W. Shakespeare: Hamlet

William Shakespeare: Hamlet 2.akt v/ Edvard Lembcke & Henning Krabbe

 

Tvivl om, at lyse stjerner skinne,

Tvivl om, at sol går op og ned,

Tvivl om at sandheds magt skal vinde,

Tvivl aldrig om min kærlighed.

 

 

H. Rasmussen: Jeg vil tælle stjernerne

Halfdan Rasmussen: Jeg vil tælle stjernerne (u.å) 

 

Jeg vil tælle stjernerne,
nu hvor der er fred.
Men det er så svært at få
allesammen med.

Jeg må bruge fingrene
for at tælle dem.
Men på Oles lille hånd
er der bare fem.

Fem og frem er bare ti.
af med sko og sok!
Jeg må tælle mine tæer,
hvis jeg skal få nok.

Der er ikke nok endnu.
Tusind stjerner blåner.
Det var meget nemmere,
Hvis jeg talte måner.

Heinrich Heine: Atta Troll

Heinrch Heine: Atta Troll. (1843) v/ Herman Scheffauer

Cirkusbjørnen Atta Troll har et hårdt liv. Ind imellem tænker han over hvordan det mon går til efter døden. Vil også han engang blive fri og frelst og få lov at danse til ære for den store bjørnegud, oppe i himlens stjernetelt?

 

Canto VIII

(...)

High upon his golden throne
In yon splendid tent of stars,
Clad in cosmic majesty,
Sits a titan polar bear.

Spotless, gleaming white as snow
Is his fur; his head is decked
With a crown of diamonds
Blazing through the central vault.

In his face bide harmony
And the silent deeds of thought,
And obedient to his sceptre
All the planets chime and sing.

At his feet sit holy bears,
Saints who suffered on the Earth,
Meekly. In their paws they hold
Splendid palms of martyrdom.

Ever and anon they leap
To their feet as though aroused
By the Holy Ghost, and lo!
In a festal dance they join!

Tis a dance where saintly gifts
Cover up defects of style,—
Dance in which the very soul
Seeks to leap from out its skin!

I, unworthy Troll, shall I
Ever such salvation share?
Shall I ever from this drear
Vale of tears ascend to joy?

Shall I, drunk with Heaven's draught,
In that tent of stars above,
Dance before the Master's throne
With a halo and a palm?"

Hans Kirk: Skyggespil

Hans Kirk: Skyggespil (1953)

Glasset i vogndørens vinduer rasler en lille smule, og vognen vugger behageligt, det er næsten, som om man er ude at sejle. Himlen er lys af stjerner, aldrig før har jeg set det pragtfulde dybblå lysende mulm. Jeg stirrer op på det, deroppe bor Vorherre og englene, som mormor taler om, men som jeg ikke hører om, når jeg er hjemme.

Der har jeg kun tre år gammel vundet en præmie på 25 øre fra gamle onkel Vik-Vak for at lære: Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje, og han så godmodigt hoverende på min far, da han ved kapitalens hjælp havde kristnet hans hedning af en søn.

Jeg læner mig ind til mormor, og hun tager om mig med sin trofaste arm. Jeg kender så godt lugten af hende, den er god og tryg. Hun er halvt en godsejerske med mange heste og køer og halvt en slidsom bondekone, på engang storsindet og mild. Og lænet ind til den gamle kone, alverdens moder, oplever jeg for første gang fuldt bevidst tilværelsen.

Over os hvælver den mørke septembernat sig, og jeg falder igen i søvn, indtil vognen standser.

 

Jens Baggesen: Labyrinten

Jens Baggesen: Labyrinten (1792-93)

Vi ankom til landsbyen Appelweier klokken ni i måneskin. Det var den skønneste, blideste, fast lykkeligste aften i mit liv. De mangfoldige arkadiske genstande på den tilbagelagte vej, de milde følelser og glade betragtninger, de natuligen opvakte i deltagelsen af så mange brødres glæde, solens herlige nedgang, den hele naturs uophørlige smilen havde efterhånden bragt mit blod i et så sagte omløb, mine nerver i en så stille kildrende bæven, at alt i det forbigangne, nærværende og tilkommende syntes mig at opløses i den frydefulde tilværelses skønneste harmoni -

Hvad ligner din nektars livsalige drik,

Natur! af dit himmelbekransede bæger?

Hvor kilder, hvor styrker, hvor lindrer, hvor kvæger

Den væsnet, som sans for din nydelse fik!

I frugtbarheds skød

Hvor friheds og ejendoms lovsange lød,

Omrislet af bækken, omraslet af lunden,

Omskimret af månen i drømmende blunden,

Din berusende vellyst du over mig gød!

Jeg drømte mig opløst i æther; min ånd

Afløstes de tunge, de trykkende bånd;

Jeg dufted med blomsten, jeg svæved som månen;

Jeg flagred i vinden; og  - salige dånen! -

Mit liv i en sagte henrislende død,

Som badet i himlens olie, flød!

 

 

Grundtvig: Dejlig er den himmel blå

N.F.S. Grundtvig: Dejlig er den himmel blå (1810)


Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

 

https://www.hojskolesangbogen.dk/

Tomas Tranströmer: Vinterens blik

Tomas Tranströmer: Det vilda torget (1983)

 

Vintrens Blick

Jag lutar som en stege och når in
med ansiktet i körsbärsträdets första våning.
Jag är inne i färgernas klocka som ringer av sol.
De svartröda bären gör jag slut på fortare än fyra
skator.

Då träffas jag plötsligt av kylan från långt håll.
Ögonblicket svartnar
och sitter kvar som yxans märke i en stam.

Från och med nu är det sent. Vi ger oss av
halvspringande
utom synhåll ner, ner i det antika kloaksystemet.
Tunnlarna. Där vandrar vi i månader,
halvt i tjänst och halvt på flykt.

Kort andakt när någon lucka öppnar sig över oss
och ett svagt ljus faller.
Vi ser uppåt, stjärnhimlen genom
avloppsgallret.


Vinterens blik

Jeg hælder som en stige og stikker ansigtet
ind i kirsebærtræets første hjem.
Jeg er inde i farvernes klokke som ringer af sol
De sortrøde bær får jeg has på hurtigere end fire
skader.

Da rammes jeg pludselig af en kulde langt borte fra
Øjeblikket sortner
og sidder som øksens mærke i en stamme.

Fra nu af er det sent. Vi begiver os
halvt springende
uden for synsvidde, ned i det antikke kloaksystem.
Tunellerne. Der vandrer vi i måneder,
halvt i tjeneste og halvt på flugt.

Kort andagt når en luge åbner sig over os
og der falder et svagt lys ned.
Vi ser opad, stjernehimlen gennem
kloakristen.

v/ Erik K. Sørensen

 

https://www.nobelprize.org/

Whitman: The learn´d astronomer

Walt Whitman: Leaves of Grass (1855, 1891-2)

 

When I heard the learn’d astronomer,

When the proofs, the figures, were ranged in columns before me,

When I was shown the charts and diagrams, to add, divide, and measure them,

When I sitting heard the astronomer where he lectured with much applause in the lecture-room,

How soon unaccountable I became tired and sick,

Till rising and gliding out I wander’d off by myself,

In the mystical moist night-air, and from time to time,

Look’d up in perfect silence at the stars.

 

https://www.poetryfoundation.org/

W. H. Auden: The More Loving One

W. H. Auden

 

The More Loving One

Looking up at the stars, I know quite well
That, for all they care, I can go to hell,
But on earth indifference is the least
We have to dread from man or beast.

How should we like it were stars to burn
With a passion for us we could not return?
If equal affection cannot be,
Let the more loving one be me.

Admirer as I think I am
Of stars that do not give a damn,
I cannot, now I see them, say
I missed one terribly all day.

Were all stars to disappear or die,
I should learn to look at an empty sky
And feel its total dark sublime,
Though this might take me a little time.

https://englishliterature.net/

H. C. Andersen: En Digters Bazar

H.C. Andersen: En Digters Bazar kap. 25 (1842) v/ Erik K. Sørensen 


MALTA

Klokken var tre om morgenen; jeg hørte ankeret falde og vidste da, at vi lå i Maltas havn. Jeg kastede min kappe om mig og sprang op på dækket.

Det første jeg så, var den aftagende måne, dens horn var så tynde og bøjede og dog lyste de, som fuldmånen i Norden; eller kom måske denne klarhed i luften fra de utallige stjerner? En sådan pragt havde jeg aldrig før set, hverken under Italiens klare himmel eller selv i vore nordiske vinternætter.

Venus-stjernen syntes at være en sol, uendelig langt borte, så den kun kunne vise sig som et punkt, men det var et sol-punkt. Dens stråler spillede på vandfladen omkap med månens.

Stjernerne i Norden er kun glimtende glas, her er de ægte sten! mine hænder foldede sig uvilkårligt, min tanke var hos Gud i beskuelsen af hans herlighed. Der var en stilhed rundt om! her hørtes ikke en åres plasken i vandet, ikke en klokkes lyd! Alt stille, som i en ensom kirke.

 

https://timesofmalta.com/articles/view/light-pollution-ministry-seeks-public-feedback-on-new-guidelines.800436

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS