Psykologi: Hvad er dumhed?

 

Ondskab er kærlighed til alt, hvad der er umoralsk. Den ondskabsfulde mand er én som omgås dømte forbrydere, idet han mener, at hvis han er venner med den slags mennesker, vil han lære noget om verden, og på den måde blive mere frygtet.

- Theofrast: Mennesketyper

The Fool shall not enter into Heaven let him be ever so Holy.

- William Blake

 

Verdensordenen har de seneste år været udfordret af en Avatar fra de nedre regioner. 

Præsidentkandidat Donald J. Trump er en profitorienteret profet som går til valg på løftet om at føre den hvide og kristne del af USA tilbage til fortidens forjættede land; dengang da andre racer og religioner kendte deres plads i samfundet. MAGA!

Og alle stymperne oppe på tribunerne ved hans rallies tror, at nu vil der snart ske noget helt fantastisk. 

Trump bruger sine tilhængere til at skaffe sig magt. Tilhængerne bruger ham som et paryk-behængt spejl for deres fattigmands-fantasier om USA som hvid og kristen nation, fremover regeret af Kong Trump og hans hof.

Og man spørger: hvad kan vel gå galt med det projekt? 

Ondskab er sorg, som skaber mere sorg. Donald Trump er et uvidende, moralsk ødelagt og sørgeligt forsømt menneske. Men hans psykiske problemer (sociopati og narcissisme) har givet ham én vigtig fordel: en mand uden samvittighed er verdens mægtigste mand, under de rette omstændigheder. 

Det er absolut muligt at MAGA-bevægelsen, som jo har overtaget det hæderværdige gamle Republikanske parti, i nærmere fremtid forsøger et mere velorganiseret statskup end optøjerne ved Kongressen i januar 2021. Måske i forbindelse med et attentat eller en tv-venlig begivenhed, analogt med Rigsdagsbranden i 1933. 

Trumps fascistiske bevægelse accepterer ikke spillereglerne. Forbrydere har det med at gøre uventede ting. Men - politiske forbrydere fortæller ofte og gerne om deres hensigter.

USA har som mange andre lande det demokratiske problem, at halvdelen af befolkningen er dummere end gennemsnittet - og den anden halvdel mindre dumme end gennemsnittet.

I hvert fald er en betydelig del af den amerikanske befolkning ikke videre godt uddannet og heller ikke vaccineret mod fascisme i samme grad som folk i Europa forhåbentlig stadigvæk er. Endelig har landet et antikveret valgsystem, som fremtvinger en uheldig todeling i det politiske liv. 

Et af de redskaber Trump benytter sig af, er jævne og flinke menneskers tillid, naivitet og/ eller dumhed. 

Så, hvad er dumhed? 

Forsøg på definition: Dumhed er manglen på evne til at kunne indse, hvor inkompetent man selv er. Jf. den bekendte "Dunning-Krüger effekt". Almindelige kendetegn er ringe udviklet selvrefleksion og langsom rotation i øverste etage.

Det er vanskeligere at give en positiv definition på dumhed. Men - måske giver egenskaben "dumhed" menneskearten en overlevelsesfordel, sådan evolutionært set?

Det mener i hvert fald de morbidt spøgefulde stiftere af "Darwin Award"; en posthum anerkendelse af særligt udvalgte, underfrankerede individer, som har gjort alle os andre den tjeneste at dø - først. De fortjener anerkendelse for at have afprøvet en mængde usandsynligt dumme måder at komme af dage på, og det er jo meget lærerigt. Hvad skulle vi dog gøre uden idioterne?

I praksis er dumhed = stumhed, thi de dumme har ikke ret meget fornuftigt at sige. De bidrager ikke med brugbar information, men sludrer om ligegyldigheder og snakker andre efter munden. Det ville ikke være noget tab, hvis de tav stille.

Udgangspunktet kunne kaldes naturlig eller medfødt dumhed. Det er en passiv tilstand.

Villet eller overlagt dumhed er idioti. En idiot er en borger som ikke ønsker at vide noget om politik eller emner, der ligger uden for hans egen lille verden. Idioti kan måske tjene som beskyttelse mod at erkende, hvor dum man egentlig selv er. Det er en aktiv tilstand.

Ufrivillig eller uoverlagt dumhed/ idioti kan erhverves, hvis man gennem længere tid er udsat for aktiv dumhed, eller fordummelse. Formålet er at gøre andre lige så dumme og gerne dummere end én selv. Fascister som f.eks. Mussolini, Hitler eller Stalin havde betydelig succes i den henseende. 

Når sådanne lederes egen dumhed og uvidenhed bliver eksempel til efterfølgelse og middel for beherskelse af en følgeskare - så er lemmingetoget godt og vel på vej mod afgrunden. 

Jeg tror ikke det er et dumt spørgsmål. 

 

Exit

En 78-årig, fysisk og mentalt svækket svindler forsøger at gøre sig til Kejser af Nordamerika for ikke at ende sine dage i spjældet - og for at hævne sig. Han er dum, dement, delirisk, desperat og i fuld "Adolf-mode". Man må forvente ulykker og ballade al den tid han er i stand til at stå på en scene. Og en tid efter, formodentlig.  

Jeg havde forsvoret nogensinde at skrive om fænomenet Trump igen. Men her har De et link til et fire år gammelt portræt af denne politiske illusionist. Dengang vidste jeg ikke, at han går med paryk og er arveligt disponeret for demens.

https://internetdidaktik.dk/pandemi-anno-vomitus-2020

Jeg får en sådan en sær lyst til at citere Jahves forbandelse af Kong Nebukadnesar: 

Du skal jages bort fra mennesker og have din bolig hos de vilde dyr; du skal æde græs som oksen og få væde fra himlens dug; syv tider skal gå hen over dig, indtil du forstår, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil.

- Daniels Bog 4.22

 

Noter

Dansk Etymologisk Ordbog: Dum. adj. svagsynet, stum, ubegavet. Oldnordisk: dumbr "stum". Oldhøjtysk: tumb "stum", "uforståelig", "tåbelig". Indoeuropæisk (rekonstrueret): dhu-m-bhos "dunkel".

Hvad er en Avatar? https://denstoredanske.lex.dk/avatara

Rigsdagsbranden: https://denstoredanske.lex.dk/Rigsdagsbranden

Dunning-Krüger: https://www.britannica.com/science/Dunning-Kruger-effect

Overlagt dumhed: https://www.mpg.de/16846348/deliberate-ignorance

Darwin-prisen: https://darwinawards.com/

Nebukadnesar: https://www.tate.org.uk/art/artworks/blake-nebuchadnezzar-n05059