N.F.S. Grundtvig: Dejlig er den himmel blå

N.F.S. Grundtvig: Dejlig er den himmel blå (1810)


Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

 

https://www.hojskolesangbogen.dk/

Tomas Tranströmer: Vinterens blik

Tomas Tranströmer: Det vilda torget (1983)

 

Vintrens Blick

Jag lutar som en stege och når in
med ansiktet i körsbärsträdets första våning.
Jag är inne i färgernas klocka som ringer av sol.
De svartröda bären gör jag slut på fortare än fyra
skator.

Då träffas jag plötsligt av kylan från långt håll.
Ögonblicket svartnar
och sitter kvar som yxans märke i en stam.

Från och med nu är det sent. Vi ger oss av
halvspringande
utom synhåll ner, ner i det antika kloaksystemet.
Tunnlarna. Där vandrar vi i månader,
halvt i tjänst och halvt på flykt.

Kort andakt när någon lucka öppnar sig över oss
och ett svagt ljus faller.
Vi ser uppåt, stjärnhimlen genom
avloppsgallret.


Vinterens blik

Jeg hælder som en stige og stikker ansigtet
ind i kirsebærtræets første hjem.
Jeg er inde i farvernes klokke som ringer af sol
De sortrøde bær får jeg has på hurtigere end fire
skader.

Da rammes jeg pludselig af en kulde langt borte fra
Øjeblikket sortner
og sidder som øksens mærke i en stamme.

Fra nu af er det sent. Vi begiver os
halvt springende
uden for synsvidde, ned i det antikke kloaksystem.
Tunellerne. Der vandrer vi i måneder,
halvt i tjeneste og halvt på flugt.

Kort andagt når en luge åbner sig over os
og der falder et svagt lys ned.
Vi ser opad, stjernehimlen gennem
kloakristen.

v/ Erik K. Sørensen

 

https://www.nobelprize.org/

Walt Whitman: The learn´d astronomer

Walt Whitman: Leaves of Grass (1855, 1891-2)

 

When I heard the learn’d astronomer,

When the proofs, the figures, were ranged in columns before me,

When I was shown the charts and diagrams, to add, divide, and measure them,

When I sitting heard the astronomer where he lectured with much applause in the lecture-room,

How soon unaccountable I became tired and sick,

Till rising and gliding out I wander’d off by myself,

In the mystical moist night-air, and from time to time,

Look’d up in perfect silence at the stars.

 

https://www.poetryfoundation.org/

W. H. Auden: The More Loving One

W. H. Auden

 

The More Loving One

Looking up at the stars, I know quite well
That, for all they care, I can go to hell,
But on earth indifference is the least
We have to dread from man or beast.

How should we like it were stars to burn
With a passion for us we could not return?
If equal affection cannot be,
Let the more loving one be me.

Admirer as I think I am
Of stars that do not give a damn,
I cannot, now I see them, say
I missed one terribly all day.

Were all stars to disappear or die,
I should learn to look at an empty sky
And feel its total dark sublime,
Though this might take me a little time.

https://englishliterature.net/

H. C. Andersen: En Digters Bazar

H.C. Andersen: En Digters Bazar kap. 25 (1842) v/ Erik K. Sørensen 


MALTA

Klokken var tre om morgenen; jeg hørte ankeret falde og vidste da, at vi lå i Maltas havn. Jeg kastede min kappe om mig og sprang op på dækket.

Det første jeg så, var den aftagende måne, dens horn var så tynde og bøjede og dog lyste de, som fuldmånen i Norden; eller kom måske denne klarhed i luften fra de utallige stjerner? En sådan pragt havde jeg aldrig før set, hverken under Italiens klare himmel eller selv i vore nordiske vinternætter.

Venus-stjernen syntes at være en sol, uendelig langt borte, så den kun kunne vise sig som et punkt, men det var et sol-punkt. Dens stråler spillede på vandfladen omkap med månens.

Stjernerne i Norden er kun glimtende glas, her er de ægte sten! mine hænder foldede sig uvilkårligt, min tanke var hos Gud i beskuelsen af hans herlighed. Der var en stilhed rundt om! her hørtes ikke en åres plasken i vandet, ikke en klokkes lyd! Alt stille, som i en ensom kirke.

 

https://timesofmalta.com/articles/view/light-pollution-ministry-seeks-public-feedback-on-new-guidelines.800436

 

Thorkild Bjørnvig: Abeguder

Thorkild Bjørnvig: Abeguder Miljødigte 1975-80. Prosaversion v/ Erik K. Sørensen

 

RUMMET SKAL IKKE VÆRE NOGEN UNDTAGELSE

Når det er stjerneskuddenes tid plejer man at ønske. Sct. Laurentii tårer hed de, dengang de indgik i den kosmiske legende og man mente, de aldrig faldt ned på jorden. Og endnu i slutningen af det 18.årh. stod det videnskabeligt fast at ingen genstand fra ydrerummet traf jorden. En beretning om et meteorfald, undertegnet af 300 øjenvidner i Gascogne 1790, til Det franske Akademi, besvarede en fysiker: "Hvor beklageligt for fornuftige mennesker at se et helt kommunestyre protokollere og bevidne rigtigheden af rene folkekrøniker." Det er videnskabeligt at tvivle, men alligevel.

Og for 70 år siden 30. juni 1908 eksploderede et eller andet over tundraen i Sibirien, hvad ved ingen, kun virkningerne er bekendt og undersøgt: eksplosionen hørlig hundreder af kilometer borte, jordrystelser konstateret på seismografer i Moskva og Irkutsk, på Java og i Washington, trykbølger mærkbare 65 km borte, skovene omkring eksplosionsstedet brændte i dagevis, og indfangede rensdyr fra samme område led af en dengang ukendt kræftlignende sygdom. Og så velbevarede har virkningerne været i tundraens dybfryser, at pålidelige forskere endnu i dag har konstateret gammastrålepåvirkning af planter i området.

(...)

Som man før strengt videnskabeligt havde tænkt, at intet ude fra rummet kunne nå jorden, havde man endnu længere tilbage tænkt, at intet nede fra jorden kunne nå ud i rummet. Og derefter: at udforskningen af rummet kunne samle den splidagtige menneskehed, et mægtigt fascinerende fælles mål.

Hvilken naivitet!

En videnskabsmand fra det amerikanske forsvarsministerium har klart sagt: "Rummet er faktisk en fantastisk arena. Vi må lede den strategiske krig bort fra jorden. Afskyen for en krig i rummet er simpelthen forkert."

Og fordi amerikanerne på visse punkter er bagefter russerne i rumkapløbet har en general i luftvåbnet m.h.t. militær udnyttelse af den påtænkte rumfærge derovre fastslået: "Der har aldrig været noget transportmiddel i menneskehedens historie, som ikke har været udnyttet til økonomiske og militære formål. Rummet skal ikke være nogen undtagelse." (Det er velgørende, når folk udtrykker sig, så det ikke kan misforstås.)

Altså, vi forstår: den kredsende logik farer ad en tangent ud i rummet, bøjer af til en endnu større og farligere kredsning, ikke mindre hermetisk end den første: satelitter, rumfærger, overvågningskameraer og farende spejle til opfangelse og videresendelse af laserstråler -

Er der ikke længere åbent mod rummet? Bor vi under en sindssygs kæmpemæssige transparente hjerneskal? Og kan vi nårsomhelst og hvorsomhelst rammes af hans eksplosive radioaktive vildfarne tanker? (Hvor præmisserne er falske lurer døden i enhver logik.)

Hvad kan vi ønske os ved disse menneskeskabte stjerneskud? Noget med kærlighed? Rejser? At nogen ikke må dø? Højest at de lysende spor må forblive stjerneskud. Under øjenlågene brænder Sct. Laurentii tårer. Der må findes tanker i rummet, i hjertet, der drager menneskelig vilje - som månen havet - og solen græsset: en sidste modformel.

 

http://www.marmet-meteorites.com/id29.html

 

Alphonse de Lamartine: Dalen

Alphonse de Lamartine: Dalen v/ Wagner Baunvig

DALEN

(...)

Følg dagen over himlen, følg skyggerne på jord,
vær med de blide stjerner i mystisk drømmeskær.
I luften må du flyve med den vilde vind fra nord
og vandre gennem dalen blandt skyggefulde træer.

Gud selv vil lære dig det under at forstå,
at alt, hvad der er til, kom fra din skabers hånd.
I stilhed vil en stemme ind til dit hjerte nå
og tone dybt i sjælen og tale til din ånd.

https://pantheon.world/profile/person/Alphonse_de_Lamartine/

 

 

 

Walt Whitman: Evindelig rullende strømme

Walt Whitman: Leaves of Grass v/ Niels Møller

 

EVINDELIG RULLENDE STRØMME

Evindelig rullende strømme, ustanselig virkende magt!

Usete kraft, snart samlende, snart skillende, så vidt som rummet spredes

mellem månen og solen og jorden og stjernernes vrimlende hære...

Der bringes budskab fra fjerne kloder, men hvem kan tyde de sære tegn?

Hvor er verdens inderste hjerte, livets forlener?

Hvad er det alt, denne samling af talløse ting uden mål, uden grænse?

Disse så smidige omsvøb og vink, hvad betyder de?

- Ordet, der løser den vældige gåde, hvem griber det?

O, denne flydende, uhyre enhed!

Verden er mangedelt, dog er den samlet til et -

Sådan bærer et skib os henover havet.

 

 

Heinrich Heine: Lotusblomsten

Heinrich Heine: Sangenes Bog (1822-23) Lyrisk Mellemspil v/ P.C.V. Hansen

 

Sig Lotusblomsten lukker,

naar Solen paa Himlen staar,

og drømmende venter den Natten,

mens Dagens Timer gaar.

 

Til Elsker kaared den Månen,

som vækker den med sit Skin

og nyder den Gunst at kysse

dens rødmende Blomsterkind.

 

Den blomstrer og gløder og stirrer

mod Nathimlens blege Opal;

den dufter og skælver og græder

af Elskov og Elskovskval.

 

Michael Ende: Momo

Michael Ende: Momo v/ Erik Jensen (1973/ 1981)

 

Da Gigi var færdig med eventyret, tav de begge et stykke tid, så spurgte Momo: "Fik de så hinanden senere hen?"

"Det tror jeg nok", sagde Gigi, "- senere hen."

Og er de døde nu?"

"Nej", sagde Gigi med overbevisning. "Det ved jeg tilfældigvis ganske nøje. Tryllespejlet gjorde kun én dødelig, når man kiggede i det alene, men hvis man kiggede to sammen, så blev man udødelig igen. Og det gjorde de to."

Som en stor, rund sølvskive hang månen oppe over de sorte pinjer og fik ruinens gamle sten til at lyse gådefuldt. Momo og Gigi sad ganske stille ved siden af hinanden og kiggede længe op mod månen, og de følte ganske tydeligt, at de i dette øjeblik begge var udødelige.

 

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/momo-af-michael-ende-0

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS