Russisk Schrecklichkeit
Man vågnede en morgen og opdagede at naboens hus i nattens løb var lavet om til en rockerborg - med atomgranater i kælderen. Rockernes høvding er i ondskabs-klasse med den unævnelige norske massemorder.
Rusland har i 500 år været holdt sammen med rå og blodig statsmagt - godt hjulpet af den russiske ortodokse kirkes underkastelses-ideologi og fikse idé om at Moskva er "Det tredje Rom".
Denne magt har altid været imperialistisk og reaktionær.
Russerne kender, om nogen, til ødelæggende invasioner. Både dem, de selv sætter i gang (de fleste), og dem, de har været udsat for. Deres påståede mangel på national sikkerhed skyldes i høj grad, at et styre uden et mål af folkelig opbakning oftest er et svagt (aggressivt, dumt, grådigt, paranoidt) styre.
Sådan bider årsag og virkning hinanden i halen.
Et kerneeksempel er Sovjetunionens fuldstændige mangel på forberedelse ved den tyske invasion juni 1941. Den almægtige og alvise landsfader Stalin havde håbet at købe sig tid ved at tilpasse sig Hitler-regimet og sælge råvarer til det krigsførende Tyskland. Men han blev snydt. Stort.
Og Lend-Lease hjælpen fra det kapitalistiske USA reddede russernes røv(e). Rusland er overhovedet ikke uovervindeligt.
Russerne kunne have overtaget Ukraine på en eftermiddag, hvis de var kommet med et bedre samfundssystem, end det, ukrainerne havde indrettet sig med - alle mangler ufortalt. Men det gjorde de ikke. Som Erzats for en ubehagelig følelse af kulturelt og økonomisk mindreværd bilder russerne sig ind, at Ukraine i bund og grund er russisk. Og derfor har Det sorte Tårn ophævet Ruslands anerkendelse fra 1991 af Ukraines selvstændighed.
Ukraine - som altså ikke findes - har ingen ret til at eksistere som nationalstat, lige meget hvad ukrainerne mener om sagen. Hvis de ikke accepterer rockerhøvdingens sindssyge logik, er løsningen "Endlösung". Galefyrsten skaber en ørken og kalder den fred.
Det må selvfølgelig også være krænkende for gamle medlemmer af det Sovjetiske politiske politi, at ukrainerne før invasionen havde det rimeligt fredeligt og fornøjeligt, uden statspropaganda, censur og sortklædte politisoldater som anholder og / eller tæsker enhver, der ser mistænkelig ud.
Situationen er, at Europa skal terroriseres til underkastelse af en skør fascist i verdenshistorisk klasse. Skør, fordi han åbenbart tror på sin egen propaganda.
Sådan en nabo er besværlig. Rockere forstår kun Schrecklichkeit.
https://en.wikipedia.org/wiki/Moscow,_third_Rome
https://en.wikipedia.org/wiki/Schrecklichkeit
https://en.wikiquote.org/wiki/Tacitus