaldstimen brummede den videre til nye blomster, nye måltider.  

Bee-lieve it or not!