Arbejdsmarked: Sprogkastellet der røg i luften

Schmeisser maskinpistol. Wikipedia.

Servicechef Børge Olsen gik op ad trappen til Sydbyens Sprog & Kompetencecenter en tåget morgen som duftede af nedfaldne blade. Pludselig vågnede han helt op. Skolen svævede et par millimeter over fundamentet! Det var delt af en revne, som så ud til at være skåret med diamantklinge. 

Der var ikke drysset en krumme mørtel af og det hele så ud til at hvile på et eller andet usynligt felt. Ligesom i en science-fiction film. Da han ikke rigtig troede sine egne øjne, var han sikker på at ingen ville tro ham, hvis han fortalte om det. Derfor koblede han bare tyverialarmen fra og gik indenfor.

Med et lille underbevidst gisp åbnede han hoveddøren og kiggede mistroisk ind. Forhallen lignede det den skulle: En dansk kultur-institution, komplet med pastelfarvede vægge, PH-lamper, designermøbler, opslagstavler, kaffeautomat og udvalgt dansk kunst: Per Kirkeby, Trampedach og en enkelt Asger Jorn for afvekslingens skyld. Kontorer og klasseværelser lignede også sig selv. Beroliget gik Olsen i gang med sit arbejde, hvilket da også hvert år til julefrokosten udløste en gaveæske med to flasker rødvin til Skolens Bedste Medarbejder. 

Solen fik magt. Tågen lettede over græsplæner og parkeringsplads. Bag skolens vinduer hørtes en del bekymret snik-snak.

Underviserne på Sprog & Kompetencecentret havde lært, at det ikke kunne betale sig at spekulere over tingene, man passede sit arbejde, gjorde man, og underviste Sydbyens indvandrere i sprog og kompetencer. Bedre aflønnede personer måtte træffe beslutninger om de store ting.

- Eleverne kunne jo med deres egne brune øjne se, at bygningen hang fast og solidt i sine fortøjninger og ikke var på vej op i det ydre rum, sådan lige med det samme. Det er desværre ikke alle, som har lært ikke at tro på umuligheder, såsom flyvende tæpper, antityngdekraft eller levitation. Og hvis sådan noget alligevel skulle vise sig i hverdagen, skal man betragte det som et problem, andre vil tage sig af. Den indstilling er en væsentlig kompetence her i landet.

 - Det er nok håndværkerne, der er i gang med nogle reparationer. Hvad den moderne teknologi dog ikke formår. Det er ret smart sådan at løfte huset op, så man bedre kan komme til.

- Borgere, som ikke lader sig køre rundt med af tilfældige stemninger og konspirationsteorier, de er samfundets sande støtter og bekæmper sort snak om, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Man bør følge forstandens oplyste motorvej. Ellers opstår der mistanke om, at man er på vej ud i overtroens slamfyldte flod.

- Langs den flod bor der småtossede digtere, overvintrede hippier og alkoholiserede sømænd på efterløn, og selvom det kan være morsomt at høre almuen sludre om havfruer, trolde og lygtemænd, så er det ikke godt for karrieren at tale om den slags utøj.

Sådan gik der tid med at berolige eleverne, men efterhånden fik alle fundet bøger og skriveøvelser frem. 

Op ad formiddagen ankom Centerdirektør Sidsel Enevoldsens lysegrå Volvo til Centret og fandt sin reserverede plads. Hun steg ud og kiggede sig omkring. Den dér bredbagede firhjulstrækker, fyldte den ikke temmelig meget? Hvem mon ejede den? Hvor ofte havde hun ikke forklaret medarbejderne hvor vigtigt det er for de ansatte ikke at køre i en bil, som viser høj indtægt og status? Det måtte hun hellere gøre igen.

Ved frokostbordet holdt fru Enevoldsen sit lille foredrag om dansk kultur for medarbejderne.

- For eksempel viser en almindelig svensk herregårdsvogn, at man er en ganske almindelig borger i et demokratisk samfund. Det burde medarbejderne nok være enige i.

- Det gælder om at lære de udlændinge, skolen arbejder med at bibringe danske værdier, at selvom man har succes, skal man ikke lade sig forføre af den. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, som gamle Grundtvig sagde.

- Sund national beskedenhed er netop det vi skal lære de fremmede, samtidig med at vi opretholder professionel anonymitet og distance til kursisterne.

- Man må ikke lægge op til at mennesker fra andre kulturer kan misforstå dansk nationalkarakter. Man må for eksempel aldrig tilbyde en kursist et lift ind til byen efter skoletid. For ikke at tale om at gå på café eller i biografen sammen med nogen af de fremmede, eller besøge dem privat. Det ville give et helt forkert indtryk af hvad integration går ud på.

Lærerne gumlede og drak kaffe.

- Men Gud dog, er klokken så mange, arbejdet kalder jo på os!

Man skramlede stole og service på plads og hastede tilbage til klasseværelserne. Duften af smørrebrød og automatkaffe hang tilbage i frokoststuen.

Tilfreds med sin lille peptalk gik direktøren ind på sit kontor med mahognimøbler og malerier af ryttere og heste, arvestykker fra dengang bygningen var kaserne. Hun arbejdede på en ansøgning om forstærket integrationsindsats, som gerne skulle udløse større bevillinger til Centret.

Men først måtte hun skrive en opmuntrende mail til sin vigtigste støtte i byrådet, en gammel partisoldat, som dagen efter seneste kommunalvalg havde forladt det parti, han var valgt for, idet han havde erkendt, at man kommer længst med fredsommelighed her i verden. Måske var han lidt for fredsommelig og tilbøjelig til at lytte til andres meninger. Og måske stod vigtigheden af Centrets opdragelse til frisind og tolerance ham ikke helt klart.

Ingen kunne nægte at fru Enevoldsen var en statelig dame. En knytnæve i spadseredragt. I sin naive ungdom havde hun været rødstrømpe og revolutionær, men lærte efterhånden, at kvindesagen kunne give karriere-fordele. Nu var hun medlem af Selskabet For Kvindelige Stillinger, som kæmpede for kønnets indtagelse af lederpositioner i de private og offentlige sektorer.

Fra deres skriveborde i samfundets kommandocentraler arbejdede Selskabets medlemmer for at forbedre mindre heldige søstres vilkår og danne modvægt til mænds ufølsomme dømmekraft. Sådan var strategien, der styrede hendes lederindsats.  

Hun ville lige hente en kop kaffe og trippede ud på fliserne i forhallen. Servicechef Olsen, som sjældent viste sig i skolens overetager, standsede hende med et undskyldende skuldertræk og sagde, at han havde opdaget en ny dør i kælderen. Én som aldrig havde været der før. Om ikke hun ville gå med ned og se?

Egentlig var ansøgningen til byrådet vigtigere, men Olsen var nu en pudsig mand, som kunne overraske med morsomme påfund og opfindelser. Fx den geniale plænevander den sommer, da græsset var ved at blive svedet helt af. Han havde nok forberedt en eller anden practical joke.

Et svagt dagslys sivede gennem revnen i fundamentet, ind i det fugtige redskabsrum. Det var da mærkeligt hun ikke havde lagt mærke til den revne, da hun gik ind i Centret. Burde Olsen ikke have fortalt om den, inden han trak hende med ned i kælderen?

Servicechefen pegede på en rusten, afskallet ståldør med to store vridehåndtag. Den havde engang været olivengrøn, men lignede nu en forsømt havegrill.

– Den her dør var der ikke i går. Og se det skilt dér – ja, nu skal jeg tænde lys.

Hun trak persianerpelsen sammen om sig. Bogstaverne på det gulnede emaljeskilt dannede disse ord i fru Enevoldsens hjerne:

Olsen havde set masser af tysk fjernsyn og læste højt: - Livsfare, kun kvalificeret personale. Den øverstbefalende for SS.

De kiggede på hinanden. Olsen tog fat i håndtagene. 

- En af min fars venner boede her i nærheden under krigen. Kasernen blev besat af tyskerne i august 1943. Han sagde, at der gik rygter om, at de arbejdede med nogle store maskiner herinde. Men hvad de lavede, var der aldrig nogen som fandt ud af. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor jeg ikke har set den gamle dør før. Lad os se hvad der gemmer sig, måske er der fuldt af naziguld.

Han vred først det øverste, så det nederste håndtag rundt.

Med den skærebrænder-stemme hun brugte, når det gjaldt om at bevare kontrollen over situationen, sagde Sidsel Enevoldsen, at han skulle lade være med at gøre det han var i gang med og at det faktisk ikke var morsomt længere og hvor den smagløse dør kom fra og det var fyringsgrund ikke at – og døren gik op med en knirken som en rusten kirkegårdslåge. 

Der kom ingen tøris-tåge ud af ståldøren, som i de gyserfilm Olsen var forfalden til, men gyset fik han alligevel. Han kiggede nemlig ind i den forkerte ende af en Schmeisser maskinpistol.

To uniformerede mænd trådte med støvletramp ud i kælderen. Soldaten med maskinpistolen lod våbenet tale for sig, og de to blege Center-medarbejdere trådte et par skridt tilbage og strakte armene i vejret. Den anden soldat kiggede køligt på dem under en kasket med dødens varemærke: kranie og korslagte knogler. Over hans smalle læber kom ord, man ikke skulle bruge ordbog for at forstå:

 - Verfluchte Spionen! Kein Eintritt! Heraus!   

Med et suk gled Centerdirektøren ned fra stiletterne og klappede sammen på kældergulvet. Børge Olsen var ingen kujon, men han kendte sin overmand, når han mødte ham.

Han begyndte at slæbe den sammenklappede direktør hen mod udgangen, men slap hende igen, idet hun undergik en mærkelig forvandling. Man kan sige at investeringen i et par reolmeter gyserfilm gav godt afkast. Han forstod med det samme hvad der foregik.

En hvid, vatagtig tåge strømmede med en hvæsen ud af Sidsel Enevoldsens kropsåbninger. Langsomt svævede hun op og hang dampspyende i den tomme luft. Pelsen faldt ned på betongulvet. Den hvide substans samlede sig i en sky under loftet, og i den viste sig unævnelige billeder og symboler. Hun udstødte nogle lyde som en heavy-metal sanger med halsbetændelse. De uniformerede herrer virkede først overraskede, men kiggede så på hinanden og nikkede glade:

 - Ach, Sie sind der neue Kapitän! Hertzlich wilkommen! Wir haben so lange erwartet -

Takket være sine tyskkundskaber og paratviden om det overnaturlige, var Olsen ikke helt lammet af frygt. Han benyttede sig af sine flugt-kompetencer og stormede ud, mens en skudsalve fik betonen til at slå gnister omkring kælderdøren. I skyndingen trykkede han på brandalarmen og løb udenfor.

Efter tre - fire minutters tumult var alle Centrets elever og medarbejdere ude af bygningen. Foruden skuddene i kælderen og brandalarmen havde det været en opmuntring, at huset var begyndt at ryste lidt. Man kunne høre brandbilernes sirener. Blå blink gav genskin i ruderne, da et blændende hvidt lys pludselig strømmede ud fra Centrets kælderetage.

Et par brandbiler stødte sammen i indkørslen. Men det var der ingen som tog sig af. 

Idet fundamentet revnede med en stønnen af plaget jernbeton åbenbaredes det, at det ikke var Godzilla, som efter årtiers fangenskab kæmper sig tilbage til verden, og i glimtet fra overrevne elkabler hæver for tredive millioner kroner fast kommunal ejendom op over den rædselsslagne skare.

Det var en ufo.

En gammeldags sølvskinnende flyvende tallerken af den slags man læser om i sommerhusets gulnede SF-romaner. Blot var den her indregistreret i Det tredje Rige. En kæmpestor omvendt metaltallerken med omvendt suppekop ovenpå og tre lysende halvkugler forneden. På overdelen en række koøjer, og det sort-rød-hvide tegn for forbandelsen af alt, som ikke passer ind i folkefællesskabet.   

Med en brummen så dyb, at man hørte den mere med brystet end med ørerne, løftede maskinen sig, mens den bar Sydbyens Sprog & Kompetencecenter på sit usynlige kraftfelt. Rumskibet lettede langsomt, og accelererede så i en blød bue mod vest, indtil det efter et halvt minut kun var en prik på himlen. Det sidste man hørte til Centret var, da det gik gennem lydmuren over en olieplatform ude i Vesterhavet. 

Klokken ni om aftenen kunne statsministeren på et pressemøde meddele, at PAK - Politiets Antiterror Korps - var i gang med at opklare sagen, som foreløbig var fuldstændig mørkelagt.

- Man må forvente, at efterforskningen vil være hemmelig i lang tid og at eventuelle domfældelser vil foregå bag lukkede døre. På grund af dette force majeure er myndighederne desværre nødsaget til at indskrænke borgernes rettigheder væsentligt en tid fremover.

- Ministeren var glad for at kunne fortælle, at det handlekraftige antiterrorkorps havde tilbageholdt ca. 300 elever og ansatte fra Sydbyens Sprog & Kompetencecenter, foruden tolv brandmænd, og anbragt dem på en ø i Smålandsfarvandet.

- Man må holde kortene tæt til kroppen. Ingen oplysninger må slippe ud, som fjenden kan benytte sig af. Og nej, det kan ikke udelukkes at terrorister står bag bortførelsen af den ulykkelige Sidsel Enevoldsen, til hvis nærmeste ministerens tanker gik.

- Muligvis vil vi blive stillet over for krav om tilbagetrækning af de danske styrker i Mellemøsten. Regeringen bøjer sig under ingen omstændigheder for den slags afpresning.

Ministeren ønskede ikke at kommentere et rygte om, at der var forhandlinger i gang med en mellemøstlig terrorgruppe om en større løsesum. 

Et halvt år senere påstod en dreng fra en af Sydbyens specialklasser, at han havde hacket sig ind i en af NASAs computere og havde læst, at forskerne skændtes om det kunne være rigtigt, at der i et krater på Månens bagside nu stod en gammel dansk rødstens-kaserne ved siden af en stor, grå bunker.

Men det var selvfølgelig noget han fandt på for at gøre sig interessant.