Thorkild Bjørnvig: Abeguder

Thorkild Bjørnvig: Abeguder Miljødigte 1975-80. Prosaversion v/ Erik K. Sørensen

 

RUMMET SKAL IKKE VÆRE NOGEN UNDTAGELSE

Når det er stjerneskuddenes tid plejer man at ønske. Sct. Laurentii tårer hed de, dengang de indgik i den kosmiske legende og man mente, de aldrig faldt ned på jorden. Og endnu i slutningen af det 18.årh. stod det videnskabeligt fast at ingen genstand fra ydrerummet traf jorden. En beretning om et meteorfald, undertegnet af 300 øjenvidner i Gascogne 1790, til Det franske Akademi, besvarede en fysiker: "Hvor beklageligt for fornuftige mennesker at se et helt kommunestyre protokollere og bevidne rigtigheden af rene folkekrøniker." Det er videnskabeligt at tvivle, men alligevel.

Og for 70 år siden 30. juni 1908 eksploderede et eller andet over tundraen i Sibirien, hvad ved ingen, kun virkningerne er bekendt og undersøgt: eksplosionen hørlig hundreder af kilometer borte, jordrystelser konstateret på seismografer i Moskva og Irkutsk, på Java og i Washington, trykbølger mærkbare 65 km borte, skovene omkring eksplosionsstedet brændte i dagevis, og indfangede rensdyr fra samme område led af en dengang ukendt kræftlignende sygdom. Og så velbevarede har virkningerne været i tundraens dybfryser, at pålidelige forskere endnu i dag har konstateret gammastrålepåvirkning af planter i området.

(...)

Som man før strengt videnskabeligt havde tænkt, at intet ude fra rummet kunne nå jorden, havde man endnu længere tilbage tænkt, at intet nede fra jorden kunne nå ud i rummet. Og derefter: at udforskningen af rummet kunne samle den splidagtige menneskehed, et mægtigt fascinerende fælles mål.

Hvilken naivitet!

En videnskabsmand fra det amerikanske forsvarsministerium har klart sagt: "Rummet er faktisk en fantastisk arena. Vi må lede den strategiske krig bort fra jorden. Afskyen for en krig i rummet er simpelthen forkert."

Og fordi amerikanerne på visse punkter er bagefter russerne i rumkapløbet har en general i luftvåbnet m.h.t. militær udnyttelse af den påtænkte rumfærge derovre fastslået: "Der har aldrig været noget transportmiddel i menneskehedens historie, som ikke har været udnyttet til økonomiske og militære formål. Rummet skal ikke være nogen undtagelse." (Det er velgørende, når folk udtrykker sig, så det ikke kan misforstås.)

Altså, vi forstår: den kredsende logik farer ad en tangent ud i rummet, bøjer af til en endnu større og farligere kredsning, ikke mindre hermetisk end den første: satelitter, rumfærger, overvågningskameraer og farende spejle til opfangelse og videresendelse af laserstråler -

Er der ikke længere åbent mod rummet? Bor vi under en sindssygs kæmpemæssige transparente hjerneskal? Og kan vi nårsomhelst og hvorsomhelst rammes af hans eksplosive radioaktive vildfarne tanker? (Hvor præmisserne er falske lurer døden i enhver logik.)

Hvad kan vi ønske os ved disse menneskeskabte stjerneskud? Noget med kærlighed? Rejser? At nogen ikke må dø? Højest at de lysende spor må forblive stjerneskud. Under øjenlågene brænder Sct. Laurentii tårer. Der må findes tanker i rummet, i hjertet, der drager menneskelig vilje - som månen havet - og solen græsset: en sidste modformel.

 

http://www.marmet-meteorites.com/id29.html

 

Lamartine: Dalen

Alphonse de Lamartine: Dalen v/ Wagner Baunvig

 

DALEN

(...)

Følg dagen over himlen, følg skyggerne på jord,

vær med de blide stjerner i mystisk drømmeskær.

I luften må du flyve med den vilde vind fra nord

og vandre gennem dalen blandt skyggefulde træer.

 

Gud selv vil lære dig det under at forstå,

at alt, hvad der er til, kom fra din skabers hånd.

I stilhed vil en stemme ind til dit hjerte nå

og tone dybt i sjælen og tale til din ånd.

 

https://de.wikipedia.org/wiki/Alphonse_de_Lamartine

 

 

Whitman: Evindelig rullende strømme

Walt Whitman: Leaves of Grass v/ Niels Møller

 

EVINDELIG RULLENDE STRØMME

Evindelig rullende strømme, ustanselig virkende magt!

Usete kraft, snart samlende, snart skillende, så vidt som rummet spredes

mellem månen og solen og jorden og stjernernes vrimlende hære...

Der bringes budskab fra fjerne kloder, men hvem kan tyde de sære tegn?

Hvor er verdens inderste hjerte, livets forlener?

Hvad er det alt, denne samling af talløse ting uden mål, uden grænse?

Disse så smidige omsvøb og vink, hvad betyder de?

- Ordet, der løser den vældige gåde, hvem griber det?

O, denne flydende, uhyre enhed!

Verden er mangedelt, dog er den samlet til et -

Sådan bærer et skib os henover havet.

 

 

Heinrich Heine: Lotusblomsten

Heinrich Heine: Sangenes Bog (1822-23) Lyrisk Mellemspil v/ P.C.V. Hansen

 

Sig Lotusblomsten lukker,

naar Solen paa Himlen staar,

og drømmende venter den Natten,

mens Dagens Timer gaar.

 

Til Elsker kaared den Månen,

som vækker den med sit Skin

og nyder den Gunst at kysse

dens rødmende Blomsterkind.

 

Den blomstrer og gløder og stirrer

mod Nathimlens blege Opal;

den dufter og skælver og græder

af Elskov og Elskovskval.

 

Michael Ende: Momo

Michael Ende: Momo v/ Erik Jensen (1973/ 1981)

 

Da Gigi var færdig med eventyret, tav de begge et stykke tid, så spurgte Momo: "Fik de så hinanden senere hen?"

"Det tror jeg nok", sagde Gigi, "- senere hen."

Og er de døde nu?"

"Nej", sagde Gigi med overbevisning. "Det ved jeg tilfældigvis ganske nøje. Tryllespejlet gjorde kun én dødelig, når man kiggede i det alene, men hvis man kiggede to sammen, så blev man udødelig igen. Og det gjorde de to."

Som en stor, rund sølvskive hang månen oppe over de sorte pinjer og fik ruinens gamle sten til at lyse gådefuldt. Momo og Gigi sad ganske stille ved siden af hinanden og kiggede længe op mod månen, og de følte ganske tydeligt, at de i dette øjeblik begge var udødelige.

 

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/momo-af-michael-ende-0

I. P. Jacobsen: Gurresange

I. P. Jacobsen: Gurresange (1869?)

 

Valdemar.

Den blaalige Dæmring nu dæmper
Hver Tone fra Sø og Land,
De flyvende Skyer har lagt sig
Til Hvile ved Himlens Rand,
I lydløs Tynge samlet
Er Skovens luftige Bo,
Og Søens klare Bølger
Har vugget sig selv til Ro.
I Vesten kaster Solen
Sin straalende Purpurdragt,
Saa drager den over sig Bølgen
Og drømmer om Dagens Pragt.
Ej mindste Løv sig rører
Og kalder paa min Sands,
Ej mindste Tone klinger
Og vugger mit Sind i Dands,
Nej, hver en Magt er sunken
I egne Drømmes Elv,
Og skyder mig blidt og stille
Tilbage til mig selv.

Tove.

O, naar Maanens Straaler milde spille,
Naar omkring mig Alt er tyst og stille,
Da er Vand mig ikke Søens Vove,
Træer ej de dunkle, tavse Skove,
Sky ej, hvad mig Himlens Hvælving dølger,
Dal og Bakke ikke Jordens Bølger,
Form ej Form og Farven ikke Farve,
Alt: et Udtryk for hvad Gud har drømt.

(...)

http://adl.dk/

I. P. Jacobsen: Har dagen sanket al sin sorg

I.P. Jacobsen

 

HAR DAGEN SANKET AL SIN SORG

Har Dagen sanket al sin Sorg

Og grædt den ud i Dug,

Saa aabner Natten Himlens Borg

Med evigt Tungsinds tavse Sorg.

Og en for en

Og to for to

Gaa fjerne Verd'ners Genier frem

Af Himmeldybets dunkle Gem.

Og højt over Jordens Lyst og Elende

Med Stjernekerter højt i Hænde

Skride de langsomt hen over Himlen.

De Fodtrin skifte

Med sorg i Sinde...

Underligt vifte

For Rummets kolde Vinde

Stjernekjerternes flakkende flammer.

 

https://kalliope.org/da/text/jacobsenandrea22

Gunnar Ekelöf: Sensommar

Gunnar Ekelöf: Köp den blindes sång (1938)

 

SENSOMMAR

(...)

Kväll - och snart natt

med syrsor under huvudkudden...

Och månen låner lys åt alla ting,

åt vart och ett för sig,

och varje strå står stilla för sig självt,

tar ödmjukt emot med huvudet böjt.

Och den som ännu innan sängdags gå en stund

för goda dråommars skull

skall läre tacksamhet.

 

Aften - og snart nat

med fårekyllinger under hovedpuden...

Og månen låner lys til alle ting

til hver og en for sig

og hvert et strå står stille for sig selv,

tar' ydmygt mod med sænket pande.

Og den som inden sengetid går en stund

for gode drømmes skyld

skal lære taknemmelighed.

 

http://www.gunnarekelof.se/ekelof/kop-den-blindes-sang/

E.A.Poe: Aftenstjernen

Edgar Allan Poe: Evening Star (1827) v/ Otto Rung

 

AFTENSTJERNEN

Det var sent i en Sommer

og sent i en Kvæld,

og hver Stjerne i Zenith

var isnet ihjel

af den tindrende Maane -

kun trælle, der dø!

Hun selv i sit Hvælv

hendes Sølv over Sø.

 

Jeg higed' en Stund

mod hin magiske Mund,

der mødte mig knugende koldt.

Men en Sky drog sin Flig

for det smilende Lig,

og mod Mørket, der gabede goldt,

jeg skimted' dit Skær

saa for underligt nær:

Du min Aftenstjerne stolt!

 

Til mit saarede Sind

gav dit Kjærteskin

sit søde livsalige Gys;

thi en hedere Rus

har dit brændende Blus

end hint øde og iskolde Lys!

 

https://kalliope.org/da/text/poe2002012402

 

Yosa Buson: Blommetræ i månelys

Yosa Buson: Haiku v/Hans-Jørgen Nielsen

 

Shiraume no

kareki ni modoru

tsukiyo kana

 

Blommetræ

i månelys

Faldende sne

Hvide blomsters

genkomst

 

https://www.metmuseum.org/art/collection/search/45352

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS